Akphaezya - Anthology II

Anthology II

· Udkom

Type:Album
Genre:Avant-garde Metal
Spilletid:49:30
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

På trods af titlen på dette album er der ikke tale om en opsamling. Det franske avantgarde-metalband Akphaezya har sat sig for at udgive en konceptserie på fem albums, der vil udkomme nummererede, men i blandet rækkefølge. Så debutalbummet "Anthology II" (som i øvrigt er en nyarrangeret bearbejdelse af bandets demo af samme navn) er altså en fortsættelse til et album, der ikke er lavet endnu. Både coverets tegninger, teksterne og musikken skulle gå op i en højere enhed, der fortæller en historie om en mærkelig fantasiverden. Forvirret? Så bare vent til du hører Akphaezya. Musikken er en blanding af Atrox, Arch Enemy, Pain of Salvation, Mr. Bungle og mange andre ting, men hovedfornemmelsen er et skizofrent musikalsk univers, hvor alt kan ske og gør det.

Albummet åbner fuldstændigt misvisende med ambientnummeret "Preface", som afløses af "Chrysalis", der starter drilsk jazzet for pludselig at eksplodere i growl og grindtrommer. Andre numre gør rig brug af sangerinde Nehl Aëlins keyboard- og klaverkunster i lyduniverser, der pendler mellem det Daniel Gildenlöw-inspirerede, Tori Amos m.fl., mens hendes vokal skiftevis leger Monika Edvardsen (ex-Atrox), Angela Gossow (Arch Enemy) eller er pæn og poppet.

Den ubekymrede leg med stilarter og instrumentation (vi får sågar en harmonika smidt ind undervejs) gør Akphaezya til et spændende bekendtskab. Numre som "Reflections" og "The Bottle of Life" fungerer rigtig godt, fordi de virker gennemarbejdede og naturligt skruet sammen, de skæve stilmiks til trods. Det samme kan man desværre ikke sige om albummet som helhed. Der er flere steder gennem hele albummet, hvor musikerne spiller utight (primært trommeslageren, men de andre musikere har også nogle upræcise passager i deres soloer, synes jeg), og jeg synes meget af musikken er ret opbrudt forstået på den måde, at kunstpauserne mellem stilskiftene ofte bliver for lange. Måske dyrker bandet netop det fragmentariske, men jeg synes ikke, de kan undskylde sig, hvad de tekniske mangler angår. På den anden side er jeg måske bare blevet forvænt med standarden hos Akphaezyas inspirationskilder. Det er ikke altid at originalitet og teknisk kunnen behøver at gå hundrede procent hånd i hånd, for at et band kan give folk meningsfyldte musikalske oplevelser (tænk f.eks. på Psychotic Waltz, der ikke altid var lige godt sammenspillede, men værd at høre på alligevel). Med andre ord: Udforsk selv Akphaezyas særprægede debutalbum – måske finder du guld.

Tilføj kommentar