Disclaimer
Lad os lige starte med at få én ting på det rene: jeg knuselsker Amon Amarth! Det har jeg gjort, siden jeg opdagede dem tilbage i 2008, og jeg har gjort alt, hvad der stod i min magt for at opleve dem, hver gang de har været i Danmark siden. Derfor bliver jeg altid lidt panisk, når de udgiver noget nyt. For hvad nu hvis det ikke er ligeså godt som det, de lavede sidst? Skal jeg så stå på mål for det, fordi jeg jo er kæmpe fan, eller må jeg godt krybe til korset og erkende, det er noget gøgl?
Olavi, sæt den akustiske guitar ned!
Amon Amarth startede ud i 1992, og som årene er gået, er det blevet klart, at de er blevet ældre og derfor måske også naturligt, at deres musik er blevet mere melodisk og mindre klassisk død. I min optik var det sidste rigtige dødsmetalnummer, de har lavet, ”Destroyer of the Universe” fra Surtur Rising fra 2011. Og deres forrige udgivelse Jomsviking viste, at de nok var mere inspirerede af Iron Maiden og Judas Priest end af Cannibal Corpse og Death. Men Amon Amarth har jo altid været lidt af et sing-a-long-hyggefestband, hvor man både kunne skråle med og hygge sig, men også headbange og svede på de andre gæster. Dette cementerede med de to singler, de valgte at udgive, nemlig ”Raven’s Flight”, der er headbanger-venlig, og ”Crack the Sky”, som er sådan lidt mere ølhygge-gumpetung. Desværre virker det til, at bandet har valgt at skrue helt op for headbanger-hygge og helt ned for ambitionerne. Som kæmpe Amon Amarth-fan, piner det mig at skrive disse ord, men Berserker er i skrivende stund det ringeste album, de har udgivet. Jeg skulle måske lidt have lugtet lunten, da jeg hørte ”Crack the Skye”, for det blev den af de to singler, der skulle vise sig at være den toneangivende. Allerede fra første sang, ”Fafner’s Gold”, fornemmer man, at noget ikke er, som det plejer. Amon Amarth plejer at have hårdtslående, in-your-face-åbningsnumre og ikke lejrbålsplimren. Igennem hele albummet får man den ide, at bandet har glemt, hvem de selv er, for igen og igen bliver man mødt af elementer, der normalt aldrig har været at finde på deres udgivelser: cleansinging, akustiske guitarer, sløve trommer og keyboard. Man får lyst til at gribe fat i sin cd og ryste den, mens man råber ”Hvem er du, og hvor er den rigtige Amon Amarth!?”. De fleste af de 12 numre er dybt anonyme, og de fleste af dem lyder, ærligt talt, som om de glade svenskere har valgt at fortolke Iron Maiden og Thin Lizzy. Bevares, Olavi udtalte da forleden, at han altid har elsket Iron Maidens guitarharmonier, men jeg troede da ikke, det betød, at han ville tyvstjæle dem for at genbruge dem på otte-ni sange! Måske har det, at Johan Hegg har lavet et nummer sammen med Saxon, gjort ham jaloux? Der er dog enkelte lyspunkter her og der, numre som ”Raven’s Flight”, "Skoll and Hati” og ”Fafner’s Gold” er alle udmærkede, og flere numre endnu skal nok vise sig at give mening når man oplever dem live, på samme måde som nummeret ”Raise Your Horns” fra Jomsviking gjorde det. Men det ændrer ikke på, at Berserker simpelthen er noget værre juks.
Far er sur OG skuffet
Som jeg startede med at skrive, så elsker jeg Amon Amarth. Det har derfor været svært for mig at koge min skuffelse ned til én sølle A4-side, for jeg kunne snildt skrive en mindre afhandling om, hvorfor jeg er så skuffet. Men at lytte til Berserker må have været, som da Thor drak af Udgårdlokes drikkehorn: en lang og salt oplevelse, som aldrig syntes at stoppe. Albummet er dog velproduceret, og trods det voldsomt ironiske aspekt at et album ved navn Berserker er en vattet omgang, så glæder jeg mig nu stadig til at se dem igen-igen på Copenhell, og mon ikke nogle af de nye numre skal vise sig at være ok, når de bliver serveret live?
Kommentarer (2)
Carsten Bach
Redaktør
Indlæg: 3
Priser?
Mælk er for dyrt
Jesper Beck
Tidligere anmelder
Indlæg: 46
En plade til glemmebogen?
Jeg må nok erkende, at Jonathan rammer med hovedet på sømmet, med denne anmeldelse af Berserker.
Dette er virkeligt ikke det bedste udspil fra Amon Amarth.
Men er jeg overrasket??
Endeligt ikke, da jeg allerede kunne fornemme den nye stil på Jomsviking.
Tempo'et er sat ned og som der også bliver beskrevet i anmeldelsen, så er der ikke nogle ører basker på dette album. Der er ingen "Death in fire", "Pursuit of the vikings" eller andet hvor man bare får lyst til at hæve sværdet og drage i kamp.
Efter at have læst de forskellige anmeldelser af dette album på forskellige web sider, må jeg dog også erkende at der er mange meninger omkring dette udspil.
Det er lige fra top til bund.......
Der er jo stadig fede guitar riff's og gang i den....... Men jeg synes at resten er for slapt, når man ved hvad Amon Amarth står for!
Kamp til døden...... Men her er nærmere tale om stilhed førend stormen....... Det går bare for langsomt....
Om det er det dårligst udspil fra Amon Amarth er op til en selv. Jeg er ikke enig, men det er heller ikke en gude udgivelse!
Alligevel er det et must for ægte Amon Amarth fans, da jeg alligevel finder momenter på udgivelsen, hvor jeg sidder og rocker med. Men det bliver ved lige ved og næsten, og karakteren 5 er helt korrekt.
Amon Amarth kan gøre det meget bedre og nye vikinger skal ikke starte med Berserker!
Prøv i stedet med "Versus the world"
"fobrehodl fro stjavefel"
Jesper Beck gav Amon Amarth - Berserker 5/10.