Interview med Afgrunden-Podcast

Tilbage i marts så podcasten Afgrunden dagens lys. En podcast dedikeret til den sorteste metal, hvor udgivelser fra blandt andet Morild, Ildskær og Gudsforladt er blevet vendt og drejet. Vi har stillet de to herrer bag projektet ti hurtige spørgsmål om hvem, hvad og hvorfor!

Lad os lige starte med at få styr på det helt basale, før vi graver os ned i … ja, Afgrunden. Hvem er I to?

Anders: Jeg hedder Anders Aktor Liljedahl, er 35 år gammel, og jeg lever som eksilkøbenhavner i det mørke Norge med de mørke skove (Bergen). Jeg har hørt black metal i 20 års tid. Sjovt nok var ekstremmetal aldrig min ”hovedgenre” som musiklytter før for få år siden. I mine 20’ere har jeg brugt mest tid på pop, hiphop, R’n’B og klassisk (og grunge og indieagtige genrer før det). Derfor har jeg også en klart mindre referenceramme, når det gælder ekstremmetal bredere set. For det første har jeg ikke lyttet som andet end en filthy casual indtil for få år siden, og for det andet har jeg stort set holdt mig til black metal (og lidt død). I perioden før jeg dedikerede mig fuldt ud til genren, var black metal primært noget, jeg hørte, når jeg lige havde lyst til et afbræk. Til gengæld har jeg en ph.d.  i musikvidenskab og har derfor nogle værktøjer til at gå ind i musikken med, selvom jeg aldrig har beskæftiget mig akademisk med ekstremmetal (men hvis nogen vil vide noget om musikvideoer, ringer I bare). Ekstremmetallen kom mere og mere ind, i takt med at jeg måtte indrømme, at det oftere og oftere var de genrer, jeg faldt tilbage til. Da jeg afleverede min afhandling tidligt 2021, kunne jeg virkelig mærke, at jeg havde brug for noget andet end den musik, jeg lyttede mest til og skrev om, og siden da har jeg ikke set mig tilbage.

Christoffer: Jamen, jeg hedder Christoffer May Kierpaul, er også 35 år gammel og bor i Husum, København. Jeg har hørt metal, siden min far stak mig Red Warszawas Skal Vi Lege Doktor på cd tilbage i det herrens år 1999. Jeg har ikke rigtigt set mig tilbage siden, selvom jeg også har hørt alt fra klassisk rock til EDM. Jeg stiftede først rigtigt bekendtskab med black metal tilbage i start-00’erne, da mine skolekammerater begyndte at høre Dimmu Borgir. Enthrone Darkness Triumphant blev en ret stor hjørnesten i min musiksmag hen imod slutningen af folkeskolen. I min gymnasietid blev dødsmetal og særligt tech død bare svaret. Herefter brugte jeg nogle år på at lytte intenst til hybrid- eller blackened-projekter som Skeletonwitch, det gamle Månegarm, Melechesh og Kvelertak. Særligt Kvelertaks debutplade og Skeletonwitchs Forever Abomination tilbage i 2011 var store vendepunkter for mig. Derfra var det bare mere Bathory, flere blastbeats og mere smadder. Anders og jeg har begge spillet musik i langt den største del af vores liv. Men det er aldrig blevet til mere end gymnasiebands og at fedte rundt som soveværelsesguitarist. Så podcasten er vel egentlig også vores måde at være lidt med på den front.

Hvornår, hvorfor og hvordan opstod ideen til Afgrunden?

Christoffer: Anders og jeg har altid snakket musik. Personligt ser jeg podcasten som en fortsættelse af vores messengertråd, hvor vi sendte vores nyfundne bands til hinanden og snakkede om dem. Tilbage i Anders’ mere poppede dage fik han mig hooked på en podcast ved navn Switched On Pop (en podcast, der gennemgår et pophit og analyserer, hvorfor og hvordan det virker). Jeg har altid gerne villet gøre det samme, bare med min egen yndlingsgenre. Så da jeg i slutningen af 2023 blev fritstillet i nogle måneder og manglede noget at få fra hånden, var der kun ét at gøre: starte en podcast, hvor vi tager en black metal-udgivelse op. Snakker om, hvorfor den virker, på et nummer for nummer-basis og prøver at plotte udgivelsen ned på black metal-landkortet ved hjælp af nogle barometerkategorier, vi har stykket sammen på en 12 bajeres tid. What could go wrong?

