Kill-Town Death Fest: The Resurrection

Kill-Town_Death_Fest_Logo Kill-Town_Death_Fest_Logo

Kill-Town Death Fest (KTDF) er en københavnsk dødsmetalfestival skabt af Undergrundsmusikkens Fremme til ære for de mange bands, der færdes i stilartens undergrund. Festivalen blev skabt i 2010 og løb til og med 2014, hvor den blev lagt i graven – vist nok på grund af mangel på kvalitetsrige grupper. I de seneste år er forrådnelsen i undergrunden taget til, og adskillige unge, entusiastiske dødsmetal-kunstnere har debuteret siden 2017.

Med genopstandelsen af undergrundsscenen kommer nu også genopstandelsen af KTDF, og menneskerne bag festivalen har stablet et imponerende program sammen, bestående af dels giganter fra slutfirserne/starthalvfemserne og dels yngre grupper, der er dannet og har imponeret siden årtusindskiftet. Siden de færreste kender grupperne på plakaten, er reportagen struktureret, så læseren både kan få et indblik i gruppens oprindelse/lydudtryk og samtidig læse om gruppens koncert på KTDF. Endelig skal der lyde kæmpe ros til de hårdtarbejdende mennesker, der har gjort KTDF muligt, og hjertelig tak til samme for at invitere undertegnede med.

Torsdag:

  1. Reptilian
  2. Cemetery Urn
  3. Hyperdontia
  4. Necrowretch
  5. Torture Rack
  6. Blood Incantation

Reptilian Black Stage, kl. 18:00

Er Reptilian dødsthrash med passager af doom, eller dødsdoom med passager af thrash? Under alle omstændigheder skifter nordmændene tempo uden varsel på debut-LP’en Perennial Void Traverse, men måske mest kendetegnende for deres lyd er det rene og skære vanvid, der binder de to poler sammen. Vokalerne er lige til den lukkede – eller lige fra den lukkede – og guitartonen samt melodier og harmonier supplerer med gummi til cellen.

Som jeg oplever Reptilian, leverer de deres musik med en nærmest punket energi, der bekommer musikken (og mig) vel. Vi skal kun frem til andet temposkift i koncerten før nogle blandt publikum også vågner lidt op. Alle instrumenter går klart igennem fra den sorte scene, og navnlig forsangerens vokale vanvid fra LP’en er intakt. Størst indlevelse fra publikum kommer under ”Cede to Celestial Provenance”, men en god del af festivalens gæster ser ud til at have brug for noget stærkere. For mig var Reptilian dog lige, hvad doktoren havde anbefalet – dermed ikke sagt, jeg ikke også vil have noget stærkere.

6/10

Cemetery Urn Main Stage, kl. 19:00

Australske Cemetery Urn kommer til Danmark med fire udgivelser i kataloget, som alle har én ting til fælles: De viser ingen. nåde. overhovedet. Stilen bærer en vis inspiration fra Incantation, men aggressiviteten er skruet op til 11 fra start til slut, ikke mindst takket være kunstfærdigt hadske præstationer fra vokalerne og, øhm, alle instrumenter i øvrigt.

Hovedscenen er til at begynde med halvtom, men folk kommer hurtigt til når Cemetery Urn går på. Forsangeren/bassisten ligner dit værste mareridt fra den mørkeste gyde, og han lyder ligeså. Bassen bæres som et våben og vokalerne er absolut hadske og mere til. Desværre er vokalerne og trommerne de eneste instrumenter, der går rent igennem i de mere voldsomme passager (dvs. 90-95% af koncerten) og problemet er mere udtalt, jo tættere man kommer på scenen. Publikum stemmer i med fortjent bifald efter numre og efter koncerten, men forholder sig ellers rimelig meget i ro.

5/10

Hyperdontia Black Stage, kl. 20:00

Tyrkisk-danske Hyperdontias debut-LP, Nexus Of Teeth, udkommer d. 14. september, og deres koncert på KTDF er vel nærmest en præ-udgivelsesfest. Mit kendskab til gruppens stil er baseret på EP’en Abhorrence Veil fra 2017, som er deres i skrivende stund eneste udgivelse og et forbandet godt førstehåndsindtryk i øvrigt. På i alt fem sange (2 fra EP’en, 1 bonus-nummer og 2 offentliggjorte fra Nexus) lader fokus til at være på tunge, midttempo riffs man husker efter første gang, og alle fem numre kalder på mere.

Grundet min umættelige appetit går jeg glip af første nummer fra Hyperdontias sæt, som jeg antager var ”Stapled Down” fra deres EP. Til gengæld går jeg ikke glip af hverken ”Majesty” eller ”Internal Incineration”, og både jeg og resten af publikum er begejstrede. Lyden er ligeså tung som på EP’en, men er ikke desto mindre så klar, som man kan ønske fra tung og voldsom dødsmetal. Bandet med en veloplagt Torturdød i front nyder også koncerten, som viser sig at være deres første nogensinde.

7/10

Necrowretch Main Stage, kl. 21:00

Necrowretch har måske et lettere generisk navn, men deres sataniske blanding af black/death/thrash er fra øverste hylde, og lige i min boldgade. Hvis du kan lide musik, der er hurtig, ondsindet, voldsom og riffet (metal, med andre ord), så kan du roligt skaffe LP’en Satanic Slavery fra sidste år. Guitarmelodierne er herligt infernalske, og vokalerne er det samme og mere til.

Necrowretch viser sig at være alt, hvad jeg havde håbet på, og udover glimrende præstationer fra alle medlemmer, er en væsentlig årsag, at både lead- og rytmeguitar er hørbare uanset hvad resten af bandet laver. Forsangeren/guitaristen stemmer i med en glimrende præstation krydret med et Araya-skrig i begyndelsen og et isnende øglehyl halvvejs igennem ”Putrid Death Sorcery”. Trommeslageren skræmmer mig med et satanisk Dalí-look (uden overskægget), og ser ud som om han konstant stirrer på én med opspilede øjne. På dette tidspunkt har publikum glemt, at det trods alt kun er torsdag, og Necrowretch høster festivalens første moshpit.

