Turen på piratskibet, der blev til en pubcrawl
Jeg kan levende forestille mig Alestorm-medlemmerne træde direkte ud af tiden med pirater, der hærgede den kendte verden, lande i en eller anden obskur pirathule, vralte ned ad landgangsplanken, ind på det nærmeste værtshus, råbe ”ØL!!” ud i lokalet og forvente en doven tjenerinde komme med store krus skummende med øl til randen, i en vis fart.
Med deres femte studiealbum, No Grave But The Sea, som jeg vil kalde en middelmådig overlevering fra at ville være specielle, uden at det fænger, præsenterer Alestorm et projekt, der kunne være hevet ud af en fantastisk pubcrawl og nu er en metalgenre i sig selv. Temaet over at være en pirat, der lever livet dag for dag, bliver atter præsenteret med en humoristisk undertone, som en slags ”fuck jer” til den etableret metalverden.
Dog virker det, som om Alestorm gennem tiden har bygget et skib, og nu skal det sejles på, selvom ingen af dem aner, hvordan de finder nord, og hvad en sekstant egentlig kan bruges til.
At turde at være anderledes virker ikke altid
Når man som Alestorm direkte siger, at de griner af folk, der ”hater” på dem, kan det ses som både en fordel og en ulempe. Nogen gange skulle man tage den konstruktive kritik og tænke over, om det er en niche, man vil leve i resten af bandets levetid. Bevares, der kommer da en enkelt eller to sange i løbet af pladen, som ”Fucked with an Anchor” og ”Treasure Island”, hvor man ser lidt af denne humor, som Alestorm bruger rigtig meget af, og musikken gennem hele albummet fungerer godt ind i det tema, bandet nu vælger at udfolde sig i. Derudover kan man tydeligt mærke, de har en fest, når de laver deres musik, og jeg er sikker på, at når ”Fucked with an Anhor” bliver spillet på en bar, er der gang i krusene, og alle synger med.
Når de bruger en genre som folk metal som afsæt for deres musik, er der grobund for så meget mere. Der er for meget af det samme, hvor der bliver skrevet en sang over et emne og så blot smidt nogen skattekister og skibe ind i det, og så har man en sang om pirater. Det virker, som om de på deres første albums har moret sig med pirattemaet, og nu tør man ikke andet, fordi den niche, man har opbygget, ikke passer ind med andre temaer. Selv ikke når der rent faktisk er en sang om andet end pirater, drejes det over på en pirats liv. Kan piratteamet virkelig malkes så meget, som det gør i det her miljø?
Og så endte det med det banale
Det var så det. Et standard album med en ret så niche-anlagt musik, som der også skal være plads til, og ser man dem live, kunne jeg forestille mig, der ville være en hel del mere gang i den, selvom de selv fortæller, de efterhånden er blevet for gamle til at feste hver nat og fuldføre et show dagen efter.
Hvor bandet på fire albums måske har moret sig og underholdt med et pirattema, virker dette album ikke som et, hvor der vises udvikling, og det skriger ikke på en plade, jeg ville vende tilbage til senere med tanken ”Hey, de var sgu meget gode, lad os prøve det igen”. Til det er det alt for jævnt og banalt. Det er i min verden ikke mere værd end fem kranier.
