Undergrundens Stemmer - interview med Alexander Hall Kristensen

Selvom ideen og hele konceptet ikke er nyt, er tilgangen til dette projekt nytænkende. Diversitet og kreativ tænkning er nøgleordene bag tilblivelsen af dette første udspil fra ”Undergrundens Stemmer”.

Hvis du skal beskrive Undergrundens Stemmer med et par ord, hvad er så det første, der falder dig ind?

”Community” er sådan et ord, vi mangler lidt på dansk, men fællesskab, vil jeg sige. Det er nok det vigtigste. Det er jo det, jeg gerne vil fremme med det. Hvis man nu skal være helt gennemsigtig, så er det nok også promovering. Vi vil jo rigtig gerne have vores stemmer ud, vi vil jo gerne have vores navne ud blandt folk, så folk ved, at vi som undergrundskunstnere findes. Når det er sagt, så betyder det ikke, at vi skal gå ned på hygge, for det var også rigtig vigtigt for mig at vise i videoproduktet fra vores session her, at ja-ja, vi står og laver en masse grim musik og drikker bajere, men vi har det pissesjovt samtidig. Jeg tror, at vi brugte omkring seks timer alle mand ude i vores øvelokaler, hvor vi har et studie til at indspille. Kasper fra Stügg havde et kamera med, så vi fik optaget hver sanger foran mikrofonen, og alle har været superstøttende, så vi kunne få det bedste ud af hinanden som sangere. Det blev bare skidefedt.

Har de andre kunstnere været lydhøre over for din ide?

Ja, det synes jeg så absolut, og det synes jeg især er tydeligt, når man tænker på, hvor mange jeg har inviteret, som af den ene eller anden grund ikke har kunnet, og det kan der jo selvfølgelig være rigtig mange og legitime grunde til, men som samtidig har ønsket: ”Kan vi ikke lave et nummer to, eller nummer tre, kan vi gøre det igen, kan vi gøre det på en anden måde?” Vi havde lige undtagelsen med Frederik, der var villig til at køre hele vejen fra Aalborg, så der var altså også jyder med. Ha-ha. Så I skal ikke komme efter os og sige, at det er sådan et københavnerprojekt. Så ja, vi har fået en masse forskellige mennesker med, og det er rigtig fedt. Og responsen har hele vejen igennem været, at det har været et superfedt initiativ, og jeg har godt kunnet mærke, at for at der ikke var for mange kokke i køkkenet, så var det vigtigt for mig at møde op og være godt forberedt, så er det også meget nemmere at lokke folk til. Som jeg sagde: ”I skal bare møde op. Jeg har teksten, jeg har mikrofonen, jeg har bajerne, jeg har kameraet. Bare mød op. Bare kom op, og brøl”. Det har været gjort så nemt, så folk ville møde op. Alligevel er folk mødt op og har gjort endnu mere, end jeg havde regnet med. Folk er kommet med den her: ”Jeg vil sgu gerne lægge noget arbejde i det, hvis det er det der skal til”. Så ja, responsen har været god, og jeg glæder mig til at høre, hvad folk synes om tracket med os alle sammen på.
 

Hvordan opstod ideen? Prøv at tage vores læsere med på ”rejsen” fra ide til udførsel og til færdigt produkt.