 

7/10

Torture Rack Black Stage, kl. 22:00

Med et bandnavn som Torture Rack følger visse forpligtelser, og de fire bødler fra Oregon lægger heller ikke fingrene i mellem. På Malefic Humiliation fra maj kombinerer de den grundløse afstumpethed, man kender fra f.eks. Rottrevore, med en knivspids Morbid Angel og garanterer således, at ingen masochister skal gå skuffede hjem.

… Og ingen masochister gik skuffede hjem, for Torture Racks musik lyder endnu voldsommere fra den sorte scene, end jeg havde turdet håbe på. Som forsanger og bassist står med pigbesat guitarrem og armværn mod en baggrund af blodrødt spotlys, ligner han i sandhed én, der er kommet for at gøre livet surt for dig. Jeg fornærmer nok ikke nogen ved at sige, bandets musik kan lyde ensformig for udefrakommende, men det bliver overhovedet intet problem under koncerten. Publikum er henrykte over volden og belønner bandet med crowdsurfing, jubel og ”Torture-Rack”-råb. Jeg er radbrækket.

8/10

Disse fire flotte fyre fra Denver tager prisen for mest ulæselige band-logo i universets historie. Deres musik fejler til gengæld ingenting: debut-LP’en Starspawn fra sidste år er en kompleks, men samtidig meget tilfredsstillende, omgang progressiv dødsmetal. Sære harmonier, skæve taktarter og tolvtoneskalaer eksisterer side om side med tunge, taktfaste riffs, der sætter nakken i svingninger. Lyden er kolossal, hvilket passer til gruppens ydre rum-tema, og især vokalerne er nærmest altopslugende.

Jeg er lettet over, at Blood Incantation lyder perfekt fra hvor jeg står midt mellem lydpulten og scenen. Gruppen tager hul på første nummer (”Starspawn”), og de ikke blot lyder perfekt, men spiller også perfekt. Deres komplekse musik bliver så meget desto mere imponerende af at man ser og hører den fremført fra en scene. Vokalerne er kosmiske, og alt i alt har jeg ikke en finger at sætte på Blood Incantations koncert. Publikum headbanger under de taktfaste riff-passager, og tilkendegiver udelt begejstring mellem numrene. En ubetinget succes og en koncert af typen, jeg gennemgår i hovedet på vej hjem efterfølgende.

 

 

 

8/10

Fredag:

  1. Galvanizer
  2. Taphos
  3. Fetid
  4. Pissgrave
  5. Ascended Dead
  6. Venenum
  7. Phrenelith
  8. Grave Miasma
  9. Triumvir Foul
  10. Mortem

Galvanizer Outdoor Stage, kl. 15:30

Finske Galvanizer har siden 2013 rallet liv i det ådsel, som er dødsgrind, og det er der kommet to demoer, en EP og en LP ud af. Debuten Sanguine Vigil fra tidligere på året indeholder ti i sandhed sygelige symfonier i halsbrækkende tempo og med minimalt tidsspild, fraset de obligatoriske (og velplacerede) samples fra obskure splatterfilm. Finnernes temposkift til og fra tæskende grindcore-beats anvendes og udføres kompetent, og efter min mening er Galvanizer allerede i toppen af genren.

De unge finner lægger hårdt ud med blastbeat, og en svigtende guitarlyd bliver fikset omgående. Folk stimler hurtigt sammen om den lille udendørsscene, for at se gutterne headbange nærmest helt ned i scenegulvet, og da jeg kigger op cirka halvvejs gennem sættet konstaterer jeg, at Byhaven nu er fyldt op helt ned til Studiestrædet. Regnen begynder at sile ned, og folkemængden tyndes ud, som folk søger tilflugt under pavillonerne. Jeg udnytter pladsen til at gå frem til scenen, og da jeg ikke kan tage notater i regnen alligevel – ak og ve! – må jeg få resten af koncerten til at gå med at headbange med de øvrige fans. Dødsgrind er en fin måde at starte dagen på.

7/10

Taphos Outdoor Stage, kl. 17:00

Københavnske Taphos’ debut Come Ethereal Somberness landede ved et sandt lykketræf på mit skrivebord tilbage i begyndelsen af juni, og mit fangehul her hos HMDK har syntes mig en anelse mørkere lige siden. Dengang skrev jeg om Somberness, at det er en meget mindeværdig gang mørk dødsmetal, og jeg har i hvert fald ikke glemt den endnu. Deres tremolo-riffs, temposkift og inferno-leads graver sig fast i hjernen og bliver der, og jeg lægger ikke skjul på, jeg har set frem til netop denne koncert.

Byhaven er tætpakket med mennesker, som er kommet for at opleve Taphos. Bassisten og for-growleren indleder koncerten med at give fingeren og skule ondt til et eller andet bag mig, som jeg senere konstaterer er en af kameramændene. Derefter tager de hul på ”Impending Peril”, og fra dét øjeblik til det sidste leverer gruppen en direkte rasende opvisning i dødsmetal. Navnlig førstnævnte medlem ser ud, som om han kunne have kvalt livet ud af tilskuerne én efter én (det er en god ting), hvis ikke nogen havde været fremsynede og stukket en bas i hænderne på ham. Koncerten er i øvrigt velspillet og -lydende, og mikset tilgodeser både riffs og leads. Jeg forlader scenen ligeså imponeret over Taphos, som jeg var tilbage i juni.

 

8/10

Fetid Black Stage, kl. 18:00

”Fetid” betyder ”ildelugtende”, og deres musik er gedigent rådden og klam. Gruppen har udgivet lige nøjagtig én demo med den charmerende titel Sentient Pile of Amorphous Rot, selvom de har yderligere to demoer og én split under deres tidligere navn, Of Corpse. Stilen er en (må jeg sige overraskende?) ørehængende form for dødsmetal med elementer af grindcore og ofte halvmelodiske riffs. Dertil lyder vokalerne virkelig som en ådselæder, der taler med mad i munden.

