All The Young Dudes
Det er altid umådeligt charmerende, når purunge knægte dukker op på metalscenen og excellerer i en klassisk metalgenre. Leveringsdygtige i musik som har sine rødder, længe før nogle af gruppens medlemmer har haft deres første udbrud af acne vulgaris. Hvem husker ikke, da Wolf i start nullerne blæste alle omkuld med deres veludførte version af NWOBHM. Eller mere nyligt: Nakkeknaekker, der trak fulde huse, allerede inden debutpladen var på gaden, endsige lovligt kunne drikke øl med publikum i merchboden efter koncerten. Velkommen til svenske Bloodstain, håbefulde arvtagere af tronen fra de helt store navne.
Det her kan alle lide
Det vækker en varm nostalgisk følelse i mig, at pladen blot hedder Bloodstain. Jeg er vild med det sluthalvfjerdser inspirerede albumcover, der minder mig om Audrey Hornes Youngblood, en skive jeg værdsætter ret højt. På den måde kan man sige, at kvartetten allerede er foran på point, inden musikken forlader højtalerne, i hvert fald hos undertegnede.
Har man hørt drengenes ep I Am Death fra 2024, vil man formentlig have samme fornemmelse, som da man i midt-halvfemserne stiftede bekendtskab med finske Am I Blood. At her har vi at gøre med et band, hvis fascination af Metallicas mest polerede thrashmetal er altoverskyggende. Titelnummeret fra debut-ep'en er genbrugt på Bloodstain, men heldigvis er det samlede indtryk mere varieret end de førnævnte finners hyldest til Hetfield og co.
Det er tydeligt fra start på ”Annihilation Line”, at den klassiske firser heavyrock også har en stor plads i svenskernes bevidsthed, selvom guitarsoloen har en vis Megadeth'sk klang. Nummeret starter med noget stemningsfuldt kor, og i det første minuts tid kunne det såmænd lige så godt have været et Powerwolf nummer. Deri ligger noget modigt. Men koret er ikke malplaceret, soloen er überfed, og man sidder med et øre-til-øre smil, når nummeret er slut: Jah mand! Lige bagefter bliver vi ført tilbage til en lyd, som ikke er ulig Metallicas sorte album i form af både ”Something Sinister” og ”I Am Death”. En stil bandet mestrer til perfektion. ”Carved Into Stone” er skivens store ballade, der fint afspejler thrashmetal-giganternes mere eller mindre mislykkede forsøg på samme. Men igen så slipper Bloodstain genialt afsted med det, måske fordi den her hybrid imellem den afpudsede thrash og heavyrock appellerer så bredt, som den gør. På ”Taint Me” vækkes tanker om Testament. I det hele taget har forsanger Oskar Lindroos noget Chuck Billy over sin stemme. Sangen har måske pladens fedeste trommespor, derudover et lækkert backing vokalkor og en sublim guitarsolo. Albummets bedste nummer er ”Lies Bleeding Through”, der med et semilangt instrumentalt stykke akkompagneret af gigantisk klokke, leder lytteren ind i endnu en rasende dobbelt guitarsolo. ”Disdained” og ”Conspiracy” har igen den melodiske heavyrock i fokus. Har man ikke allerede svunget luftguitaren, så kalder ”Faceless Dealer”, og der er ingen vej udenom, så må en anden altså lige skrælle de kartofler. Slutskæringen ”Banner Of Supremacy” er en hurtigt og velspillet thrashbasker, der sætter en fed streg under, hvor meget Bloodstain holder af at udforske genren.
20 hævi fra kassen
Vi har vel alle en ven eller bekendt i vores omgangskreds, som ikke giver en rottes røv for, hvem der har indspillet hvad, hvornår og med hvem. En person der bare godt kan lide hævi, uden at nørde rundt i detaljer. De ejer ikke en metal t-shirt, men de kan godt lokkes med til koncert, hvis man lover dem nogle kolde fadøl og forvisser dem om, at de få men præcise krav, de har til eksponenten, er opfyldt: Man skal kunne høre, hvad der bliver sunget, man skal kunne bevæge nakken taktfast, og nej tak til keyboard. Bloodstain lever op til det dogme, og leverer god gammeldaws testosteronfyldt mædl. Derfor er Bloodstain en perfekt plade til den uhøjtidelige metalfan.
En kæde er aldrig stærkere end sit svageste led, og der er naturligvis også en forklaring på, hvorfor den her plade ikke scorer alle ti kranier. Oskar Lindroos synger fedt 99 procent af tiden, men en gang i mellem kommer der en frasering, hvor han lyder en my off. Derudover kan der spores lidt accent hist og her, som også trækker ned. Det betyder alt sammen uendeligt lidt i det store hele, men så er det nævnt.