Sort med sort på

Det er snart ikke til at komme til for black metal-bands. Der udkommer demoer og debuter hver og hver anden dag, så når chancen for at anmelde det, der populært refereres til som ”den svære toer”, bliver jeg nødt til at slå til, da der som regel foregår meget mere på det album end på forgængeren og den eventuelle efterfølger. Man er nødt til at forny sig selv, stikke en kurs, uden at gå på kompromis med sit udgangspunkt – men også uden at gentage sig selv. Det er ikke alle, der slipper godt fra det, men om Antlers formår at finde sit nord, skal jeg ikke kunne sige, da forskellen på debuten A Gaze Into The Abyss og den her ikke er udpræget radikal.

Kronhjorten brøler

Åbningsnummeret ”Theom” er vist lagt der med vilje for at få det svageste nummer af vejen, for når jeg lytter videre, sidder nummeret på ingen måde fast i min hukommelse. Det hele er hørt før, både værre og bedre, men middelmådighed er kun acceptabelt i X-Factor. Til gengæld er overraskelsen stor, når ”Nengures” folder sig ud. Som regel ligger det instrumentale intermezzo længere inde på albummet, hvor det har nogenlunde samme funktion som at rense munden med ingefær før næste ret, men her får vi det altså allerede på tredje nummer. Det er mere eller mindre tyvstjålet fra Metallicas selvbetitlede album, nærmere betegnet ”Nothing Else Matters”. De har så lige hældt lidt inderlig violin ind over guitaren og justeret lidt her og der, så det ikke er helt så tydeligt, men tydeligt nok til, det var det første, jeg lagde mærke til. Når det så er sagt, så er det helt klart et stykke musik, man snildt vil kunne sidde og blive lidt følsom til, hvis man er af den rette støbning. Jeg har dog sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Nøjes nu for helvede med bare ét af den slags numre pr. plade. Der er nemlig et til lidt længere inde med klaver, og jeg tænker, man med fordel kunne have klappet dem sammen, da de begge kører i den samme sørgmodige rille.

Men når jeg nu er færdig med at brokke mig over malplaceret musik, vil jeg gerne udpege, at pladen skam også har sine lyspunkter. ”Metempsychosis” lægger sig op ad den samme skramlede lyd, der er gennemgående på hele pladen, men trommespillet er med til at give nummeret et nyt udtryk. Det er mere tydeligt defineret end standarden, det samme er bassen, og der er væsentlig mere substans i nummeret end på det meste af pladen. ”Off With Their Tongues” åbner med et Burzum-riff, der får mig til at stoppe op og lytte efter. Det er endnu et nummer, der er godt sat sammen: Trommerne er sømmet, hele herligheden er hængt op på; stemmen er på desperationens rand, men om det er af ulykke eller rasende afmagt, skal jeg ikke kunne sige. Det cementerer sig som et af højdepunkterne på en plade, der ellers gennemgående ikke kan fastholde min opmærksomhed.

Meh-tal

Det kan velsagtens også være virkelig svært at finde sit eget ståsted på en scene, der myldrer med mere eller mindre vellykkede variationer over samme tema. Hvordan skaber man sig sin egen niche uden at forfalde til pjat og plagiering? Jeg forsøger ikke at liste ind, at Antlers benytter sig af nogen af delene, men jeg må konstatere, at de ikke bringer noget nyt til bordet, uanset hvor ”velproduceret” albummet end måtte være. Det er ikke skidt, på nogen måde, men det bliver desværre anonymt i længden, og jeg vil mest huske dem for at være dem med den, der lyder som ”Nothing Else Matters”.