Cover band førte til mere
Oprindeligt startede Hell Hofer og Hampus Klang med at lave covers af forskellige 80'er-bands og havde det fint med det, indtil de 2001 besluttede at lave deres egen musik, og med tilføjelse af et par ekstra musikere opstod Bullet. Navnet Bullet har efterhånden været brugt et par gange før, lige siden det oprindelige amerikanske Bullet i 1971-72. Samtidig var der en engelsk version, som senere skiftede navn til Hard Stuff, så navnet Bullet er populært, og vi er nu ved en svensk version.
Stilmæssigt sidder vi fast i 80'erne, hvor de læner sig op ad tidlig Accept, Saxon, Judas Priest og Def Leppard. Den her lette, hæse stemme, masser af vilde guitarriffs og så ellers trommer, der får tæsk til den store guldmedalje;
Hvorfor spille covers, når man kan lave musik selv
Bullet kaster sig hårrystende ned i genren af NWOBHM og leger sågar med lidt glam metal her og der. Der er skingre stemmer, læderjakker, stort hår og metalnitter alle vegne; Der er overvældende guitarsoloer og thrashede trommer, der ikke får et øjebliks ro. Det er så 80'er, som det kan blive uden at sætte sig ind i DeLorea'en og træde speederen i bund.
Når man hører Bullet, får man virkelig lyst til at gribe den nærmeste dåsebajer, knalde den mod panden og bunde den. Det er dumt, det er på niveau med knoldesparkerne fra fjerde kartoffelrække - Men det virker. Musikken gør det den skal: Den underholder, den skaber stemning, og jeg er sikker på, at til koncerter vælter det rundt med stive svenskere, som headbanger så voldsomt, at de knalder hovederne mod hinanden, er pisse ligeglade og ”danser” videre.
Her på syvende album fra Bullet er de efterhånden så gennemspillede, at der ikke er noget at sætte på musikken, vokalen eller teksten. Det fungerer godt sammen, og har alle de elementer, som NWOBHM skal have; Denne her lidt elendige lyd, grimme stemme og lyden af dårlige instrumenter. Det er meningen, at det skal lyde på den måde, selvom der ikke nødvendigvis er tale om dårlig produktion eller dårlig fremførelse.
Det vinder på en
Jeg har hørt Dust To Gold et par gange nu og jeg vil sige, at når man sætter den på i første omgang, så undrer man sig over, hvad det er for noget bras, der nu er kommet ud af de svenske skove. Men når man så har hørt det et par gange, så vinder det sørme på en. Dags rå og ukarakteristiske stemme passer så godt til musikken og genren, at når Hampus sætter i gang på guitaren, så sidder man og gynger lidt med, selvom man måske ikke lige kan teksten. Men man kan gynge med.
Netop fordi det vinder på en, og det kræver lige et par gennemlytninger, gør det også, at det er svært som ikke-kender at kaste sig over dem og med det samme få en fest. Man skal kende dem i forvejen og kunne deres bagkatalog, før man umiddelbart synes, at Dust To Gold er noget værd. Men når man kommer forbi de bagateller, finder man hurtigt ud af, at albummet er rigtig godt. Fordi man dog skal gennem den lange rejse, ender jeg på et solidt syvtal. Rock on drenge!
