Næsegrus beundring vs. sund skepsis

Hvis man ikke endnu har hørt om BlackBraid, Jon Krieger eller Sgah'gahsowáh, ja, så har man levet under en usædvanligt stor og tung sten de sidste par år. For uanset om man kan lide ham og hans musik eller ej, så kan man kun knipse ad den enorme succes, han har fået, og hvor hurtigt han har fået den. På få år er det gået fra at være et ’hvem?’-band til et band, der nu spiller på de største metalfestivaler verden over, og det er bestemt prisværdigt.

Personligt har jeg aldrig været helt overbevist om, hvorvidt BlackBraid nu kun fortjente næsegrus beundring, og jeg har da tit følt mig som den lille dreng fra Kejserens nye klæder, når snakken landede på netop BlackBraid. Men nu er den kære Heksehøg ude med sin tredje skive, og så må vi se, om tredje gang er lykkens gang, eller om han stadig er splitter-Hans Jørgen.

A Fine Day to Rip-off

Jeg kan stadig huske en af de første beskrivelser, jeg læste af BlackBraid tilbage i 2022, kort tid efter udgivelsen af debutalbummet: ’BlackBraid er black metal til folk, der ikke kan lide black metal, ligesom Eminem er rap til folk, der ikke kan lide rap’. Det er en lidt hård bemærkning, som ligesom alt andet i 2020’erne er sat gevaldigt på spidsen, men … det er heller ikke helt forkert.

BlackBraid III lyder nøjagtig ligesom de to forrige plader, altså en stor pærevælling bestående af forskellige svenske black metal-bands som Dissection, Watain, Dark Funeral og især Bathory tilsat sporadisk fløjtespil. Den største forskel på BlackBraid og de føromtalte bands er, at Kriegers plader lyder mere polerede og moderne end eksempelvis Storm of the Light’s Bane eller Blood Fire Death, hvilket skyldes både moderne udstyr, og at musikken er skrevet i C#, som giver en både tungere og varmere lyd - hvilket ligeså er meget moderne.

Dette er utvivlsomt én af de primære årsager til musikkens succes, for det er alt andet lige noget nemmere at lytte til BlackBraid III end Bathorys debut, især hvis man stadig er ny udi blackmetallens verden, hvilket det virker til, at den gennemsnitlige BlackBraid-fan er. 

Noget af det, jeg tit har klandret BlackBraid for, er, at han er en værre tidsoptimist. Både BlackBraid I og BlackBraid II var alt for lange og proppet med det ene ligegyldige lejrbålsintermezzo efter det andet, som kun tilføjede endnu mere fyld.

For at understrege, at intet har ændret sig, ja, så er de fortsat et problem på BlackBraid III. De er ganske vist blevet bedre end før, hvilket helt generelt er en ting, man kan sige om Krieger – han har ikke udviklet sig specielt meget som sangskriver, men han er afgjort blevet en bedre musiker.

Men netop sangskrivningen halter altså fortsat, og det har aldrig været så tydeligt, som det er på album nummer tre her. Lyt til ”Wardrums at Dawn on the Day of My Death”, og sammenlign den så med ”The Wolf that Guides the Hunters Hand” fra BlackBraid II og ”The River of Time Flows Through Me” fra BlackBraid I, og fortæl mig, at det ikke er det samme nummer bare med forskellige hatte på. Ligeså er ”The Dying Breath of a Sacred Stag” nærmest en tro kopi af Bathorys udødelige klassiker ”A Fine Day to Die” (som BlackBraid vitterligt lavede et cover af på den forrige plade!).

Så nok er han blevet en bedre musiker, men han er om muligt blevet en værre sangskriver. Krieger har også selv udtalt, at han allerede var i gang med at skrive BlackBraid III, da han udgav BlackBraid II, og at nogle af sangene her på består af numre, der ikke kom med på de tidligere albummer. Så er det jo ikke sært, at det lyder så utroligt ens. Det er en af faldgruberne ved at udgive musik i en lind strøm. Så mit bedste råd til den kære Krieger er, at han skal huske at tage en kreativ pause eller to.

Er intet nyt altid godt nyt?

BlackBraid lyder præcis, som man kunne, og burde, forvente. Det, han gjorde godt før, gør han stadig godt, og de fejl, han begik før, begår han igen. Der er absolut intet nyt under solen. BlackBraid III er dog et skridt tilbage i forhold til BlackBraid II. Der er absolut ingen grund til, at et album med 10 numre skal have fire instrumentale sange og et covernummer. Det er ærlig talt at spilde lytterens tid. At slutte af med et covernummer virker desuden som at skyde sig selv i foden, for det understreger blot, at han godt selv ved, hvor meget han rapser fra andre bands.

Heldigvis er de fem reelle sange dog alle ganske udmærkede, om end ukristeligt uoriginale – og man kan jo ikke klandre manden for at have fundet en formel, der virker, og så klamre sig til den, som var det den eneste redningskrans efter et skibsforlis.

Jeg er helt sikker på, at de, som allerede elsker BlackBraid, vil elske BlackBraid III, mens skeptikerne og dem, som rent faktisk har hørt de plader, som Krieger låner (stjæler) fra, forbliver skeptikere. Så, helt nøgen er Sgah'gahsowáh ikke, men lændeklædet sidder mere løst, end det tidligere har gjort.