Jeg får et chok, idét koncerten starter; den bastunge lyd runger i hele kroppen, selvom det er umuligt for mig at skille nogen egentlige riffs ud fra den mudrede lyd. Rundt omkring scenen nyder fansene gruppens dybe, tunge riffs og rytmer, og det bliver de ved med koncerten ud. Én fan hopper op på scenen – tilsyneladende for at have bedre plads til at ryste hovedet – og bliver revet ned for i stedet at crowdsurfe, til han bliver tabt på gulvet. Jeg er ærgerlig over, musikken er så utydelig, men publikums reaktion er ikke til at tage fejl af.

6/10

Pissgrave Main Stage, kl. 19:00

Coverbilledet til Pissgraves debut-LP, Suicide Euphoria, er tilpas ulækkert og chokerende, til at det fortjener en advarsel. Musikken er endnu værre. Stilen bliver beskrevet som brutal og rå dødsmetal, hvilket er rammende. En stor andel af Pissgraves succes (dvs. chok-faktor) kommer fra selve produktionen, som er rå, men ikke støjende som mange rå black metal-EP’er. Riffene bygger fortrinsvist på hurtig tremolo-picking, dobbeltpedalerne bliver flittigt brugt og vokalerne… de skal høres. På eget ansvar.

Pissgrave bruger en opsætning med to mikrofoner med lydmanipulerende effekter, og vokallyden er dæmonisk ad helvede til. Den er også i fokus til det punkt, at det næsten er det eneste, jeg husker efter koncerten. Gæsterne bifalder mellem numrene, men ellers går det trægt med indlevelsen, på nær et tungt midttempo-riff som publikum taknemmeligt møder med headbanging. Én af årsagerne skal nok findes i, at ikke blot de dybe guitartoner, men også lilletrommen virker begravet i mikset.

5/10

Ascended Dead Black Stage, kl. 20:00

San Diegos Ascended Dead er én af adskillige nylige (fuldlængde-)debutanter, men medlemmerne har rigelig erfaring fra øvrige bands i genren. Dette fremviser de på Abhorrent Manifestation fra 2017, som er en barbarisk opvisning i voldelig dødsmetal fra de sorteste grotter. Hvert instrument bidrager til den hvirvlende lyd, og jeg mener det som en kompliment, når jeg siger, at musikken ikke vækker den mindste smule velbehag. Overhovedet.

Koncerten er imidlertid plaget af, at gruppen har problemer med deres monitor, og ind mellem numre må bede lydmændene om at rette den til, hvor man i stedet kan høre Venenums lydprøver ovenpå (det er nu ikke Ascended Dead’s skyld). Jeg har en besynderlig fornemmelse af, at deres musik er fremragende (jeg husker ikke albummet i detaljer), selvom det er svært at høre, præcis hvad der foregår. Gruppens ansigter ser man ikke pga belysningen, og koncerten igennem er det som om, publikum venter på, der skal ske noget bestemt. Trods det er de rent musikalske præstationer glimrende, og ikke mindst trommeslagerens arbejde er imponerende, hvilket jeg får bekræftet efterfølgende af en fan, der selv spiller.

4/10

Venenum Main Stage, kl. 21:00

Nytænkning er ikke bydende nødvendigt for at skabe et mindeværdigt metalalbum, men af og til hjælper det. Tyske Venenum tænkte ud af boksen på 2017’s debut Trance of Death, og det har de høstet meget fortjent ros for. Trance er et fængslende og dramatisk kunstværk af progressiv dødsmetal, som ikke går det mindste på kompromis med den brutalitet, vi kender og elsker. Der er tonsvis af riffs tilsat en overjordisk atmosfære, alt sammen pakket ind i mesterlig sangskrivning.

Venenum spiller Trance mere eller mindre efter bogen komplet med den indledende stryger-intro, og på åbningsnummeret konstaterer jeg til min store lettelse, at guitarerne er klare og tydelige, hvilket de fortsætter med at være næsten hele koncerten igennem. Folk benytter de få pauser, der er, til at tilkendegive deres begejstring, og virker ellers forgabt i den overjordiske atmosfære, som Venenum skaber. Koncerten er en stor oplevelse, ikke på grund af kæmpe mosh pit, skove af horn og kæmpe jubelbrøl, men fordi musikken er en stor oplevelse, og fordi gruppen skaber en medrivende koncert med musikken i fokus.

 

8/10

Phrenelith Black Stage, kl. 22:00

Der er noget majestætisk over københavnske Phreneliths debut-LP, Desolate Endscape. Lydudtrykket er kompromisløst tungt og følelsesforladt, efter de indledende tre klokkekimen går gutterne ellers til værks med tremolo-riffs, blastbeats og growls, som konkurrerer med bassen i lydbilledet. Gruppen kan mere end dét, men den bedste opsummering af lyden er ”altødelæggende”. Og med en titel som Desolate Endscape har det nok været bevidst fra begyndelsen.

Sort scene er fyldt til bristepunktet, og folk får rig lejlighed til at bevæge nakkerne til Phreneliths tonstunge lyd. Bandet selv er imidlertid svære at overgå i indlevelse, og under hele koncerten skal man strenge sig an for at følge med. Koncertens højdepunkt kommer efter, at gruppen inviterer Eli fra Spectral Voice op på scenen for derefter at spille en sang fra gruppernes indbyrdes split. Derudover tager især Conquering Divinity kegler, og folk er glade og tilfredse ovenpå en vellykket koncert, hvor jeg var oprigtig nervøs for, at fyren foran mig skulle brække min næse med sit baghoved.

 

7/10

Grave Miasma Main Stage, kl. 23:00

Atmosfære opnås ofte ved brug af overjordisk synth. Bare ikke i undergrundsdød. Grave Miasma fra England opnår i stedet en kolossal formørket atmosfære ved brug af sangskrivning og rumklang (og en smule sitar). Det ene riff på mini-LP’en Endless Pilgrimage er mere afstraffende end det andet, mens variationer i tempo fra tæt-på-doom til tæt-på-grind bruges effektfuld for at afstraffe lytteren så meget desto mere.

