Carrion - Time To Suffer

Time To Suffer

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fed død, tilsat død

Time To Suffer markerer det andet større udspil fra belgiske Carrion. Siden 2008 har de udsat verden for deres hårdtslående og groovy dødsmetal, først med en demo og senere deres album fra 2012, Revelations. Især på Revelations udviste de stortpotentiale med gennemgående god sangskrivning og høj energi, dog med plads til forbedring og finpudsning af deres håndværk. Med Time To Suffer har den belgiske kvintet stukket hovederne sammen, og skabt et album, der på brutal vis opfylder det høje niveau, de tidligere har aspireret til.

Intet nyt er godt nyt?

“So It Begins”. Med det instrumentale intronummer er stemningen sat. Tungt, hårdt og lige til. Det er ikke den dybe tallerken, der bliver genopfundet her, men derimod en videreudvikling af Carrions eksisterende formular af groovy dødsmetal. Fra start til slut leverer de en storm af guitarer og trommer, der får pulsen hårdt op at køre, og det er svært ikke at blive fanget af Sven Van Severens hvæsende skrig “I STAB THE KNIFE!” i “Urge”. Og de serverer deres dødsmetal i læssevis. Time To Suffer er et 40 minutter langt slagteorgie, hvor lytterens ører sjældent får lov at hvile sig, men i stedet bliver tvunget til underkastelse af det bastunge bombardement, som man udsættes for. Og netop dette er nok også pladens største svaghed. Manglen på dynamik i sangene kan hurtigt få pladen til at virke repetitiv og statisk. Midt i myrderiet ser man virkelig frem til de få pauser, der findes, så man kan nå at få pusten og orientere sig i musikken. Disse pauser virker til gengæld utroligt forfriskende, såsom den smagfuldt melodiske outro på “Defiled Sanity”, den lækre, stille opbygning på “Death From Deep Within” og midterstykket i “Urge”, som med sine offerskrig og motorsav kunne være taget lige ud af en amerikansk horrorfilm.

In the End, There Is Only Death(metal)

Carrion lover dødsmetal, og det er præcis hvad de leverer. Ikke mere, ikke mindre. Man kunne måske være skuffet over manglen på variation på albummet, men det er heller ikke pointen med deres musik. Carrion er kommet for at slå ihjel med deres hakke, deres skovl og deres spade, og med Time To Suffer har de virkelig sluppet deres indre, soniske seriemorder fri. Ja tak, siger jeg! Mere af det!

Tracklist

  1. So it begins 
  2. Mutilation
  3. Supreme
  4. Urge 
  5. Plaque 
  6. Gingergrind 
  7. Death from deep within
  8. Torment
  9. Defiled Sanity 
  10. In the end there is only death

Tilføj kommentar