Den brændende papegøje

På papiret har Burner skudt papegøjen med en flammekaster. No One Is Coming To Save Us er blot briternes andet album, men det byder allerede på prominente gæsteoptrædener fra metalsværvægtere som Josh Middleton (Sylosis) og Matt Heafy (Trivium). Visuelt står det stærkt med et næsten ulæseligt logo samt makabert albumcover, og lyden er skabt i The Ranch Recording Studio, som har leveret produktioner til en lang række metalartister såsom Loathe, Creeper og Employed to Serve. Det føles kort sagt, som om dørene til metalverdenen står vidt åbne for bandet, og at de har gjort alt i deres magt for at bringe sig i den helt rigtige position til det store gennembrud.

Er der en exorcist til stede?

Genremæssigt befinder vi os i et facetteret og energisk sammensurium. Tyngdepunktet ligger i den moderne dødsmetal fusioneret med hårdtslående melodiske hardcoreelementer. Men undervejs sniger der sig også flere sekvenser ind, som trækker tråde til black metal. Sidstnævnte er ellers en genre, jeg normalt har det ret stramt med, men i dette tilfælde fungerer de mørke sekvenser forunderligt godt. Måske er det her albummet, der endelig lukker mig ind i metallens mest dystre afkroge?

Åbningsnummeret starter mere som en stille gnist end en altødelæggende steppebrand. Den atmosfæriske intro leverer et af pladens få rolige øjeblikke, før vi kastes direkte ind i et blæsende inferno af kraftfulde riffs, djævelsk growl og kompromisløse trommer. Opbygningen går igen på flere af skæringerne, hvor en kort pause skaber suspense, før bandet eksploderer på ny. Der er heldigvis ikke tale om ligegyldige intermezzi på et minut eller mere, som man ellers ofte hører. I stedet fungerer pauserne som en intens opbygning til det slag i ansigtet, der falder, når sangen brager igennem igen med fuld styrke.

Generelt set følger hele No One Is Coming To Save Us en lidt atypisk kurve: en lidt afdæmpet start, hvor numrene uden tvivl repræsenterer meget af det, Burner er gode til, uden dog helt at ramme plet. Det afviger lidt fra min erfaring, hvor mange artister placerer deres bedste numre først på udgivelserne. Dog er anden halvdel af albummet markant stærkere i min optik. Netop de stærke slutninger er et gennemgående træk for både album som helhed og de enkelte numre, som banker sig fast i hukommelsen som noget på én gang overbevisende og altødelæggende.

Pladen har et par sekvenser, hvor kadencen dykker en smule. Det er svært at sætte en præcis finger på, hvad der holder Burner tilbage fra at nå det helt store klimaks, men på skæringer som ”Blood River” og ”A Shattered Visage Lies” efterlades man med fornemmelsen af et nys, der udebliver i sidste sekund. Det er en kende frustrerende, for det føles, som om der lige mangler det sidste for at vride den ultimative forløsning ud af de ellers velspillede og interessante numre. Jeg føler dog, jeg for alvor får lov til at nyse igennem på “What Will You Give”, når Josh Middletons signaturguitarlyd og vokal får lov til at skabe den helt rigtige synergi med Burners destruktion.

Alt godt fra tryllebrønden

Jo flere gange jeg lytter til dette album, jo federe synes jeg, det bliver. Vi er et stykke fra min normale core-hjemmebane, men alligevel er blandingen af kendte hardcoreelementer og apokalyptiske black metal-momenter dét, der får mig til at føle mig som den tolvte mand i Parken. Lad dig derfor ikke skræmme, hvis du ikke fanger idéen ved første gennemlytning. Musikstilen er muligvis en erhvervet smag, så der skal lige et par forsøg til, før man virkelig forstår det.

Burner mestrer dødsmetal. De mestrer tempostyring. De mestrer vokalvariation. Burner er vilde – og jeg er sikker på, at de har en vild fremtid foran sig. Er du fan af bands som Converge, Gatecreeper eller The Acacia Strain, så er jeg ret sikker på, at dette album er noget for dig. Jeg glæder mig til at følge de ambitiøse briter, og jeg hepper med hele vejen!