Jeg tror, at der har været nogle ubevidste indflydelser.  Tilbage for ti år siden lavede Chris Kreutzfelt i sit studie et lignende projekt, baseret lidt mere på hardcore. Wolfpack, hed det, og alle, jeg har nævnt det for, og når vi har snakket om projektet, er sådan: ”Nå ja, det er ligesom Wolfpack, og det var bare nogle fyre, der mødte op i Chris´ studie, hvor de indspillede en hardcoresang. De lavede så en lidt mere udførlig musikvideo til, hvilket kunne være et fedt fremtidigt projekt. Så jo, det har helt sikkert været en ubevidst indflydelse, og så så vi inden for min genre (red.: deathcore), at der for nogle år siden blev lavet en supergruppe inden for deathcore (red.: The Big Six/Project: Vengeance) med blandt andre Will Ramos fra Lorna Shore, Dickie Allen fra Infant Annihilator, Taylor Barber fra Left to Suffer og nogle andre. De rykkede lidt rundt i deres personel løbende, men ideen var der: Lad os bruge det her med at showcase nogle fede sangere, og hvad de kan, for i det projekt var det helt tydeligt, at det var, hvad det handlede om. Det er nogle voldsomt dygtige sangere, som kan noget. Det skal bare showcases, det skal bare promoveres, sådan lidt a la boyband-agtigt. Så ideen om at have en masse sangere med, er slet ikke en original ide på dén måde overhovedet. Der har også været folk, der har slået rekorder med at have 100 sangere med på en tyve minutter lang sang. Når jeg har hørt om de projekter, har jeg altid kigget på dem og sagt: ”Jamen, I har ikke lavet en god sang, I har ikke lavet noget, som jeg rent faktisk gider at høre, I har ikke lavet noget, der er lolleren, og som I kan sige, er fedt, og at konceptet er grineren”. Jeg var mere opsat på at lave noget, som folk vil sætte sig ned for at høre, at det er en fed sang, og at de rent faktisk vil sprede ordet, netop fordi det er en fed sang, så det har jeg helt sikkert lagt mere vægt på, og så handlede det om at få nogle sangere med, som jeg vidste, kunne deres kram, og at få en vis diversitet med ind over. Der er nogle, der spiller deathcore, nogle spiller metalcore, slam, deathmetal, blackmetal og så videre.
Så på den måde har vi fået en bred vifte af stilarter og personer med ind over. Så fra spæd idé til at der konkret skulle nogle specifikke krav til projektet, så var det også en måde for mig at få brugt nogle af de her sange, som jeg sidder og hobbylaver derhjemme. At jeg rent faktisk får dem brugt til noget, for jeg er ikke en dygtig nok musiker til at lave noget til mit band, Hanging the Nihilist. Jeg kan ikke rigtig finde ud af at skrive noget i den stil, når der skal være alle instrumenter på, men jeg kan godt finde ud af at skrive en simpel death metal-sang, så det springer sådan lidt ud af en øvelse i at skrive sange. Det er så ærgerligt at have det, man synes, er en god sang liggende, og at den ikke bliver til noget. Derfor har jeg så også inviteret andre kunstnere ind over. Er de ikke de store sangere, men har lyst til at skrive en sang til projektet, så kunne det også være megafedt, og så får vi måske en meget bred vifte af stilarter. Det er ikke som sådan et death metal-projekt, men det har bare været udgangspunktet, rent musisk. Men jeg vil være totalt med på, hvis der er nogen, der kunne tænke sig at skrive en metalcore- eller black metal-sang, eller whatever. Så skal vi nok finde ud af det. Det skal være et projekt, hvor alle, der er med, er med til at forme, så det kommer til at afspejle det, som jeg snakkede om tidligere med fællesskabs-/communityfølelsen, som skal være i fokus for projektet.

Så når du siger det, går jeg ud fra, at det ikke er en enkeltstående sang? Er der basis for mere, måske allerede noget i støbeskeen?

Ja, helt sikkert. Jeg har gået og skrevet nogle flere sange. Om det skal være til det projekt, ved jeg ikke helt endnu. Det har jeg endnu ikke bestemt mig for, der er ikke noget, der er fastlagt. Jeg kunne godt tænke mig, at nu, hvor jeg har åbnet godteposen, eller lad os kalde det: åbnet op for et potentiale for, hvad der kan ske her, så kommer de fremtidige sange til at afhænge af, hvem der har lyst til at deltage, og på hvilken måde. Om jeg skal skrive al musik og tekst næste gang, er ikke en nødvendighed, men jeg synes, at det var et godt udgangspunkt for ligesom at få kickstartet alt det her. Jeg skal som tovholder finde en eller anden balance mellem ejerskabsfølelsen, men samtidig også kunne rumme forskelligheder og det her skifte mellem det personale, der er med. Det kunne også være fedt, hvis der er nogle producere, nogle der er bedre til at lave lyd på det hele, der har lyst til at stå for mix. Altså alle, der har været med, har jo gjort det fuldstændig frivilligt og uden kompensation. Endda også Frederik (red.: West Egerup), som har stået for artworket. Han er i forvejen grafisk designer, så vi bruger vores styrker til at fylde ud der, hvor vi kan, og hvis nogle for eksempel vil stå for lyden i fremtiden, vil helt sikkert være meget, meget værdsat. Lige nu er det ”bare” noget, jeg har smækket sammen derhjemme på computeren.
 

