Mere teknisk død
Fans af teknisk og progressiv dødsmetal er blevet forkælet med en lang række stærke udgivelser det sidste års tid, hvor både nye og etablerede grupper har budt sig til. Det er således ikke en nem opgave at trænge igennem i netop denne niche, men det stopper ikke amerikanske Aenimus, der nu udgiver deres andet album fyldt til randen med teknisk, progressiv og melodisk dødsmetal.
’Less is more’ eller ’more is more’?
Dreamcatcher er en samling sange, der alle er inspireret af klassiske amerikanske gyserfilm – især Stephen King-historierne It, The Shining og selvfølgelig Dreamcatcher. Ikke ligefrem revolutionerende materiale indenfor dødsmetallen. Musikalsk er der blandt andet hentet inspiration fra Strapping Young Lad, Alkaloid og Ne Obliviscaris (dog uden strygerne), og der er altså heller ikke så meget originalitet at hente på den front. Som hos forbillederne, er de tekniske færdigheder ganske imponerende, og der er ikke så meget at udsætte på Aenimus, udover at det kniber gevaldigt for dem at finde deres eget udtryk.
Det starter egentligt fint nok med ”Before The Eons”, der har gode riffs og masser af både energi og kompleksitet, uden at det bliver for nørklet. Denne åbner viser også, at gruppen har tæft for gode melodier, og særligt den afsluttende bassolo er værd at fremhæve. Tredje skæring, ”The Ritual”, har på den anden side så mange ideer, at de kunne være fordelt på en fem-seks sange, og alle ideerne kommer på en måde til at snuble over hinanden. Det efterlader et rodet indtryk, og det er desværre en generel tendens på dette album. Det er en fortærsket kliché, men nogle gange ER ’less’ altså ’more’ - selv i teknisk dødsmetal.
Hovednummeret er det syv minutter lange ”Between Iron and Silver”, der er et mikrokosmos af alt det, Aenimus har at byde på: komplekse riffs, snørklede soloer, konstante tempo- og stemningsskift, smukke melodier og rigeligt med heftige passager af ekstremmetal. Et helt bestemt veludført nummer, men det ændrer ikke på det samlede indtryk af et album med lige lovlig mange gentagelser.
Omskifteligt, men trivielt
På trods af alle de forskellige elementer og stemninger i sangene, bliver Dreamcatcher en ret triviel omgang. God musik kræver mere end tekniske evner og flot lyd. Uden en eller anden form for substans kommer det til at handle mere om præstationer end indlevelse, og det er i længden lidt for fattigt. Dreamcatcher er absolut ikke et dårligt album, men potentialet er til noget mere end det, Aenimus leverer her.