Grave Miasma indtager hovedscenen, og det bliver hurtigt klart, at atmosfæren fra studiet er flot overført til scenen, samt at de er kommet for dels at afstraffe, dels at underholde publikum. Englænderne er ét af få bands, som etablerer en direkte kontakt til publikum gennem ord, og selvom publikum jubler helt ad sig selv, lader de også til at være glade for at blive tiltalt i ny og næ. Hvad lyden angår, er riffene aldeles hørbare og urovækkende allerede fra starten af, hvilket på nuværende tidspunkt nærmest er en lettelse.

7/10

Triumvir Foul Black Stage, kl. 00:00

Det virker omsonst at bruge ord som ”brutal” om blackened death metal, så lad mig i stedet beskrive Triumvir Fouls musik som et decideret overgreb på lytteren. Gruppen stammer fra Oregon, og har siden dannelsen i 2014 udgivet hele to LP’er og en demo. Senest Spiritual Bloodshed, som er et skræmmende virvar af hårde tremolo-riffs, alskens halsbrækkende trommerytmer og kaotiske guitarleads, alt sammen pakket ind i en levende produktion.

Forsangeren indleder koncerten med en form for snerrende messen, og hele gulvet ved den sorte scene headbanger med, når Foul går i gang. Koncerten er voldelig, og vokalerne leverer en dejlig energisk præstation, perfekt til at få den sidste energi brændt af, hvad publikum også benytter lejligheden til. Dog må jeg sige, at hvis man ikke kender musikken inden koncerten, så gør man det heller ikke efter.

6/10

Mortems koncert blev til alles store ærgrelse aflyst pga visum-problemer, og med kun få dages varsel kunne arrangørerne ikke skaffe en erstatning. Selvom der ikke bliver nogen koncert i denne omgang, får de ikke desto mindre en kort gennemgang ligesom resten af plakaten.

Mortem blev stiftet i Lima i 1986, hvilket betyder to ting: 1) Peruvianerne er det ældste band på plakaten, og 2) de spiller herligt thrash-inspireret dødsmetal. Det handler naturligvis om riffs, og Mortem har kisten fuld af dem: hurtige riffs, aggressive riffs, hurtige OG aggressive riffs og… det var det. Hvis du kan lide thrash metal, og hvis du kan lide dødsmetal, så lægger jeg gerne hovedet på blokken og siger, du også vil kunne lide Mortem.

Af .

Lørdag:

  1. Deiquisitor
  2. Cadaveric Incubator
  3. Antiversum
  4. Undergang
  5. Mefitic
  6. Necros Christos
  7. Scolex
  8. Demilich
  9. Necrot
  10. Incantation

Deiquisitor Outdoor Stage, kl. 15:30

Ringsteds – eller lad os bare sige Region Sjællands – fineste trio af troubadourer udgav deres andet studiealbum, Downfall of the Apostates, i marts måned. Det er jeg glad for, de gjorde, for det er sgu en hård, brutal, hurtig, kaotisk og generelt bare livsbekræftende gang dødsmetal, de erfarne herrer har begået.

Deiquisitor starter på slaget, og folk kommer hurtigt hen til udendørsscenen for at se dem. Jeg konstaterer til min ærgrelse, at navnlig guitarlyden er tynd, og at riffene dårligt kan høres. Det hjælper en smule at bevæge sig tættere på den venstre højttaler, men ren positionering kan ikke afhjælpe problemet. Bassisten beder om mere guitar i sin monitor, og en tilskuer råber ”Det vil vi også!” Råbet tolkes som en spøg, hvad det også var, men det kunne have hjulpet. Koncertens højdepunkt er ”The Order of Pegasus Light” fra den seneste LP, dels fordi, at lyden af en eller anden grund er meget tydeligere, og dels fordi, at det er en pissegod sang. Til trods for lyden, nikker publikum pænt med og bifalder mellem numrene. Ærgerligt med lyden – jeg vil rigtig gerne høre Deiquisitor med bedre lyd.

5/10

Cadaveric Incubator Outdoor Stage, kl. 17:00

Jeg er overbevist om, at Cadaveric Incubators hemmelighed består i, at de først skriver en gang fyldestgørende dødsmetal, og derefter bare spiller det i dobbelt tempo. Finnernes grindcore/dødshybrid er rig på riffs, tempo og snavs og blottet for koncepter som ”medmenneskeligt hensyn” eller ”almen høflighed”. Jeg er aldrig for alvor kommet ind i grindcore, men Sermons Of The Devouring Dead fra 2017 har fået mig tolv skridt tættere på.

Cadaveric Incubator er det andet finske dødsgrind-band, som får lov at spille Byhaven op, og ligeledes det andet, som spiller en regnbyge frem. Bassisten bliver umiddelbart inden koncerten tilbudt en joint, som han pænt takker nej til. Lyden svigter også her, men den bliver bedre undervejs. Derudover har herrerne humor (”Vi er Cadaveric Incubator, og den næste sang hedder Cadaveric Incubator!”), en rigtig god kemi mellem guitaristen og bassisten, og fin kontakt til publikum. Dagens første crowdsurfer bæres forbi scenen. En fin oplevelse, selvom regnen faldt tungere på Galvanizer i går.

6/10

Antiversum Black Stage, kl. 18:00

Schweizerne bag Antiversum debuterede med Cosmos Comedenti sidste år, som åbner med kolossale og dommedagsvarslende akkorder. Det kolossale og dommedagsvarslende varer ved albummet ud, for med deres sorte dødsdoom får de skabt en på én gang storladen og trykkende atmosfære, hvorfra de betragter universets endeligt og det resulterende tomrum.

Meget passende åbner schweizerne den sorte scene, hvor de bygger op med trommer og rumklang på strengene. Fem mand høj står (og sidder) de, blot silhuetter mod en baggrund af koldt, blåt lys. Da de slår instrumenterne an, konstaterer jeg begejstret, at det lykkes dem at genskabe deres ”tomme” lyd på den sorte scene. Tremolo-riffs går rimelig godt igennem. Urovækkende arpeggi går klarere igennem. Trommerne er massive uden at overtræde strengenes domæne, og endelig lyder forsangeren, som om han har slugt et sort hul. Det er småt med jublen, blandt andet fordi der går femogtyve minutter før det første afbræk i lydmuren, og selv da er det fyldt med feedback. Koncerten slutter efter hele halvtreds minutter, og jeg drøner positivt overrasket ovenpå til hovedscenen.

