Ejerne arresteret i Bukarest brand
Copyright EPA
I forbindelse med den tragiske brand i Colectiv Club i Bukarest i fredags, hvor 31 mennesker omkom og 90 blev såret, er ejerne nu arresteret og tiltales sandsynligvis for manddrab.
Det skulle have været en fed og fantastisk aften for både bandet Goodbye to Gravity med lanceringen af deres nye album og for koncertgængerne, men endte forfærdeligt på grund af en meget lemfældig og ligegyldig omgang med sikkerhed.
Manglende tilladelser
Vidner og overlevende har herefter spurgt ind til den manglende sikkerhed, hvorefter anklagemyndigheden er gået ind i sagen og statssekretæren i Indenrigsministeriet, Raed Arafat, har udtalt, at klubben mistænkes for ikke at have haft tilladelse til at afholde koncerter, eller til brug af pyroteknik på grund af brændbare materialer brugt til lydisolering.
Pyroteknikken antændte loftet med en kraftig brand- og røgudvikling til følge. Ulykken skete omkring klokken 23 fredag aften, og det anslås, at der kan have været op mod 400 mennesker til stede.
Afhørt og anklaget
De 3 mænd, Costin Mincu, Alin George Anastasescu og Paul Gancea i alderen 28 til 36, er alle blevet afhørt i flere timer og anklaget for at lukke for mange mennesker ind og samtidig ikke sørge for tilstrækkeligt med nødudgange.
Mændene har efterfølgende medgivet, at de har negligeret alle sikkerhedsforhold. De skulle efter sigende have indrømmet, at de har udsat mange for livsfare samt har opført sig "uforsvarligt og hensynsløst", samt have undskyldt for det skete.
På Heavymetal.dk sender vi kondolencer til de efterladte til ofrene og alle berørte!