Black Veil Brides - Vale

Vale

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Gift med musikken

Bandet beskriver deres navn med et begreb fra den Katolske Kirke, hvor en kvinde frasiger sig alt sit jordiske gods, og vier sit liv til kirken til sin død. Det er lidt det samme, Black Veil Brides har gjort her. Frasagt sig deres jordiske, ”normale” liv og satset alt på musikken. Med den let hæse stemme i Andy Biersack og de to guitarister Jinxx og Jake Pitts ser det endelig ud til, at bandet, efter en del skiften rundt i starten, har slået sig fast på en konstellation, der skal følges til graven.

Der afviges fra traditionerne

Black Veil Brides har været langt omkring i forskellige genrer – fra metalcore, over glammetal/shockrock krydret med lidt gothic metal og heavy metal, for så at lande med Vale, i noget der bedst kan betegnes som heavy metal core-ish. Det er, som om man har læst instruktionerne, til hvordan de forskellige genrer skal spilles, trukket de ting ud man bedst kan lide, og så lavet en helt ny genre. Men til gengæld afviges der ikke fra de traditioner, der er trukket fra de oprindelige genrer, det være sig powerballaden, de hidsige guitarsoloer, det glamourøse, det pompøse, det anderledes eller det traditionelle.

Netop powerballaden, ”Vale (This Is Where It Ends)”, som afsluttende nummer har for mig været en mærkværdig placering, som dog alligevel fungerer ganske godt, idet der afprøves noget nyt og sluttes af med noget følsomt. Ligesom de her prøver noget anderledes, end hvad traditionerne foreskriver, leger de også med traditionerne i starten af albummet, hvor en kort intro fortæller en meget kort historie, om hvordan de har ledt efter deres ståsted, og de nu har en følgeskare i Legion Of The Black.

Dernæst sættes alle sanser i gang, idet en rolig opbygning fra introen kaster os ud i et hjernesmeltende guitarsamarbejde mellem Jinxx og Jake Pitts i ”The Last One”, som lægger grobunden for den rejse, vi skal ud på, på Vale. Netop den rejse fører os direkte ud i ”Wake Up”, som sagtens kunne være en anti-Trump sang, eller det kunne være en slagsang for alle de soldater, der er i krig for USA og som støttes af den almindelige befolkning. Uanset hvad er den voldsomt catchy og kunne sagtens blive en sang, der strøg ind på diverse lister rundt om i verden.

Desværre er der en tendens til, at når Black Veil Brides finder en formel, så skal den følges til punkt og prikke. Der må ikke afviges fra den, selvom den er dårlig. Musikken er virkelig god, og produktionen, synes jeg også, er lige i skabet, hvor der gives plads til både instrumenter og alle vokaler på deres forskellige måder. Der er få steder, de bryder lidt med formlen. Det hører vi i førnævnte powerballade, men også i ”Our Destiny”, hvor det er trommerne, der har den dominerende rolle, og guitarerne har den mere underliggende, supporterende rolle og blot er med til at skabe melodien.

When push comes to shove

Jeg ender på otte kranier for Vale, idet jeg synes, der er tale om en virkelig god plade. God underholdning, man synes ikke, at de 12 sange på 46 min er for langt, og bliver også ført godt igennem dem på en god og gedigen måde. Grunden til at jeg trækker lidt ned, er dens manglende potentiale til at få mig helt op at ringe. Den ender desværre med at være for meget baggrundsstøj, hvor jeg har en tendens til at ville lave noget andet, imens jeg hører musikken. Og så kan jeg ikke lide, når bands modsiger sig selv på deres numre. Det nummer, de kalder ”Ballad of the Lonely Hearts”, er ikke en ballade, mens ”Vale (This Is Where It Ends)” ER en ballade.

Tracklist

  1. Incipiens ad finem
  2. The Last One
  3. Wake Up
  4. When They Call My Name
  5. The Outsider
  6. Dead Man Walking
  7. Our Destiny
  8. The King of Pain
  9. My Vow
  10. Ballad Of The Lonely Hearts
  11. Throw The First Stone
  12. Vale