7/10

Undergang Main Stage, kl. 19:00

Undergang har kræset for mangen en øregang siden dannelsen i 2008. Gennem fire fuldlængdealbum og endnu flere demoer, EP’er og splits har københavnerne skabt et ry for stor pålidelighed og større ækvilibrisme. Misantropologi fra 2017 er en velkomponeret og lettilgængelig lytteroplevelse krydret med intelligent og sjælfuld poesi – sandelig et musisk kunstværk, som hele Danmark kan bakke op om. Og så har de oven i købet mudrede, beskidte riffs, dybe growls og tæskende trommespil.

 

Undergang er ét af adskillige hovednavne på årets festival, og jublen er stor, når de går på scenen. Gruppen starter med den riff-fest, der er ”Efter Obduktionen”, og herfra konkurrerer medlemmerne – både med hinanden og publikum – om at headbange hårdest. Lyden er fin trods de mudrede, nedstemte strenge, hvilket bidrager til festivalens hidtil bedste koncertoplevelse. Alt er kaos foran scenen, og publikum – heriblandt jeg – er ellevilde uanset hvad der bliver spillet. Undergangs 10-års jubilæumskoncert byder på død og glade dage, og er en succes målt på alle parametre.

 

9/10

Mefitic Black Stage, kl. 20:00

Formørket. Forkullet. Mefitic er Italiens eneste bidrag til KTDF, men de kompenserer rigeligt med en tæt mur af (velproduceret) lyd, rendyrket ondskab og Craig Pillard-lignende vokaler. Italienerne mestrer til fingerspidserne kunsten at slukke lyset med harmoniserede tremolo-riffs, men holder sig ikke for gode til at skrive dynamisk musik, hvor man kan høre alt, hvad der foregår.

Mefitic går på den sorte scene på en baggrund af blodrødt lys. Ligesom Antiversum får de skabt deres atmosfære, og folk omkring scenen er glade for de voldsomme blasts og tremolos. Det er dog svært at få hele lyden med, og jeg bemærker kun sporadiske formørkede dødsriffs. Man kan høre, hvad Mefitic står for, men ikke præcis hvordan de fortolker det, og jeg er ikke lige så begejstret for italienernes koncert som for schweizernes to timer tidligere.

6/10

Necros Christos Main Stage, kl. 21:00

Jeg kan ikke mindes at have hørt noget mere okkult doom end tyske Necros Christos. Så vidt jeg ved, er alle deres udgivelser (i hvert fald deres tre LP’er) struktureret som skumle ritualistiske oratorier komplet med korte, atmosfæriske mellemspil. Intet af dette stjæler forkus fra musikken, som meget passende fokuserer på hårde doom-riffs tilsat forheksede leads og frontmand Mors Dalos Ras hæse, raspende growls, alt sammen i en klar, low-fi produktion.

Jeg havde faktisk husket programmet forkert og troede, jeg skulle se Demilich nu, og det var først da Necros Christos begyndte sættet, at jeg opdagede min fejltagelse. Christos bygger op med skæve, rene akkorder og tager ellers hul på riffingen. Jeg er har været spændt på at se, hvorledes de vil overføre kultstemningen til scenen, men det viser sig, de har fravalgt de atmosfæriske mellemspil til fordel for de egentlige sange.

Jeg er ikke forberedt på, hvor hårde og tunge deres riffs egentlig lyder i salen ved hovedscenen, og det er det øvrige publikum heller ikke. Første nummer bringes til ende og mødes med et larmende bifald. Forsangeren/guitaristen takker og tager hul på næste gang riffing, som lyder endnu hårdere og tungere end på første nummer. Jeg tror næsten ikke mine egne ører. Gruppen hjælpes af det hidtil bedste lydarbejde på festivalen, som dels sikrer, at alt riff- og leadarbejde står klart og tydeligt, og dels sikrer, at riffene er noget af det mest massive, jeg har hørt. Tredje sang dedikeres til gruppens fans gennem mange år, og riffingen stiger endnu et nøk i styrke og ondskab. Gennem hele koncerten er der entusiastisk headbanging og stor jubel, god kontakt mellem scenen og gulvet og en endeløs kavalkade af pissehårde riffs. Endnu før koncerten er halvvejs, er mit arbejde som anmelder reelt slut, og jeg fortsætter med at nyde hvert sekund som fan. Hvis jeg nogensinde havde oplevet noget lignende, ville jeg kunne huske det.

 

10/10

Scolex Black Stage, kl. 22:00

Scolex har så vidt jeg ved kun en EP fra 2013 – Torn From Beyond – at gå ud fra, og udover den overraskende varme og klare produktion (bassen især springer i ørerne), er det navnlig deres evne til at sammensætte riffs, der kendetegner EP’en. Stilen hviler indledningsvist på solide Black Sabbath-riffs, men som sangene skrider frem, forløses riffene i de helt rigtige tempo- og riffskift på de helt rigtige tidspunkter.

Scolex får det utaknemmelige hverv at skulle følge efter en koncertoplevelse for livet, men de unge riff-helte løser den til UG. Festen fortsætter ganske enkelt med flere tunge riffs, og selvom lyden er en anelse under Christos’, betyder det sjældent noget for oplevelsen. Siden Scolex blot er en duo, fyldes scenen mesterligt ud af Paul fra Blood Incantation samt Chad og Sonny fra Necrot, som spiller senere. Scenen er i konstant bevægelse, publikum ryster nakkerne igennem, folk råber Scolex, og der er generel brok og buhråb når bandet annoncerer sidste sang. Forsanger Justin annoncerer, at de har en spritny split-udgivelse, men at den allerede er udsolgt. Kæmpe koncert.

9/10

Demilich Main Stage, kl. 23:00

Demilich’s eneste fuldlængdealbum, Nespithe fra 1993, er en udødelig undergrundsklassiker som simpelthen er forbavsende på alle tænkelige måder. Udover de relativt ligefremme pissetunge grooves er skiven verdenskendt for sine nærmest ”kantede” riffs, for leads som lader til ikke at kende tonalitet og for sære, sære harmonier. Selv sangtitlerne kilder ubehageligt i hjernen, men det måske mest kendetegnende ved albummet er vokalerne, som slet og ret er ubeskrivelige, selv for et sludrechatol som mig.

