NOTBA4

Kreator - Endorama

Kreator

Året er 1999. Vi runder 6 milliarder mennesker. Spongebob ruller over skærmen for første gang. Putin bliver præsident i Rusland. Verden over forbereder folk sig på dommedag i form af den frygtede Y2K-virus, og nu-metallen lægger sig som en dyne over det globale metallandskab. 1999 er også året, hvor Heavymetal.dk ser dagens lys. I 20 år har du således kunnet holde dig opdateret om hard rock- og heavy metalalbums og koncerter samt se og læse interviews med alle dine favoritbands. Det kunne vi selvfølgelig godt klappe os selv på skulderen over, men vi vil meget hellere fejre dem, det i virkeligheden drejer sig om: nemlig alle de fede bands og deres musik. Her, 20 år senere, kan vi så se tilbage på et par dekader, der har budt på talløse genrer, subgenrer, stigende og faldende interesse, mainstream og undergrund og ikke mindst et utal af anmeldelser. I løbet af 2019 vil vi derfor hver måned bringe en anmeldelse af nogle af de vigtigste udgivelser fra 1999 og vurdere, om de stadig holder, eller om man ”nok skulle have været der”.

Germanske Udskejelser

1990’erne var en sær og hård tid for de etablerede metalbands. Mange blev tvunget ud i at eksperimentere for at virke relevante og for at kunne konkurrere med genrer som grunge, hip-hop og rap. Truslen fra enten flannelskjorter eller hængerøv tvang mange bands ud i at lave bizarre plader eller helt gå neden om og hjem. Tyske Kreator var ingen undtagelse! Generelt er Kreator et band, der har prøvet en masse forskellige genrer af og har udviklet sig mere eller mindre, nonstop siden deres debut album fra ’85, der nok mere var proto-black ala Venom end thrash,, som de senere blev kendt for. Op igennem 90’erne tog deres eksperimentering for alvor fart, og der blev flirtet med alt fra dødsmetal og industrial til nu-metal og groove.

Det var dog, som om hver gang de udgav en ny plade igennem 90’erne, gik det værre og værre, og folk blev mere og mere trætte af dem. Det sidste skud i bøssen skulle vise sig at blive Endorama fra 1999!

Dem der hvisker lyver…!

Endorama fylder, ligesom os, 20! Dengang fik albummet en noget lunken, nærmest kølig, modtagelse. Folk var åbenbart ikke helt med på ideen om, at Kreator nu også skulle være goth og iføre sig lange, sorte latex-cottoncoats og eyeliner.

Albummet er noget af en rutsjetur, for der er bestemt gode sange fx intronummeret ”Golden Age” samt titelnummeret, men der er også nogle virkeligt underlige numre, hvor man sidder og klør sig selv i håret for at prøve at forstå, hvorfor de skulle med. Sådan et nummer er ”Passage to Babylon”, et nummer der ikke engang selv ved, hvad det vil. Det svinger fra groove til pop-rock til jazz og tempoet er dybt mystisk, og Milles underlige men stædige hvisken gør altså heller ikke noget godt. Det med, at vokaler skulle hviskes, var generelt noget, alle elskede i 90’erne. Men når man har en vokal som Petrozza (og lad os være ærlige, han er jo ikke ligefrem Pavarotti!), så bliver det for alvor tydeligt, at han ikke kan synge. For han hvisker så langsomt, at han lyder som et dyslektisk barn, der hakker sig igennem en Søren og Mette bog! Hans stemme er skabt til at skrige og skråle.

Generelt er Kreator skabt til at være et band, der skal spilles på højst tænkelige volume, mens spyttet flyver ud af gabet på en, når man skriger i takt med Mille. Hele det der introverte ondt-i-sjælen-element er nærmest anti-Kreator – for de har altid været et band, der råbte op om, hvad der var galt med verden.

Petrozza har udtalt, at det er det album, han er mest stolt af, og at han aldrig har villet putte Kreator i en kasse, men derimod lave den musik, der føltes rigtig. Og fred være med det, det er hans band! Men jeg tænker, at der nok er en grund til, at Kreator stoppede med at eksperimentere og lege og vendte tilbage til deres klassiske samfundskritiske tysker-thrash ved først givne lejlighed.

Playtime’s over!

Endorama er ikke et dårligt album, men det er ved gud heller ikke et godt album. Det er en middelmådig omgang ruskumsnusk af alt for mange fortærskede klichéer og for mange dårlige ideer. Det holdt ikke for 20 år siden, og det holder altså stadigvæk ikke helt. Albummet lyder mest af alt som en ”1990’er Metalgenre Medley” – det er noget rod, det er usammenhængende – og ærligt talt dybt underligt. Der er, som tidligere skrevet,, enkelte perler, men der er langt mellem snapsene.

Men hvorfor så overhovedet nævne dette album, når der ikke er noget at fejre?

Fordi nok er Endorama det grimme, rødhårede barn i familien, men det er stadig en milesten i deres diskografi. Det var det sidste eksperimenterende album, og det var her bandet fandt ud af, at nu var de færdige med at lege og prøve sig frem. Det var her, de lærte at hvile i sig selv og vende tilbage til at thrashe derudaf. Som Mille Petrozza selv siger til deres koncerter: ”WE ARE KREATOR! UND WE ARE HERE… TO THRASH!”

Karakter 5/10

Kommentarer (1)

Afred E Neuman

Hov hov, -der...

Fordi nok er ENDORAMA det grimme rødhårede barn i familien. -Hvad helvede bilder du dig ind, -min fætter er faktisk rødhåret. Iøvrigt en fin artikel, -sikke da et lortenummer.

Tilføj kommentar