Så I har ikke decideret haft musikere ind over?

Nej, det er mig selv og Jon fra mit band (red.: Hanging the Nihilist), der har pillet ved lyden. Vi har indspillet det hele ude i Naverland, hvor vi i rigtig mange år har haft et spændende community, hvor vi også har øver. Det er et spændende miljø derude, hvor vi har masser af plads at boltre os på. Vi har rigtig gode forhold, remedier og ressourcer til rådighed, som gør, at man har nemt ved at tænke kreativt og ude i de her baner.

Hvor lang tid vil du tro, at der er gået, fra du fik den første ide til dette projekt og til færdigt produkt?

En måned. Fra jeg startede, til at jeg fik inviteret folk, til at vi fik indspillet, gik der ikke ret lang tid. Det var relativt korte deadlines, vi arbejdede med her. Jeg satte simpelthen ”bare” nogle datoer og håbede, at folk kunne og ikke mindst ville være med. Jeg ville jo rigtig gerne showcase så mange som muligt, så det var jo noget med at satse på en dato, hvor som minimum både Jon og jeg kunne, netop fordi vi var tovholdere. Det, jeg gjorde, var at lave et Facebook-event, hvor jeg manuelt inviterede folk, som jeg ved er sangere og sangerinder, og simpelthen skrev: ”Hey, vil I være med til det her?” Der var så nogle, der meldte sig på, så var der dem, som af en eller anden årsag ikke kunne komme, og der var dem, der af logistikmæssige årsager ikke havde mulighed for at være med, men i alt var der rigtig god opbakning. Alle har jo i bund og grund en interesse i promovering af ikke mindst af sig selv, men også af det band, du er med i. Det var også vigtigt for mig, da vi mødte op, at give folk en grund til at være der. En grund, der ikke bare var selvinteresse, men at vi også skulle have det sjovt.

Er det her et nummer, vi kan forvente at høre live, eller forbliver det en studiesang?

Umiddelbart, og jeg kan godt forstå, at du spørger. Der er jo lavet lignende på og til Copenhell i forbindelse med deres jubilæum, hvor man samlede en masse musikere omkring en sang. Det kunne være rigtig, rigtig sjovt at få det til at ske, hvis altså logistikken går op. Eller også skal Copenhell ringe. Det skal de være velkomne til. Hvis de siger, at de stiller syv mikrofoner og noget backline til rådighed i Biergarten eller whatever, så skal jeg da gøre mit for, at vi kan komme, ikke mindst for ligesom at få projektet til at leve lidt. Det skal de være velkomne til, og jeg vil da gøre alt, hvad jeg kan for at få det til at ske, hvis der er den interesse. Men umiddelbart og som tingene ser ud lige nu, så er det kun for, at vi kan smide noget ud i hovedet på de danske metalfolk og at gøre vores tilstedeværelse bekendt, på en eller anden måde.

Formålet med projektet er at skabe fokus og vise sammenhold i miljøet. Er det et mål, du selv føler, du har opnået?