Denne gang er det Demilich på scenen, og de starter uden advarsel. Mange, mange fans har ventet på dette øjeblik, hvilket dels ses på imødekommelsen af finnernes grooves og dels på de mange Demilich-t-shirts i mængden. Fansene har ikke ventet forgæves: lyden er i top, vokalerne er i top, gruppens udførsel og sammenspil er i top, og frontmand Antti Bomans chat mellem numrene får højlydt latter ud af publikum. Et af højdepunkterne kommer på ”When the Sun Drank the Weight of Water”, hvor man på publikums forfejlede headbanging kan se, hvor forvirrende taktarten egentlig er. Gruppen slutter af med Anttis selverklærede favoritsang, ”The Echo”, og koncerten slutter til kæmpe jubel fra publikum, 55 minutter efter den begyndte. Demilich viser, at de ikke er blevet legender blot ved at eksperimentere i studiet.

 

9/10

Necrot Black Stage, kl. 00:00

Necrot fra Californien er ikke det mest sofistikerede navn på plakaten. Til gengæld spiller de en usædvanlig underholdende gang crust-fyldt dødsmetal, der nok skal få mundvigene ned. Blood Offerings fra 2017 er en ubetinget succes, og årsagerne er simple: højt tempo, hårde riffs og intet pis. Lyden er så bastung og beskidt som hører sig til, og vokalerne er præcis så energipumpede, som man kan og bør kræve af denne type musik.

Den sorte scene er så godt som tom ovenpå Demilich’s koncert ovenpå. Dette varer kun ved i et minut, mens folk drøner ned af trapperne for at få aftenens mest afstraffende smadderkoncert med: Necrot. Jeg går glip af de første to minutter af sættet, og da jeg kommer ind i salen igen, hersker kaos. Necrots lyd levner ingen plads til det subtile, hvilket er et held, for der er heller intet subtilt over musikken. Forsangeren/bassisten appellerer til mere vold, moshpit og deslige, hvilket han ligeså godt kunne have sparet sig: publikum er i oprør foran scenen. En fan forsøger at springe op på scenen og bliver skubbet ned af frontmanden selv, hvorefter han fortsætter med at crowdsurfe. En anden crowdsurfer rammer en uheldig kameramand med en støvle. Lilletrommen lyder, som om den bliver tæsket med en mukkert. Forsangeren udbryder ”You guys wanna kill someone? Here’s a good place to do it!” Necrot spiller ikke samme type musik som Torture Rack, men voldsniveauet gør landsmændene sidestykke.

8/10

Incantation Main Stage, kl. 01:00

Dødsmetal eksisterede før John McEntee og Paul Ledney dannede Incantation i 1989, men det er alligevel Incantation, jeg tænker på, når jeg tænker på dødsmetal. Den mest ligefremme årsag finder man ved at kaste et blik på plakaten for KTDF: Nærmest halvdelen af grupperne har elementer af Incantations lyd, hvad enten det er de infernalske New Yorker-harmonier (også kendt fra Immolation), de afgrundsdybe monstrøse growls, de psykotiske tremolo-pickede riffs og knusende doom-passager eller de grove temposkift, der binder stykkerne sammen til det uhyre, der er Incantations lyd.

Klokken 00:58 spæner jeg op til hovedscenen og opdager, at Incantation stadig er i lydcheck, og at salen er halvtom. Folk kommer til, og Incantation tager uden varsel fat på det ondeste, mest doomy nummer i repertoiret. Lyden er nådesløst klar, så man ikke kan undslippe de grusomme anslag nogen steder i salen. Incantations karakteristiske harmonier, vibrerende pinch-harmonier inklusive, høres klart og tydeligt. McEntee lyder monstrøs og suger omgående alt håb om en verden uden lidelse ud af fansene. Legenden holder sig ikke for god til at headbange med resten af scenen og salen, og kommer også frem på scenen for at vise de forreste rækker sit livsværk tæt på. Jeg bevæger mig tættere på scenen, hvor lyden utroligt nok stadig holder stand. McEntee dedikerer ”The Ibex Moon” til sin ven og mentor, afdøde Killjoy fra Necrophagist, og publikums hyldest til selvsamme er kolossal. Det er første gang i mit liv, jeg får mulighed for at opleve Incantation på nært hold, og præstationen fra McEntee, Severn, Sherwood og Lombardozzi er knusende – mere end man kan forestille sig ved at lytte til deres albums alene.

 

9/10

Af .

Dystre Søndag:

  1. Dead Void
  2. Mortiferum
  3. Spectral Voice
  4. Sempiternal Dusk
  5. Runemagick
  6. Rippikoulu
  7. Derkéta
  8. Wormridden
  9. Hooded Menace

Dead Void Outdoor Stage, kl. 16:00

Den dansk-britiske dødsdoomtrio Dead Void kommer med lige nøjagtig én demo i bagagen. The Looming Spectre fra begyndelsen af 2018 er næsten så beskidt, som det kan blive. Atmosfæren er karakteristisk kvælende og mørk, hvilket er kendetegnende for en særlig form for doom, som man ikke oplever ret mange andre steder end dødsmetalfestivaler. Og så er deres riffs i øvrigt fantastiske, hvilket er en kvalitet i ethvert metalband.

En sky går for solen, idet Dead Void træder op på udendørsscenen og åbner søndagsprogrammet, kendt som Dystre Søndag. Lyden fra strengene slæber sig akkurat ud over scenen og tvinger sig ind i ørerne på tilskuerne i Byhaven, som er lidt mindre velbesøgt end i går. Vokalerne – både fra guitarist og bassist – virker udfordrede og har svært ved at gøre sig hørt. Det hjælper ikke, at den ene har sat mikrofonen i pandehøjde, selvom der lader til at være en mening med det, som jeg ikke kan regne ud. Skyen driver forbi. Strengene lyder ellers godt, i den forstand at de lyder, som de skal lyde (beskidt), og man kan få det meste med. Dead Void spiller tre ud af fire sange fra deres demo, og publikum og jeg selv bifalder koncerten, som dog ville have haft stor gavn af en stærkere vokalpræstation.

