You must gather your party, before venturing forth!

At metalmusikere er nogle kæmpe nørder, er der intet nyt i. Jeg har efterhånden ikke tal på, hvor mange metalalbum, der findes, som i bund og grund blot er boganmeldelser tilsat skrigeri. Tolkien, Lovecraft, Sapkowski, Howard, Rice, Carroll, Bradbury, Herbert, ja, listen over forfattere, hvis værker er blevet fortolket, er endeløs. Dog sker det nu og da, at musikerne selv forsøger sig udi at skabe fortællinger komplet med verdener, mytologier, personer og handlingsforløb – som var de selv forfattere. Bands som Rhapsody (både før og efter de hed ’Of Fire’) og Immortal har gjort det i årtier, men det hænder altså også, at nyere bands – som franske Belore – kaster sig ud i forfatterkunsten. Eastern Tales er duoens tredje værk siden 2020, hvor debuten Journey Through Mountains and Valleys udkom og præsenterede os for The Southern Lands – en klassisk fantasyverden med alt, hvad det indebærer. Så saml dit følge, og drag fremad!

Camaraderie, adventure, and steel on steel

Belore spiller noget så nørdet og niche som ’epic black’ – en så forholdsvis lille genre, at selv de mest hardcore metalfans vil have svært ved at nævne flere end fem-seks bands. Med så snæver en referenceramme siger det også sig selv, at de få bands, der spiller netop denne genre, alle lyder forholdsvis ens – på samme måde som stort set alle thrash-bands lød ens i 1980’erne. Det giver derfor sig selv, at man hurtigt kommer til at tænke på bands som Summoning og Caladan Brood, når man lytter til Eastern Tales. Den største forskel på netop Belore og eksempelvis Summoning er, at produktionen og mixet er betydeligt mere pænt og rent, hvilket da også er med til at skabe en langt mere storladen stemning. Men det ændrer dog ikke på, at selve musikken fortsat følger de to førnævnte bands’ modus operandi, hvilket – sat på spidsen – er synthesizerdrevet melodisk black metal med tonsvis af akustiske lejrbålspassager og helteomkvæd. Lejrbålsakustikken tager dog desværre overhånd nu og da; her er nummeret ”The Hermit Awakens” den helt store synder. Det nummer havde ikke behøvet at vare næsten ti minutter, og nok er introen da med til at skabe en stemning, men det kunne nemt være blevet gjort på to minutter i stedet for næsten fem. Ligeså burde de to instrumentale numre ”To the Eastern Lands” og ”Denelïor’s Betrayal” være blevet enten droppet eller bagt ind i de tilstødende numre. Men der er skam også lyspunkter på albummet: Både ”Sons of the Sun” og ”Storm of an Ancient Age” er fremragende eksempler på, hvad epic black-genren egentlig er og går ud på, og ligeledes er de to sidste numre, ”Battle for Therallas” og ”The Rise of a Sovereign”, ganske udmærkede. Desværre formår Eastern Tales aldrig at blive mere end ’udmærket’. Der mangler simpelthen saft og kraft og ligeså personlighed i projektet. Jo, jo, det er da mægtig fint, at de to herrer har skabt et helt univers med helte, skurke etcetera, men hvad hjælper det, hvis musikken ikke er bedre end som så?

Til næste album vil jeg da klart både anbefale og håbe på, at de to franske forfatteraspiranter fokuserer mere på det musikalske aspekt end på det litterære – det er trods alt musik, de laver.

You can't fault a fellow for trying

Eastern Tales er et ”sjovt” album, forstået således at det er et album uden reelle lavpunkter, men også uden højdepunkter, og netop fordi genrens rammer og referencepunkter er så snævre og begrænsede, er det svært at lytte til musikken uden at tænke, at det – i bund og grund – blot er en kopi af for eksempel Summoning, selvom det er mindre råt. Men hvis man er inkarneret fan af ’epic black’, så er man nok også ret sulten efter nyt, og Eastern Tales mætter da en, bevares, men der går ikke længe, fra man har indtaget albummet, til man er sulten efter noget mere substantielt og spændende.