Ja, vi har i hvert fald udlevet det i fællesskab, og så er anden halvdel jo at gøre opmærksom på det, og det er derfor, at jeg har taget kontakt til jer, for ligesom at tage næste skridt i den proces. Jeg er jo ikke i tvivl om, at når du er på indersiden af sådan et miljø der og deltager i det, så kan du godt mærke alle de venskaber, der er på kryds og tværs, men jeg er ikke rigtig sikker på, at man rigtig ved det ude blandt fansene og dem, der ikke deltager i det. Jeg tror, at folk sætter pris på sådan lidt ”behind the scenes”, hvad foregår der, og hvad er det for nogle mennesker, og at vi ER rigtige mennesker. Selvfølgelig er der nogle bands, der gør noget ud af deres fremtoning og deres branding og virkelig viser, hvem de er. Tag et band som Plaguemace. De er et fantastisk eksempel på, at de bare er nogle makkere, der gerne vil lave noget fee døø, og at det bare skal være fucking hygge og at have en fest. Der er også rigtig mange bands, som udadtil virker lidt lukkede om sig selv. Ikke at det er en kritik, men hvis det er indtrykket, så kunne jeg godt tænke mig at vende det lidt på hovedet. Tag for eksempel mine venner i Ghost Iris. De har en minimalistisk og nedtonet tilstedeværelse på de sociale medier. Det er deres stil, og det er totalt i orden. Jeg synes, den er fed, og at den passer godt til det udtryk, de har, men jeg ved, at de ”behind the scenes” er nogle fucking gutter, og vi har hængt ud med dem i backstagelokaler, og vi har fremtidsplaner med dem, simpelthen fordi vi er blevet kammerater. Måske kan man tage det og gøre det mere synligt, altså at det ikke udelukkende er ude blandt fans, at fællesskaber opstår, men at det også sker blandt os musikere, som virkelig har noget særligt sammen, og det synes jeg godt, at folk må se.

Nu, hvor folk har fået lov til at se og høre, hvad det drejer sig om, tror du så, at det har været en form for katalysator for en eventuelt toer? Altså at det gør noget for deres lyst til at være med næste gang?

Ja, det er da håbet. Igen, så sad jeg jo og tænkte: ”Gad vide, hvor meget at jeg skal forberede, skal jeg uddelegere en linje til folk fra starten af? Hvor mange vil jeg have med på det her? Hvor mange kan der i det hele taget være med?” Jeg sad hjemmefra og tænkte: ”Hvis jeg deler det op i så og så mange stykker, hvor mange giver det så mening at dele det ud til, hvis der kreativt skal arbejdes med det?” Du ved, jeg havde rigtig mange tanker. Nu mødte vi syv sangere op, og den blev fordelt, ikke ligeligt, men vi arbejdede med det, vi havde. Nu har vi ideen udført i sin grundform, og så kan vi fremadrettet sige, at ”Sådan har vi gjort før, det behøver ikke nødvendigvis at blive lige nøjagtig sådan her, men det lykkedes på den her måde før”.

Er det her noget, der potentielt kan komme en toer ud af? Eller måske et helt album på sigt? Hvis ja, er der allerede noget i støbeskeen, som du kan løfte sløret lidt for?

Ja, det kunne meget vel tænkes. Igen tilbage til udførslen, så kunne det også tænkes, at en toer bliver udført på tværs af geografi, hvor jeg for eksempel får tilsendt 15 forskellige lydfiler og/eller videofiler, og så bruger jeg to dage, hvor jeg ikke bruger på andet end at sidde og klippe det sammen og mixe det. Det er også en mulighed. Kan det lykkes praktisk talt? Ja, det kan det godt. Er det lige så hyggeligt? Nej, det tror jeg ikke. Så jeg ville mega-gerne have, hvis vi kunne have en hel afdeling i for eksempel Jylland, der ville stå for det hele der, og så får de lov til at repræsentere et eksempel på det derovre og næste gang et andet sted. Det vil tiden vise, men det ville nu altså være fedest med den der fællesskabsfølelse, hvor folk møder op, kan kigge hinanden i øjnene, drikke et par bajere sammen og svede lidt over at stå sammen i seks timer og så at have det minde sammen.

Nu, hvor projektet hedder Undergrundens Stemmer, er vi så ude i, at du på et tidspunkt vil komme til at sige nej tak til en kunstner, fordi de er ”for store”, så projektet potentielt kunne komme til at miste sin autenticitet?