5/10

Mortiferum Black Stage, kl. 17:00

Som alle andre på Dystre Søndag spiller Mortiferum dødsdoom. Med demoen Altar of Decay fra 2017 som deres eneste udgivelse er vi lige så dybt i undergrunden som med Dead Void, og jeg kender ikke medlemmernes øvrige projekter. Stilen er beskidt dødsdoom med en fornem detaljerigdom og kvalitet fra leadguitaren, med et udtryk der formørkes af passager med blastbeats og tremoloriffs. Produktionen er naturligvis rå.

Mortiferum åbner Sort Scene på Dystre Søndag med et enkelt anslag fra alle de nedstemte strengeinstrumenter. Folk har glædet sig. Bandet har glædet sig. Der headbanges fra klokken 17.00 og til koncerten er slut cirka en halv time senere, og især bassisten inspirerer mig til at trodse min udmattelse og give min nakke, hvad den har godt af. Både koncerter med beskidt lyd og koncerter med formørket lyd har haft det svært fra teknikkens side, men det lykkes for Mortiferum. Instrumenterne klinger dybt og rungende, og langt det meste fra guitarerne er klart og tydeligt, hvilket publikum tydeligvis sætter stor pris på. Tak til Mortiferum for at hive mig ud af min fjerdedags festivaldøs og for at spille en dødsdoomkoncert, som sad lige i skabet, og som giver smag på mere.

 

8/10

Spectral Voice Main Stage, kl. 18:00

Spectral Voice deler tre medlemmer (alle strenge) med Blood Incantation, men de to gruppers musik er temmelig forskellig målt på deres respektive debut-LP’er Starspawn (som jeg lovpriste i torsdags) og Spectral Voice’s Eroded Corridors of Unbeing (som jeg lovpriser nu). Spectral Voice’s lyd har større fokus på dybe doomriffs og mindre fokus på sære guitarleads. Udtrykkene på de to albums er lige atmosfæriske, men hvor Blood Incantation kommer fra det ydre rum, stammer Spectral Voice fra en helt anden verden. Dybt klingende riffs er der rigeligt med, og medlemmers talent for interessant, progressiv sangskrivning demonstreres også her.

Blood Incan- jeg mener Spectral Voice er allerede gået i gang, da jeg ankommer et par minutter for sent efter at have fourageret. Scenen er badet i røg samt rødt/blåt lys, og de tre øksemænd ses blot som sorte silhuetter. Lyden er behørigt rumlig og atmosfærisk akkurat som på Eroded Corridors, og trommeslageren/vokalisten (Eli, som var på scenen til Phreneliths koncert i fredags) leverer en stor præstation bag sættet og mikrofonen. Spectral Voice byder en gæst velkommen på scenen, og selvom jeg hverken kan høre navnet eller se ansigtet, genkender jeg den intense headbanging fra David (Hyperdontia/Phrenelith/Undergang/Wormridden). Folk er glade for de tunge grooves, der er spredt over koncerten, og selvom jeg var en snert mere imponeret af Blood Incantations koncert i torsdags, leverer Spectral Voice en fornem koncert.

7/10

Sempiternal Dusk Black Stage, kl. 19:00

Der er en ganske skummel atmosfære overalt på Sempiternal Dusks debut-LP fra 2014. Fra det første langsomme men uundgåelige doom-riff til det sidste tager gruppen sig god tid til at bygge dødsdoomsangene op fra grunden. Deres fortolkning af dødsdoomgenren formørkes af tremolopickede passager i den dunkle lydgrotte, hvorfra forsangerens growls får lytteren til at gispe efter vejret. En fornem oplevelse for de tålmodige lyttere.

Gruppen lider af det samme problem, som de fleste øvrige black/death bands på festivalen, nemlig at muren af lyd overlader temmelig meget til fantasien, i hvert fald hvis man ikke er 100 % bekendt med musikken. De lysere toner hører man fint, men ikke ret meget andet. Præstationerne er gode – især bassisten er veloplagt – og de, der møder op for at se koncerten, får også endnu en god oplevelse. Sempiternal Dusk levner ikke mange pauser til at blive tiljublet i, men den, der kommer efter 25 minutter, fyldes rigeligt ud af publikum. Medrivende, trods lyden.

6/10

Runemagick Main Stage, kl. 20:00

Da mægtige Thor drog til Göteborg i 1990 for at dele riffs ud til den spirende dødsmetalscene, var en ung mand ved navn ”Rædsel” stået tidligt op for at komme forrest i køen. Den præcise ordudveksling fortaber sig i tågerne, men Thor så ambitionens lue i den unge mands øjne og delte gavmildt ud af sine hårdeste, tungeste og mest krigeriske riffs. Eftertiden er rigt dokumenteret af Rædsel selv og hans frænder i form af Runemagick, som vender tilbage til slagmarken efter ti års dvale.

De fire Svenskere ankommer denne dystre Søndag og erobrer den sorte Scene. De slår en grum March an. Tempoet går an til en Begravelse, men Stemningen er ikke til Tårer; tværtimod sværges skånselsløs Hævn over Misdædere. Hør! Da lyder tunge, taktfaste Slag fra Trommesættet, som en Hammer på en Ambolt. Manden i midten – Sakserne kalder ham ”Terror”; ”Rædsel” betyder det – fatter sin Økse og udstøder en Snerren som en sulten Ulv. Hans blotte Stemme kan hvæsse Øksens Æg, så ru er den. Kvinden ved hans Side svinger Bassen med grum Mine; Dværgguld glimter på hendes Finger. Hans Frænde til højre slipper mægtige Riffs løs fra sin Guitar; Ofrene foran ham ser forgæves til Højttalerne for Lydproblemer, men Klangen er klar og ubønhørlig. Slagne bøjer Publikum Nakkerne i Anerkendelse, i snesevis brøler deres Struber Navnet: Runemagick.

