I onsdags var der dobbelt op på black metal med sjove hatte, da Angstskríg og Vltimas stod klar på Hotel Cecil. Desværre var det en aften, der var lige så spændende som de Albani-fadøl, som spillestedet insisterer på at lange over disken.
Angstskríg
Da jeg i tidernes morgen råbte “dips!” på denne koncert, var det både, før jeg havde haft en chance for at høre Vltimas’ middelmådige andet album, Epic, og før Angstskríg var blevet annonceret som support. Havde jeg været bekendt med disse to ovenstående faktorer, var jeg nok blevet hjemme i sofaen og set Shogun med min hustru. Men har man først sagt A, så må man også sige øv – jeg mener B! Uanset hvordan og hvorledes så kan det næppe blive en værre oplevelse, end da jeg sidst frekventerede Hotel Cecil, og hvem ved, måske går jeg derfra dækket – fra top til tå – i Angstskríg-merch og David Vincents kragetæer henover brystkassen
Jeg er egentlig ikke helt sikker på, om der er nogen, der ikke ved, hvem der gemmer sig bag maskerne og bowlerhattene, men lad os da bare lege med og lade, som om det endnu er et mysterium – selvom forsangeren/guitaristens midtjyske charme og væremåde er en, alle burde kunne genkende.
Nu hvor Slægt er gået i hi, er Angstskríg vel det primære black‘n’roll-band her i Danmark; at jeg aldrig har fundet dem specielt black eller roll, er en anden side af sagen. Udover en håndfuld singler fra begge album kan jeg ikke sige, at jeg har hørt ret meget Angstskríg, men det, jeg har hørt, har haft den effekt, at jeg aktivt fravalgte at høre mere, men så glad for Rebel Extravaganza har jeg heller aldrig været …
På slaget 20 indtog de to herrer, der udgør bandet, scenen. På klingende østjysk blev vi spurgt, om vi var klar til noget hygge – det kunne vi nemt have været foruden. Men uanset hvad så var folk klar på små 40 minutter med Angstskríg. Kigger man på bandets diskografi, opdager man hurtigt, at de er glade for gæster som Frédéric Leclercq (ex-Dragonforce, Kreator), Mathias Lillmåns eller Sylvain Coudret. Derfor fremstår duoen utroligt nøgne, når noget så banalt som selv bassen er playback; ligeså var vokalens lyd så utydelig, at den “ukendte” sanger kunne have sunget alt lige fra den reelle lyrik til sange fra Højskolesangbogen eller tilfældigt nonsens, uden nogen havde opdaget det. Det samme problem led guitaren under, da den tit og ofte skulle agere dobbelt op. Dog gik trommer rent igennem, og selvom trommeslageren mestendels lignede en, der var klar på at spille med Midnight eller Mgła, så blev der tæsket tønder, som gjaldt det livet.
Dette ændrede dog ikke på, at Angstskrígs opvarmningskoncert var en slatten omgang. Så tak, men nej tak til bowlerblack.
Vltimas
Lad mig starte med at cementere to hurtige fakta: Vltimas’ debut, Something Wicked Marches In, er en megasej plade, og Blasphemer skriver nogle af de ondeste og sorteste riffs nogensinde. Men alt det ændrer ikke på, at den ironisk navngivne Epic er essensen af middelmådighed, primært takket være Vincents nye ide om, at ekstremmetal bare lyder bedst, hvis man bræger og jodler. Sidst vi anmeldte en Vltimas-koncert, var vi heller ikke specielt imponerede; igen skyldtes dette primært Vincents gøren og laden. Men alt det til trods så må så erfarne musikere da kunne levere en hæsblæsende koncert, især nu hvor vi er i starten af touren, så energien burde være i top.
Har I nogensinde set den Freddy Mercury-tributkoncert, hvor Hetfield synger “Stone Cold Crazy” uden at spille guitar? Der, hvor det er ekstremt tydeligt, at manden ikke anede, hvad han skulle gøre med sine arme, nu hvor de ikke skulle flå i strenge? Præcis således var det at se Vincent uden sin bas. Bevares, nok blev der da sunget, men nu hvor hænderne ikke kunne finde beskæftigelse, blev det til akavede armbevægelser og hoftevrik – som en slags gigtpræget Alice Cooper/cowboy.
Ej heller er der meget pænt at sige om mandens forsøg på at tale til salen. Hans karikerede karakter faldt pladask på røven, som var det Bambi på en frossen sø, og hans tale om, at han i hvert fald ikke elsker nogen og slet ikke os – eller jo, måske lidt – var så pinlig, at ikke engang Tobias Forge ville være sluppet afsted med den slags nonsens.
Heldigvis spillede resten af bandet – især Rune ‘Blasphemer’ Eriksen – fremragende. Bandets sætliste var primært domineret af numre fra Epic, hvilket da giver mening, selvom albummet er så ringe, som det nu er. Men heldigvis var der også numre fra debuten, som lød sublimt; især da det første ekstranummer, titelnummeret fra debuten, fyldte salen, gik folk amok. Hvortil man kun kan konkludere, at folk gerne ville have et stykke med Wicked, mens de gerne havde været foruden stykket med Epic. Konklusionen må være, at det er bizart, hvordan folk, der står bag legendariske album som Chimera, Altars of Madness og None So Vile, ikke kan gøre det bedre – det giver ret beset ingen mening! Men livet er jo nu engang en meningsløs affære, og ligeså er Vltimas blevet.
