NOTBA4
Children of Bodom - Hexed

Hexed

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ryst posen!

Children of Bodom er legemliggørelsen af alle klicheer og fordomme om finsk metal: Det er hurtigt, det er melodisk, det er grandiost, det er fjollet, det er punket, og man har sørget for at hyre en overivrig idiot-savant til at spille keyboard. Bandet er legendarisk, og det er ikke for sjov, at de er et af de bedst sælgende bands i finsk historie. Når man hører navnet, får man straks et mentalt billede af frontmanden Alexi ”Wild Child” Laiho, der med sine tynde, blege og lakerede fingre river en af sine ESP-guitarer midt over i en manisk solo. Hexed er bandets tiende album, og Alexi har selv fortalt, at de har været nødt til at ryste posen lidt. Det så han som et nødvendigt onde ovenpå rytmeguitaristen Roope Latvalas afsked fra bandet i 2015 – det var, trods alt, de to, der skrev alt musikken sammen. Desuden har de sidste par udgivelser alle fået en lettere lunken modtagelse, så måske var det særdeles tiltrængt at ryste posen?

Old Child

Alexi har beskrevet lyden på Hexed som progressiv, jazzet og generelt mere catchy og mindre teknisk end før. Derudover har Alexi også været clean og næsten tørlagt de sidste par år, så man må nok erkende, at der ikke er så meget ”Wildchild” over ham længere – men okay, hvis man har hørt deres legendariske livealbum fra Stockholm, så kan man måske også forstå, hvorfor han har valgt at skrue ned for festivitassen.

Alt dette betyder dog, at noget af det første, der slår en ved Hexed er, at der virkelig mangler noget kapow. Det første nummer ”The Road” er nok et af de ringeste åbningsnumre, jeg længe har oplevet! Det er ikke et dårligt nummer, men det er virkeligt et klassisk halvvejsnummer. Et album skal da åbne med et seriøst spark i løgposen og ikke et mildt klap på hovedet! Det bliver ikke meget mere interessant derefter, da ”Under Grass And Clover” heller ikke just er nogen nuklear eksplosion af rang men nærmere en prut i et badekar. Jeg kan sagtens høre de dele, som Alexi mener er proggede, men det bliver mere en flad fordom om, at prog automatisk er kedeligt og tenderende impotent. Jeg mangler virkelig den kraft, pondus af fuck-jer-attitude, albums som Follow the Reaper eller endda Blooddrunk havde.

Først på sang nummer fire, som ironisk nok hedder ”Kick in a Spleen”, sker der bare lidt, men selv der føler man, at den, der har sparket en i milten, har været en ældre dame med sclerose i knæet. Det går simpelthen for langsomt! Man får lyst til at sætte hastigheden på samtlige numre op til 125% eller 150% i stedet bare for at emulere noget, der minder om klassisk Children of Bodom. Jeg er med på, at det er album nummer 10, og de ikke er teenagere længere, men for helvede!  Alexi er ikke fyldt 40 endnu, så hold dog op med at insistere på, at du er 80, mand – eller også skal vi erstatte ”Wildchild” med ”Old Child”!

Udover det generelt vattede tempo, så er sangene egentligt udmærkede. Også produktionen er tip-top, hvilket også er lidt usædvanligt for Children of Bodom, da de plejer at ”sværge” til en mere flad og rå produktion.

Fyrre, Fed og Færdig

Bands ændrer sig, og folk bliver ældre, det er soleklart. Men Hexed føles ikke som en naturlig opfølger til I Worship Chaos. Det føles og lyder mere som et album, Alexi burde lave, når han nærmede sig de 80 og ikke de 40 år. Children of Bodom formår at lyde trætte og udbrændte på deres tiende album, men hvem ved? Måske er det resultatet af at have festet for hårdt med for meget hjemmebrændt vodka i de kolde, finske skovsøer?

Tracklist

  1. This Road
  2. Under Grass And Clover
  3. Glass Houses
  4. Hecate's Nightmare
  5. Kick in a Spleen
  6. Platitudes And Barren Words
  7. Hexed
  8. Relapse (The Nature Of My Crime)
  9. Say Never Look Back
  10. Soon Departed
  11. Knuckleduster

Tilføj kommentar