Hemmeligheden er ude

For mig har det været en velholdt hemmelighed, hvem Secrets er. Bandet fra San Diego udgav deres første album The Ascent for 14 år siden, og der er siden kommet yderligere fire album. Dog er dette band simpelthen røget under min radar. Men i forbindelse med udgivelsen af Searching for the Things We Don’t Wish to Find var hele syv sange faktisk allerede på gaden, startende med "Paralyzed", der udkom tilbage i oktober sidste år. Siden da har de holdt sig relevante på diverse lister over nye udgivelser med nye singler hver anden eller tredje måned.

Dermed har vi endnu et eksempel på opgøret mod den traditionelle udgivelsesmetode med en eller to singler ude, inden skiven lander. Men hvad skal man sige – det har jo fungeret, for jeg har jo opdaget bandet netop grundet dette. Dog, som med albummet fra The Plot In You, jeg anmeldte tidligere i år, kan det for nogen være lidt kedeligt, at man ikke får flere helt friske sange fra pressen i forbindelse med et nyt album.

Flot mix af det hårde og det moderne

Secrets begyndte som et post-hardcore band med energiske riffs blandet med poppede omkvæd og elektroniske elementer. Gennem deres tidligere album har denne stil gået mere mod det mørke, både lyrisk og instrumentalt. Lad mig starte med at sige: Det er en god ting!

Vi er utvivlsomt landet i en metalcoreverden, hvor der stadig er plads til elektroniske elementer og clean sang, dog får vi bare så meget mere end det. For eksempel starter “Silent Strain” med et elektronisk beat, der afløses af et stort scream, der eksploderer i blastbeats. Verset kører en aggressiv guitar og en hård vokal, inden vi nærmer os omkvædet, hvor vi får en afdæmpet sektion med clean vokaler. Til slut får vi det arenavenlige sing-a-long-omkvæd, inden opskriften starter forfra. Nå ja, man må jo ikke glemme breakdownet, som rammer som en knytnæve midt i ansigtet.

Mange af sangene følger mere eller mindre den opskrift, dog har vi en klar overvægt af beskidte vokaler og hårde guitarer. Jeg hader ikke clean vokaler i metalcore, og synes også det er okay at være følelsesladet på alle mulige plan, men vi må ikke glemme, at det er metalmusik. Der skal være kant, der skal være noget tungt og muligvis også lidt fart, hvis man er heldig. Secrets gør et rigtig godt stykke arbejde på skiven i at balancere elementerne, så der er passende mængder af det hele – både cleans, hårde guitarer og breakdowns.

Secrets er dygtige til at blande det moderne med det gamle metalcoreudtryk. Jeg er ikke og bliver nok aldrig fan af sange som “Paralyzed”, der med et lavt tempo og kedelig vokal trækker momentummet ud af en plade, der ellers har meget kørende for sig. Det er okay, at der er variation, men når Secrets er så gode til at smadre løs, må de endelig ikke afholde sig fra at gøre netop dette.

Metalcore inden det bliver for følsomt

Jeg synes, Secrets lyder som et band, der endnu ikke har ramt “lad-os-blive-lidt-mere-soft-og-tjene-penge”-fasen. Det kan for nogle føles lidt som et sell-out, selvom man også skal huske på at artister bliver ældre, mere modne og i mange tilfælde også trætte af at gå fuld Rebekka dagen lang.

Det positive i ovenstående udsagn er dog: Vi er der ikke endnu. Der er stadig masser af hårde passager, nedstemte smadrende guitarer og breakdowns med bleghs og alt muligt andet dejligt. Til næste udgivelse bør Secrets fokusere på at fastholde det tunge drive hele vejen igennem og turde skære ned på de tempoforladte passager, så skiven ikke mister fremdrift midtvejs. Jeg kan kun håbe, at Secrets fortsætter den nuværende stil, for det klæder dem at være mere brutale end mange af de bands, som de genremæssigt lægger sig op ad.