Black metal all-stars
Coverbands på Copenhell? Ellers tak, mener de fleste jo nok. Men der er altså enkelte undtagelser. I 2022 kom fire verdensklassemusikere forbi Refshaleøen for at hylde legenden Chuck Schuldiner og hans band Death. Det resulterede i en af de bedste koncerter det år, og nu var det tid til at hylde endnu en legende. Stærkt forsinket på grund af elementernes rasen stod det skandinaviske all-star-band Blood Fire Death lørdag aften klar på Pandemonium til at genoplive Quorthon og hans katalog af udødelige Bathory-sange. Der var således mødepligt for denne 80’er-dreng, og jeg blev en del af en lille udvalgt skare, der trodsede elementernes rasen og stod klar til en sidste kraftanstrengelse på dette års festival. Nu skulle vi genoplive magien fra dengang, Thomas ’Ace’ Börje Forsberg (Quorthon), var med til at lægge grundstenene for al ekstremmetal.
Blod, Ild og Død
Blood Fire Death består af Erik Danielsson (Watain), Ivar Bjørnson (Enslaved), Apollyon (Aura Noir, DHG m.fl.), Blasphemer (Vltimas, ex-Mayhem) og Faust (Djevel, ex-Emperor). En imponerende samling af black metal-veteraner, der alle har det til fælles, at de er dybt inspireret af det, Quorthon skabte med Bathory, før de selv blev stjerner. Som om det ikke var et vildt nok lineup, endda suppleret af et kutteklædt kor, så spankulerede Ghaal ind på scenen til første nummer, ”A Fine Day to Die”, fra albummet, der har givet dette all-star-band sit navn. Man kan mene mange ting om Ghaal, men påtaget eller ej, så har han en unik stil og en fantastisk karisma på en scene. Han beviste endda med det samme, at hans infernalske skrig var intakt. Men vi var slet ikke færdige med legendariske vokalister endnu.
På sang nummer to, ”Enter the Eternal Fire”, den med Quorthons måske mest ikoniske riff, fik vi Danielsson at se første gang, og dernæst fulgte Grutle Kjellson fra Enslaved, Attila fra Mayhem og Nergal fra Behemoth, der alle fik hver sit nummer. Hvor sindssygt kan det lige blive? Vi fik endda også besøg af Bathorys oprindelige bassist, Frederick Melander. Med et topskarpt backingband, en ligefrem smagfuld scenografi holdt i orange og sorte nuancer og så den velkendte Bathory-ikonografi udviklede den her koncert sig en tur rundt i black metal heaven. Ren gåsehud.
Koncerten sluttede af med ”Blood Fire Death”, som Danielson introducerede som Nordens nationalmelodi. Der var så meget power i de sange og i den måde, de blev fremført på, at man næsten ikke kunne håndtere det. Så ganske ekstraordinært for mig blev det til et besøg i pitten til allersidst – jeg havde ikke noget valg. Det her var en fuldstændig oprigtig hyldest til et af metal-historiens oversete genier, og på en eller anden måde var det bare passende, at vi måtte stå så meget igennem for at nå frem til dette klimaks på Copenhell anno 2026. Her taler jeg ikke kun om lyn og torden, men alt det metalcore og moderne metalliske ugræs, der har sneget sig over hegnet.
Metalhistorie, del II
’Metalhistorie’ skrev jeg om Anthrax i fredags, og her vi fik en endnu bedre lektion. Så længe Live Nation holder fast i kernen og stadig booker bands, der spiller musik som det, vi lige oplevede med Blood Fire Death, ser jeg ingen grund til at kritisere Copenhells forsøg på at udvide paletten og tiltrække andre, det vil sige yngre fans. Det her var en fuldstændig magisk oplevelse og måske endda den bedste koncert, jeg har set på Copenhell. Nogensinde. Tænk at det skulle komme fra et skide coverband.
Sætliste
A Fine Day to Die
Enter the Eternal Fire
Call From the Grave
Born for Burning
Raise the Dead
The Return of Darkness and Evil
Sacrifice
Woman of Dark Desires
Blood Fire Death