Cain - The Master Clockwork

The Master Clockwork

/ Swedmetal · Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Hard rock
Antal numre:9

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Svenske Cain spiller melodisk metal med rødder i progressiv powermetal, men med en smag af hardrock over sig (lyt f.eks. til åbneren "Intelligence 101"). Musikernes teknik fejler ikke noget, og der er da også plads til lidt instrumentallir (det gælder især albummets titelnummer, der er et af de mest progressive), men hovedvægten er lagt på sangmelodierne med det slagkraftige omkvæd i fokus. Bortset fra lidt diskret effektskrigeri er vokalen af den lyse slags, til tider lidt i stil med Paul Rarick fra Tiles.

Der er mange ganske cool ideer på debutalbummet "The Master Clockwork", og bandet spiller lækkert tight. Desværre matres Cain af, at forsanger Patrik Stomberg synger decideret falsk meget af tiden. Et ellers potentielt fedt, let thrashet, Redemption-agtigt nummer som "Lost Forever More" bliver helt ødelagt i mine ører af den dårlige intonation, især i omkvædet. Det samme gælder dele af titelnummeret og "The Dead and the Calm" for at nævne nogle grelle eksempler.

Hvis man er i stand til at ignorere dette irritationsmoment, er "The Master Clockwork" et solidt spillet og afvekslende album, omend det også rummer en håndfuld ret rutineprægede og uinteressante melodier (omkvædene på "Level 6:14", "Red Water" og "Mourning Star" er f.eks. ikke voldsomt distinkte). Inden for den stil, hvor Cain opererer, kan jeg imidlertid ikke give en karakter over middel, når vokalen ikke er i orden. Mere monitor!

Tilføj kommentar