Altså hvis Jesper fra Ghost Iris, Simon fra Baest eller Andreas fra Cabal ringede, så tror jeg da ikke, at jeg vil sige nej. Der er jo altid det her med ”Hvad er undergrund?” Det er jo et spørgsmål, som man kan stille sig selv. For ja, selvom de er store, så er der jo ingen af dem, der lever af det. Er de så stadig undergrund? Jeg kan godt forstå, hvis man siger ja til det spørgsmål på den måde. Så er der de musikere, som er med i bands, der er store i udlandet, men desværre ikke herhjemme, hvor det for mig er en gåde, at bookerne ikke har fået øjnene op for dem. Tag et band som Guttural Slug. De er kæmpestore i udlandet og headliner festivaler, men herhjemme er de stadig undergrund. Derfor giver det bare så meget mening at have Jack (red.: Christensen) med på det her projekt. Både fordi han er en rigtig god kammerat, ven med folk i mit band, og så vil han bare gerne være ven med alle, ja, han er jo simpelthen bare en skidefin fyr, og ja … også en del af undergrunden. Det kan man bare ikke løbe fra.
Så for at vende tilbage til dit spørgsmål. Nej, jeg tror ikke at der er nogen, jeg vil sige nej til. Vi har fra de største danske bands og fra de mindste danske bands. Alle er velkomne.

Så det, jeg hører dig sige, er, at det kan være svært for et undergrundsband at gøre sig bemærket herhjemme kontra i udlandet?

Nej, det ved jeg faktisk ikke om det er som sådan. Det er bare rimelig tydeligt, at det danske publikum og de danske bookere har nogle præferencer. Det vil sige alt, hvad der bevæger sig ud i at være brutal death metal, slamming death metal, gore grind og nogle af de her ret superhårde og generelt undergrundsgenrer, dem er de ikke meget for at booke. Nu ser det ud til, at Stengade virkelig har samlet den op her på det seneste her i København og har blandt andet haft Party Cannon ude at spille. De er også blevet bedre til at booke deathcore. Det er faktisk også en ny udvikling. For halvandet år siden bookede Hotel Cecil en pakke med Shadow of Intent som headlinere. Enterprise Earth, Angelmaker og To the Grave. Det er altså også en ny udvikling, fordi de danske bookere rigtig godt kan lide black metal og death metal, som i den traditionelle enten oldschool death metal eller den svenske death metal- stil. Det i sig selv er simpelthen så fint, at folk godt kan lide det, og bookerne har succes med at, ja, booke det. Det forstår jeg godt, det er slet, slet ikke det, men personligt synes jeg, at der er en stor manglende diversitet i virkeligheden, i den måde der bliver booket på, og som der først er begyndt at blive løsnet lidt op for. Den del gad jeg også godt at tænke ind i. De må godt være med, death metal-drengene, men hvor kunne det være fedt, hvis vi kunne få nogle navne op at ringe og ud i folks ører og ud foran folks øjne, som de bare ikke normalt vil høre, fordi de tager til Slagtown (al kærlighed til Bianca) og ser syv black metal- og death metal-bands, og så var det det. Hvorimod da vi, Hanging the Nihilist, spillede der sidste år, stak ret meget ud som det eneste deathcore-band. Det samme med Lifesick, der er hardcoreband. Jeg ved godt, at de kører tema, og det er slet ikke for at klandre dem, men man kan ikke lade være med at se det som mønstret for, hvordan der bliver booket her i landet, og hvad præferencerne er. Dem må man gerne have, men jeg kunne godt tænke mig, at man prøvede at ryste posen lidt, og kan jeg være med til det med det her projekt, så er det top dollar.

Følgende vokalister medvirker på sangen:

Alexander Hall Kristensen - Hanging the Nihilist
Jack Fahlberg Christensen - Guttural Slug, Septic Congestion, Wet Brain Mentality
Daniel Lønberg - Lamentari, He Who Saw The Abyss
Kasper Bøjes Hansen - STÜGG
Frederik West Egerup - Sansera
Mikkel Rützou - Archon
Magnus Karms Blichfeldts - Solipsy