"Doombound" er det sjette album fra det finske spmfoniske metalband Battlelore.

Jeg har som sådan ikke noget imod symfonisk metal, og hvis det leveres på på en interessant måde, ligesom Dimmu Borgirs "Abrahadabra" eller The Bridal Processions "Astronomical Dimensions", så synes jeg, at symfonisk orienteret metal er ganske fornøjeligt at høre på. Men symfonisk metal kan også ende med at lyde forfærdeligt cheesy og, i værste tilfælde, ikke bare cheesy men også pseudopompøst på en kikset og påtaget måde.

Jeg synes, at "Doombound" primært falder i den sidste kategori, Der er ganske vist interessante elementer i deres music, som trækker på power metal, melodød og melodisk black metal, og et nummre som "Bow and Helm" og "Olden Dogs" er ligefrem helt gennemførte. Men derudover synes jeg ikke, at musikken er noget særligt. Det rockede og metalliske aspekt af musikken er ikke dårligt, men kan nok mest beskrives som standard moderne metal.

De symfoniske elementer og brugen af keyboard virker ikke altid helt, synes jeg, og bidrager ikke rigtigt på nogen interessant måde til musikken (der er enkelte undtagelser, så som strygerne på "Kärmessuma" og "Fear of the Betrayed"; titelnummeret er heller ikke ringe), og det virker nærmest som om, de er der bare for at være der, og det gør, at musikken på "Doombound" generelt virker ganske kunstig og skabet.

Vokalen er mit største problem. Den kvindelige vokal, der leveres af Kaisa Jouhki, er svag og kedelig - ja ganske enkelt intetsigende og hører ingen steder hjemme i rockmusik. Og Tomi Mykkänens, mandlige vokal er bare irriterende - lige meget, om han prøver at growle, skrige eller synge rocket, så er han belastende at høre på.

Hvis man er die-hard fan af symfonisk metal, så tror jeg nok, at man vil holde af dette album. Jeg synes ikke, det er et interessant album, og jeg synes, at det beviser, at symfoniske elementer og kvindelig vokal i sig selv ikke er nok til at skabe god symfonisk metal.