Truslen mod vores verden
Selvom Burden of Grief har eksisteret siden 1994, afspejler deres Spotify-afspilninger ikke nødvendigvis deres lange historie. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke var bekendt med bandet, da jeg takkede ja til at anmelde deres musik, men tyskerne har sørme sendt på mig arbejde med en konstant voksende diskografi. Det tyske band består af Mike Huhmann (vokal), Florian Bauer (bas), Philipp Hanfland (guitar), Dominik Hellmuth (guitar) og Manuel Låuke (trommer). Destination Dystopia er deres ottende album, der præsenterer sig som en opfordring til handling, idet det udforsker trusler mod vores verden både udefra og indefra.
Skønhed i kaos
Åbningsnummeret "World Under Attack" skildrer præcist den dystopi, vores verden er endt i og opfordrer direkte folk til at tage kampen op. Mens Mike Huhmann leverer barske og intense tekster, serveres klassisk melodisk dødsmetal med stor dygtighed og præcision. De fængende riffs og harmonier formår at skabe skønhed midt i det kaos, som præsenteres. Tekstmæssigt kunne sangen lige så godt være skrevet af Kreator, der tydeligvis er en betydelig inspirationskilde for Burden of Grief. Guitaristerne Philipp Hanfland og Dominik Hellmuth cementerer desuden deres færdigheder ved at mestre de dystre kræfter i strengene, og albummet er fyldt med imponerende guitarsoloer blandt andet under titelnummeret ”Destination Dystopia”.
Pladen byder på adskillige højdepunkter, og særligt nummeret ”My Suicide” er modbydeligt godt. Det rummer et utroligt stærkt riff og inkorporerer elementer fra både thrash og metalcore på en måde, der flot fremviser begge sider inklusiv breakdowns. Dets rolle som afslutning på albummet spejler nøjagtigt den stærke åbning med ”World Under Attack”, og det viser tydeligt, at Burden of Grief forstår kunsten at skabe fængende melodier og at lure, hvor de skal placeres på et album. Et andet højdepunkt, ”Fevered Dreams”, er blandt de tungere tracks. Nummeret kører i et højt tempo, og har en smule trash-inspiration i sin stil og placerer sig perfekt midt på albummet som en overraskende perle. Lydmæssigt er bandet tydeligt inspireret af grupper som Sentenced, Soilwork og delvist In Flames – hvilket giver en klang, der mere leder tankerne hen imod det svenske end det tyske lydlandskab.
Destination Dystopia revolutionerer dog på ingen måde melo-dødgenren. Tværtimod mangler albummet til tider lidt personlighed. Det bliver lidt for fint og poleret, og numre som ”Downfall” og ”The Devil’s Pride” virker decideret unødvendigt ensformige, og syntes kun at være fyld for at nå en spilletid på samlet 40 minutter. Desuden syntes jeg, at der godt kunne barberes mindst et minut af de fleste af sangene, da repetitionen tit skader de ellers ret unikke riffs. Hellere én gang for lidt end én gang for meget, som man siger.
Både bandet og vores jord har udviklet sig
Burden of Grief begyndte virkelig at udforske deres potentiale på deres seneste album Eye of the Storm fra 2018, og heldigvis fortsætter de den udvikling med Destination Dystopia. Hvis jeg skulle vurdere deres ældre værker, ville de ikke score højt, men ligesom vores verden har udviklet sig, har Burden of Grief også gjort det. Destination Dystopia er et solidt stykke arbejde med mange fantastiske melodier og et energisk tempo, der henleder tankerne mere mod svensk end tysk metal. På trods af albummets fyldighed og en vis forudsigelighed er det uden tvivl værd at anbefale. Tyskerne kan tage syv kranier med til Warburg, hvor de holder til, og lad os håbe, at dystopien får lov til at holde fri i januar efter et par hårde julefrokoster.
