Hit or miss?
Når folk snakker om kunst, bliver udtrykket ”guilty pleasures” tit brugt om ting, som folk er pjattede med, men ikke er meget for at indrømme. I bund og grund et åndet koncept, sådan at gå og skamme sig over at kunne lide Kandis, Twilight-bøgerne, Wind Rose eller – ja – Alestorm.
Jeg har lidt af et had/kærlighedsforhold til de bøvede pirater. Nogle gange formår de at ramme plet, og andre gange, ja så rammer de helt og aldeles ved siden af. Men uanset hvad, så ser jeg nu altid frem til nyt fra Alestorm af, for selv deres værste udgivelser har altid et nummer eller to, som – om ikke andet – har en underholdningsværdi, der ikke er til at kimse ad. Så selvom bandets nyeste udgivelse, EP’en her, er en fortsættelse af den forrige, og middelmådige, Seventh Rum of the Seventh Rum – mon ikke der er noget at grine eller bare smile af?
Mere drejelire, mindre pik!
Selv for Alestorm-standarder er det her en rodet udgivelse, der stikker i alle retninger – her er ingen rød tråd og ej heller et fokus. Men trods det starter hele balladen ud med et af de stærkeste numre, Alestorm endnu har leveret – nemlig titelsangen. Her har de nemlig, atter, begået den genistreg at få fat i drejelirer-ekvilibristen Patty Gurdy. Hun har tidligere medvirket – og bevist – at hendes lyd matcher Alestorm som mayonnaise matcher pommes fritter, og helt generelt så bliver metal bare bedre af tilføjelsen af en drejelire. Men udover tilføjelsen af hendes instrument så bidrager hun også med sin ganske udmærkede vokal – hvilket betyder, at nummeret ender med at have hele tre vokalister, nemlig hende, Bowes selv og så keyboardspilleren, Elliot Vernon, der efterhånden har udviklet en fremragende growl-vokal. Kombinationen af de tre meget forskellige vokalstile fungerer fremragende, og det er nu ikke kun Vernon, der har lagt sig i selen, for bandets guitarist, Máté Bodor, leverer muligvis også sit livs guitarsolo på det nummer. Med andre ord, spiller alt på det nummer – det er intet mindre end fremragende, det er klassisk Alestorm med alt, hvad det indebærer, men det er også folk-power-metal i absolut weltklasse. Desværre kan man på ingen måde sige det samme om de resterende fire numre på EP’en, tværtimod går det nærmest kun ned af bakke herfra.
”Uzbekistan” er et udmærket nummer, men ikke mere end det; det er strengt taget Alestorm på autopilot, men trods alt betydeligt bedre end eksempelvis det sidste nummer med det meget direkte navn ”Cock”.
Alestorm har heller aldrig lagt skjul på, at de er nogle kæmpe nørder. Curse of the Crystal Coconut albummet var dedikeret til Donkey Kong, komplet med et cover fra TV-serien Donkey Kong Country. Voyage of the Dead Marauder viser da også nørd-flaget med et cover af Runescape nummeret ”Sea Shanty 2” – nu har jeg aldrig spillet Runescape, så jeg bliver ikke just ramt af nostalgi, når jeg hører det nummer. I stedet sidder jeg og kigger på klokken, med en følelse af, at det er to minutter, jeg ikke får igen – og det er generelt den nemmeste måde at opsummere hele det her værk på.
Prøv med en single næste gang, drenge
Den her EP er, som sagt, en løjerlig størrelse. Den består både af noget af det bedste, bandet endnu har præsteret, men desværre er størstedelen en stor portion ligegyldigt fyld. Strengt taget, burde det her have været en single, for alle de numre, der ikke er titelnummeret, virker som noget, Bowes fandt på i sidste øjeblik og brugte et kvarter på at indspille. Jeg er ellers ofte stor fan af EP-formatet, da de indskrænkede rammer ofte betyder, at musikken er mere fokuseret, og kvaliteten ofte er den smule højere, da musikerne er tvunget til at vise sig fra deres bedste side af. Dette er dog ikke just tilfældet på Voyage of the Dead Marauder.
