Alle gode gange fem

Femte skive fra Amaranthe er netop landet, og siden sidst har vi fået en ny vokal i det svenske band. Jake E har forladt bandet, og startet sit eget projekt, og ind er kommet Nils Molin, der også leger med vokalen i Dynazty. Ellers er meget ved det gamle. Elize Ryd er fortsat trækplaster for noget, der sagtens kan kaldes dansemetal eller, i visse kredse, Eurovisionmetal. Det er poppet, det er blødt og på ingen måde trve kvlt.

Samme opskrift, nye ingredienser

Inden for metalverdenen er der en stigende tendens til at nedgøre det, som ikke er voldsomme guitarsoloer, en stemme så dyb som en brøndgravers r** eller bare har growl gennem hele nummeret. Og alligevel dukker der flere og flere bands som Amaranthe frem. Netop Amaranthe var med på den første bølge, hvor blandingen af female clean vocals, male clean vocals og growl blev brugt, og de sidder i dag tungt på en trone, som kan være svær at blive anerkendt for.

Med Helix forbliver vi i deres kendte univers, hvor intet egentlig er nyt. Det er tunge rytmer, lidt keyboard i baggrunden, og så den famøse blanding af tre forskellige stemmer. Der er ikke noget, vi ikke har set før på tidligere albums, og med netop Helix ser jeg noget, jeg ville kalde et overgangsalbum. Det skriger på at være et album, hvor de har skrevet kontrakt med et nyt selskab, og så skal de lige smide noget på bordet, som viser, hvad de er, og hvor de er kommet fra. Der er ikke noget nyt, men til gengæld virker det.

Alle numrene er som sagt set før på tidligere albums, og det skuffer en lille smule. Bevares, det er stadig god musik, men jeg så gerne noget nyt, og måske at de prøvede noget andet. På Maximalism havde vi en lille smule leg med blandt andet ”Fury” og ”Fireball”, og det var lidt den tanke, jeg havde håbet, de havde fortsat med på Helix, men ak. Produktionen hos Jacob Hansen i Ribe er stadig spot on, og musikken lyder som den skal, men fantasien har ikke været der i denne omgang.

Og alligevel virker det, som det skal

Ja, Helix fremstår generisk og fantasiforladt, og som mangeårig fan må jeg sige, at jeg er en smule skuffet. Det, som startede med ”Hunger” og ”Amaranthine”, er desværre hen over årene blevet forvasket og ligegyldigt. Og hvor beskrivelsen af bandet kaster sig rundt i alt fra metalcore til powermetal, beskriver de det selv som ”danse-rock med en smag af død og moderne/melodisk metal”. Den genre har de så til gengæld også næsten udødeliggjort med et væld af numre. Men det er som om, det er, hvad de kan, og de viser ikke, at der sikkert gemmer sig et væld af andre sjove ting under overfladen.

Fordi Helix er så generisk og uinteressant, er det svært for mig at give en bedre karakter end seks kranier. Jeg synes desværre, der mangler en hel del for, at denne skive kan træde ud fra mængden og blive noget spændende at høre igen om fem år. Det vil ikke være denne skive, jeg ville gå til som det første i hvert fald. Synd og skam, og vi må håbe, at der i den kommende tid sker en mindre revolution i, hvordan konceptet skal køres, så det ikke blot er bygget op omkring, at Elize er køn.