 

7/10

Rippikoulu Black Stage, kl. 21:00

Med finsk dødsdoom går man sjældent galt i ødemarken, og Rippikoulus demo Musta Seremonia fra 1993 er en klassiker fra en svunden tid. Gruppen mistede guitaristen Marko i 1995 og kom sig først nitten år efter, hvor de udgav EP’en Ulvaja. Ulvaja er om muligt større, tungere og langsommere end Musta, og hver forvrænget akkord synes skabt til at knuse lytteren under sin vægt.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at Runemagick havde været lidt grundigere med halshugningen, for jeg kan i begyndelsen intet se af Rippikoulu på grund af fyren foran mig. Det er tydeligt, at mange fans har ventet længe på at høre disse oprindelige doom-mestre; gulvet foran Sort Scene er proppet med fans, da gruppen går på til begravelsesklokker og klagesang fra klaver. Lyden er naturligvis kvasende tung, men skuffer på de mest voldsomme passager, og de lysere guitartoner skærer en smule. Vokalerne er brutale og følelseskolde; med andre ord fejler de intet. Rent visuelt løser jeg mit problem på fredelig manér (skuffende – jeg ved det) og ser pludselig en underholdende indsats fra bandets bassist, som lader til at have det fedt med fansene (og de med ham). Bandet spiller glimrende dødsdoom, og publikum er glade for oplevelsen.

7/10

Derkéta Main Stage, kl. 22:00

Fireogtyve år skulle der gå fra Derkétas fødsel i 1988 og til deres foreløbigt eneste LP, In Death We Trust, men sikke en skive. Derkétas onde, onde dødsdoom er som taget fra en obskur gyserfilm med slæbende riffs og uhyrlige vokaler, som nagler lytteren til stedet med gru. Det er blandt andet Derkétas lyd, man refererer til, når man taler om ”old school” dødsmetal, og In Death We Trust er et monument til ære for den gamle skole.

 

Efter en forlænget lydprøve grundet feedbackstøj begynder Derkéta hårdt, tungt og ondt – der er ingen anden måde med deres repertoire. I front lyder Sharons vokaler direkte dæmoniske, guitartonen er varm, dyb og truende, og fra min plads midt for scenen høres alle instrumenter klart. De mange fans, der er mødt op til gruppens første europæiske koncert, spilder ikke tiden, og gennem hele koncerten bliver der headbanget og moshet overalt, hvor jeg kan se. Jublen dæmpes af og til af den feedback, der alle indsatser til trods høres mellem numrene, men navnlig ”Unholy Ground” mødes alligevel med et kolossalt brøl. Hvis Derkétas koncert på hovedscenen på KTDF bliver den eneste gang, jeg oplever dem, trøster jeg mig med, at det var alt, hvad jeg håbede på.

 

8/10

Wormridden Black Stage, kl. 23:00

”Ormebefængt”. Gad vide, hvordan deres musik lyder? Det er ikke just Chopin, der begaver Wormriddens frontallapper, når de spiller: alt hvad jeg i torsdags skrev om Fetid passer også på Wormridden, og mere til. At kalde Wormridden for ”beskidt” er en grotesk underdrivelse, og jeg kan egentlig kun anbefale læseren at grave EP’en fra 2015, Festering Glorification, op, børste de værste maddiker af og ved selvsyn opleve forrådnelsen. Velbekomme!

Dette bliver femte og sidste gang, David med Goliath-growls’ne betræder scenegulvet på Kill-Town Death Fest. Lyden fra den sorte scene er tyk af slim under Wormriddens koncert, og det er naturligvis også dét, vi alle håbede på. Af de dybe, tæskende beats kan jeg kun tyde meget lidt, dertil er strengene alt for tilsølede. Som ofte før er der kraftig headbanging på og omkring scenen, specielt under de tunge chugs. De ækle vokaler fra begge sangere (David og Takashi) efterlader heller ingen skuffede miner, og Wormridden bifaldes fortjent efter de – så vidt jeg ved – har spillet alt, hvad de har.

6/10

Hooded Menace Main Stage, kl. 00:00

Jeg kender primært Hooded Menace fra deres seneste LP, Ossuarium Silhouettes Unhallowed, men gruppen fejrer 10-årsjubilæum for deres debut-LP, Fulfill the Curse fra 2008, og det er også en værdig LP at fejre. Hooded Menace stammer fra Finland og spiller endog meget kompetent dødsdoom. Deres lyd er let genkendelig, idet hverken riffs eller leads minder om nogen andre bands, jeg ved af. Langt størstedelen foregår i snegletempo med store riffs og hæse sandpapirsgrowls, alt sammen pakket ind i en herlig rå, men klar og varm produktion.

Hovedscenen er endnu overvejende affolket, da jeg ankommer få minutter før midnat. Jeg beslutter mig for at belønne mit hårde arbejde med en plads på forreste række midt for, nu det alligevel lader sig gøre. Af samme årsag dropper jeg at tage noter og satser på at tage anmeldelsen på hukommelsen. Det bliver ikke svært. Hooded Menace’s forsanger er en stor mand, både af evne og af statur, og han er klædt i læder: lædervest, læderstøvler og meget, meget stramme læderbukser. Som enhver forsanger i ethvert heavy metal-band placerer han én støvleklædt fod solidt på monitoren, og jeg får i dén grad lov til at se showet fra forreste række. At forlade min plads er helt udelukket; dels ville det være uhøfligt og dels bilder jeg mig ind, at jeg har gjort mig rigeligt fortjent til den.

Finnerne leverer en fremragende afslutning på programmet med glimrende lyd. Bassisten især er en helt, med god kontakt til publikum og generelt glad for at være der. Guitaristerne og trommeslageren er klædt i hættetrøjer – det er jo Hooded Menace, trods alt – og holder sig i baggrunden. Koncerten får hårde betingelser fra starten, da forsangeren ikke har hul igennem til mikrofonen, men problemet bliver løst til vild jubel, og koncerten tages forfra. Fra min plads på forreste række ser jeg ikke publikums reaktion (kun forsangerens skridt), men jeg noterer mig larmende bifald både mellem sangene og efter koncerten. Forsangeren? Hans præstation er skidegod og ligeså dyster og ond, som det hører sig til. Stor oplevelse.

 

8/10

Af .

Tilføj kommentar