Rapunzel, lad dine lokker falde ned

Ordet Amaranth har sin oprindelse i det græske udtryk "Amarantos", hvilket betyder "for evigt”. Navnet blev tildelt en helbredende blomst, som siges aldrig at visne. Brødrene Grimm lod sig inspirere af denne fortælling og udgav i 1812 historien om Rapunzel. Hendes hår besad den samme helbredende egenskab, da hendes mor, dronningen, brugte bladene fra denne blomst som medicin før fødslen. Gennem tidens løb er der opstået adskillige versioner af historien, men betydningen af ordet er forblevet uændret. Det svenske band Amaranthe har over de sidste tretten år udgivet syv albummer og demonstreret vedholdenhed dem selv. De er blevet kendt for deres fusion af powermetal, metalcore og klassisk heavy metal, som er moderne og livlig. Bandet har overlevet to vokalist skifte, i både Andreas Solveströms exit og Jake E's skifte til Cyhra, der udgav albummet "The Vertigo Trigger" sidste år. Desværre tog Henrik Wilhelmsson også afsked med bandet sidste år for at fokusere mere på sit familieliv, og derfor markerer The Catalyst starten på en ny æra med vokalist Mikael Sehlin.

Moderne, melodisk og typisk Amaranthe

The Catalyst minder dog om alt andet end et eventyr i klassisk forstand. Lyden er futuristisk, ultramoderne og nærmest pulserende. Samtlige sange er yderst fængende, og variationen opstår især på grund af de tre vokalister: Elize Ryd, Nils Molin og nytilkomne Mikael Sehlin. Elize og Nils udgør endnu en gang en dynamisk duo. Desværre mangler Sehlins beskidte vokal lidt af den skarphed, som Wilhelmssons havde, hvilket resulterer i, at The Catalyst mister en smule af den kant, som de tidligere albummer har haft. Heldigvis er kompositionerne yderst stramme, og Ole Mörck og Elize Ryd viser endnu engang, at de kan skrive spændende lyrik til deres fængende melodier.

”Damnation Flame” er det mest bombastiske nummer på pladen, og her går Ryd og Molins vokal også flot i spænd. Guitararbejdet er let, og alle passager og overgange er gennemførte uden nogen form for påfyld. ”Insatiable” udnytter også de tre vokalisters potentiale, og nummeret bæres primært af Ryds vokal, som passer en smule bedre til dette nummer end de andres. Albummets mest imponerende guitarsolo præsenteres også til sidst i dette nummer, og en veludført solo trækker alt i den rigtige retning. Det sidste højdepunkt, som jeg vil fremhæve, er ”Interference”. Molins vokal er enestående på dette nummer, og det er tydeligt, at sangen er skrevet til hans stemme – den minder endda en del om ”Presence of Mind”, som Dynazty – Molins øvrige arbejdsgiver – udgav i 2020.

The Catalyst er mange ting, men én ting den ikke er, er revolutionerende. Albummet er klassisk Amaranthe, og føles absolut som noget, man har hørt før. Jeg har ofte hørt Amaranthe omtalt som danse-metal, og selvom jeg ikke helt synes, at terminologien passer 100%, kan jeg dog godt forstå den. Musikken er opløftende og i højt tempo, og selvom genrerne varierer en smule, ved man nogenlunde altid, hvordan Amaranthe lyder. Selvom jeg ikke ønsker en massiv omvæltning i Amaranthes lyd, savner jeg dog noget nytænkende og mere bid fra dem. På ”Stay a Little While” prøver de sig med en ballade, der egentlig giver en passende pause fra vanvidsræset, men jeg savner lidt det modsatte – noget endnu mere grandiost og lidt mere kant. Personligt har jeg intet imod et sterilt lydbillede, men det kammer dog til tider over på The Catalyst. ”Re-visions” brug af autotune og synthesizers er decideret overvældende, og på store dele af pladen er der mange perioder mellem sangene, der virker tilfældigt udfyldt. Det giver ikke altid lige god mening, og det virker tilmed en smule stressende til tider som lytter.

Ingen Futu(d)rama her

The Catalyst er en solid plade, som de fleste Amaranthe-fans nok vil være tilfredse med. Dog er jeg ved at nå mætningspunktet med den futuristiske lyd og stil, som det svenske band har gentaget de seneste mange år, og jeg savner mere kant og refleksion over vores univers. Med tre dygtige forsangere burde det være muligt, men det kræver, at man tør tage chancer, også når det kommer til tekstskrivningen. Tør Amaranthe det? Det ville i hvert fald være forfriskende.