DECADE - chancen eller ambulancen?

Da klokken rundede 20.00, og opvarmningsbandet fra København, Decade, oprindeligt skulle have stået på scenen, var lokalet faretruende tomt. Undertegnede gruede for en opvisning i, hvorfor mandage er dage, man egentlig bare skal glemme. Heldigvis var det, som om ti minutter i hardcore blot betyder, at man skal nå at bunde bajerene i solskinnet inden det går løs i kælderen på det gamle hotel. Koncerten startede en halv time senere end planlagt for at få lidt flere folk med - og det var nok en god idé.

Decade består af én australier og tre briter, som alle bor i Danmark, hvilket giver “Copenhagen Hardcore” et særligt, men orginalt tvist. Trætte af, at hardcore-scenen ifølge dem manglede lidt nærvær, og København ofte bliver sprunget over i koncertturné regi, har de taget sagen i egen hånd. Til dagligt arbejder de på fine restauranter eller driver deres egne forretninger, og det er et yderst sympatisk slæng, der har fundet sammen. Trommeslagerens bedre halvdel var til og med to dage over termin på denne aften. Men da de stod på scenen, smed de hurtigt den pæne civile tilværelse og byttede den ud med rendyrket vrede. Men ærligt forstår man jo sagtens frustrationen over kokkeelever, der dagligt ødelægger det gode humør i diverse køkkener.

Bandets blot fjerde koncert nogensinde startede med en mærkeligt overdrevet energi – et udtryk for ren og skær spilleglæde og taknemlighed for at være til stede. Bandet præsterede fra første anslag, som om det var deres sidste dag på jorden. Lyden sad i skabet: et knusende lydbillede, uden at det på noget tidspunkt blev mudret. Lyset på scenen kunne dog godt klare en YouTube-tutorial eller to. Alligevel stod instrumenterne knivskarpt, og vokalen leverede det helt rette niveau af rendyrket aggression. 

Samlet set leverede Decade et show, der indeholdt næsten alt det, en god hardcore-koncert skal indeholde. De typisk rowdy teenagere var i aften byttet ud med et mere modent publikum, så den høje energi på scenen blev desværre ikke helt matchet i salen. Decade viste i hvert fald, at de har både hjertet og tyngden med sig - og uden tvivl har en spændende fremtid i møde.

7/10

Stick To Your Guns - Gensynsglæde efter mere end 10 år

I 2003 i Orange County havde “The O.C” premiere på FOX i USA.Tilfældigvis blev bandet Stick to Your Guns (STYG) en realitet i selvsamme område på samme tidspunkt. STYG er ekstremt poltisk og beskrives bedst som et hardcore band, der har slugt et metalcoreband til morgenmad. Vi fik begge genrer serveret i symbiose - og herrerne har haft over 20 år til at øve sig. Bandets ottende album udkom sidste år under navnet Keep Planting Flowers, som blev modtaget ekstremt positivt af både fans og kritikere.

Undertegnede havde glædet sig i adskillige år til at høre STYG, som i over ti år har forsømt de danske fans. Da billetsalget startede, kastede jeg mig over det som et barn juleaften i forventning om et udsolgt show på få sekunder. Dog var realiteten et Hotel Cecil, der sagtens kunne bære flere tørstende hardcorefans. Mine forventninger var tårnhøje til bandet, og det var med ægte forventningsglæde og stjerner i øjnene, at jeg så, at bandet trådte ind på scenen.

Fuld energi fra første anslag

Aftenen blev skudt i gang med "Nobody", hvor der omgående blev sat ild under publikums energi, og det var ikke til at tage fejl af, at et yderst rutineret orkester netop havde indtaget scenen. Der blev hurtigt fulgt op med "Such Pain", hvor energien lige fik et ekstra hak opad. Generelt set var der ikke plads til ret meget snak eller anekdoter under koncerten, hvor musikken var i det klare fokus.

Da "Invisible Rain" fra det nye album blev skudt afsted, stod det klart, at publikum ikke var i tvivl om netop dette albums indhold. Vokalen sad lige i skabet, mens guitar og trommer leverede en præcision som et indstuderet teater. Under hele sættet var det svært at sætte finger på noget af det tekniske eller instrumentale.

Under "Married to the Noise", hvor den velkendte amerikansk-klingende vokal kom til sin ret, kom aftenens første stagediver flyvende igennem de første rækker. Overordnet set var det en smule skuffende, at flere ikke havde bemærket, at der ingen vagter var i pitten mellem scenen og publikum, som normalt er en opfordrende invitation til at kaste sig ud i menneskemasserne fra scenekanten. 

En begyndende, men kort fornemmelse af monotoni indtraf midt i settet, men tippede hurtigt over i variationer, der holdt dynamikken skarp. "Spineless" med sin onde guitarlyd bød op til moshpit i symbiose med en vokal, der rev hovedet af de fleste – man kunne nærmest smage blod blot ved at forsøge at synge med.

Da storhittet "Amber" blev fyret af, spillede alt som smurt. Det er deres mest kendte nummer, og det blev leveret med ren intensitet som alle i det beskedne publikum anerkendte ved at headbange og danse rundt, som om det var en fredag aften på Daisy i Næstved.

Stagedives og vokal i masterclass-klasse

Aftenens absolutte højdepunkt kom dog, for undertegnede, i forlængelse af det helt store hit. Fænomenet hardcore-ballade er passende, da stille akkorder flød ud i lokalet med en stor kraftfuld råben fra forsangeren. Seneste albums titelnummer “Keep Planting Flowers” blev introduceret med et kort skud ud til alle, som oplever problemer i dagligdagen, og her blev følelsesregistret sat på en kort prøve. Udførelsen blev kvitteret med et stort bifald fra publikum, som netop havde oplevet et sjældent vokalt fænomen, som man ikke ofte oplever fra denne type af bands.

Afslutningsnummeret "Against them all" satte det endelige punktum. Mandag var definitivt forvandlet til fredag. Tanker om Excel-ark, støvsugning og børnepasning blev fejet til side til fordel for moshpits, fadøl og fællessang. Den beskedne sal blev ramme for en fest, som ikke behøvede at slutte, men gjorde det med et kort tak, inden tonerne gled ud i natten, og bandet satte kurs mod næste destination.

9/10