Anders: Vi havde i en længere periode en tradition for, at jeg kom på besøg hos Christoffer, hvor vi drak os i hegnet og hørte og snakkede om primært black metal hele natten. Efter jeg flyttede til Norge, savnede vi begge to både det sociale og ”faglige” aspekt af vores sessions. Efter jeg havde boet i Norge i et par år, fik Christoffer ideen til at genoptage samtalerne i en mere formaliseret form som podcast – både fordi vi savnede hinandens samvær, men også fordi vi selv savnede den type indhold, som vi laver. Der er relativt få musikanalysepodcasts helt generelt, endnu færre om ekstremmetal – og da slet ikke på dansk. Der er så mange gode interviewbaserede musikpodcasts, men vi savnede nogle, som udelukkende gik i dybden med musikken. Derfor bestemte vi os for at gøre det selv. Desuden påpegede Christoffer også helt korrekt, at det er vores skæbne og pligt som hvide mænd i 30’erne at starte en podcast. Det kunne jeg ikke benægte.

Christoffer: Præcis! Det er vores pligt at skære et stykke ud af cyberspace og fylde det med vores nørdede bavl! Men ja, vi følte, der manglede et show om ekstremmetal, der var meget skarpt i sin vinkling af indhold. Vi troede forresten, at vi skulle hedde Kulkælderen i lang tid. Vi havde endda oprettet en masse socials med navnet og havde endda optaget episode ét om Houle som Kulkælderen, indtil vi fandt ud af, at det var navnet på en etableret og prisvindende tegnestue i København. Oh well, det blev Afgrunden i stedet for.      

Nu har I jo lavet fem afsnit allerede, og indtil videre er det jo nogle forholdsvist små bands, I har fokuseret på. Var det et bevidst valg at starte med Houle, et skønt, omend “ukendt” band – hvorfor ikke sætte i gang med noget, alle kender som eksempelvis De Mysteriis Dom Sathanas?

Anders: Det er bevidst af flere årsager. For det første er en af de ting, vi gerne vil med podcasten, at introducere folk til musik, de måske ikke kender i forvejen. Formatet på podcasten er jo sådan, at de fleste lyttere nok er black metal-fans i forvejen. Jeg vil gætte på, at de allerede har hørt 6.000 forskellige mennesker snakke og skrive om for eksempel Mayhem eller Darkthrone. Og selv hvis ikke de har det, skal de nok finde dem uden vores hjælp. Det er mindre sandsynligt, at de finder de små ting. Vi synes, at de mindre bands fortjener at blive taget lige så seriøst som de store. For det andet bliver det ofte væsentligt mere komplekst rettighedsmæssigt med større bands, fordi der måske er forskellige rettighedshavere i forskellige lande. Der er det ofte enklere med de mindre kunstnere. Ofte ejer mindre kunstnere selv 100 % rettigheder, og hvis ikke, er det bare ét pladeselskab/én distributør, man skal snakke med. Derudover – og dette er en ren antagelse – har vi en frygt for, at det kan være sværere at få godkendelse i tide med de store bands, fordi de simpelthen måske ikke svarer på alle henvendelser, de får.

Christoffer: Det, Anders siger. De små bands fortjener virkelig at blive snakket om. Der er bare så meget guld at finde nede blandt de artister med relativt lavt månedligt lyttertal. Jeg vil personligt hellere bruge min tid på at snakke om sådan nogle bands end dem, der allerede er etablerede. Men når det så er sagt, så er vi også i gang med at tage tilløb til nogle lidt større bands. Derudover kan enhver jo komme ind fra gaden og rable ukontrolleret om Bergtatt eller Transilvanian Hunger. Så vi tænkte også, at det ville give lidt street cred at starte med små bands.

Hvordan udvælger I de udgivelser, I debatterer?

Anders: Vi kører efter et ”to ja, et nej”-princip. Vi skal begge kunne lide og mærke albummet – af et par årsager. Vi har fra starten været enige om, at podcasten skal være så lidt smagsdommeragtig som mulig. Det kan jo være svært at undgå 100 %, men bundlinjen er, at vi kun snakker om ting, vi godt kan lide, så der ikke er nogen plade, vi overordnet skal snakke negativt om. Og så har vi begge for travlt med familier og fuldtidsjobs til at orke at lægge alt det arbejde i at lave podcast om noget, vi ikke er fans af. Et sidste parameter for os er, at vi gerne vil have en nogenlunde genremæssig diversitet i de album, vi tager op, så det ikke er for eksempel 90 % atmo-black, men at vi giver plads til flere forskellige versioner af genren.

Christoffer: De udgivelser, vi snakker om, skal være nogle, vi har følelser for. Der skal være noget at gå op i, og det er der typisk kun, hvis det er en udgivelse, vi begge er meget begejstrede for. For mig er hele essensen af podcasten, at to nørder gusher over noget, de er helt vilde med. Ideen er, at energien skal være ivrig og entusiastisk. Så vi vælger nok ikke en udgivelse, der ikke kan bringe de følelser frem i os. Og så er der nok negativt content på internettet. Vi har ikke behov for at føje mere til den gylletank. 

Er der udgivelser/artister, I ikke vil debattere i cyberspace på grund af associerede kontroverser? Her tænker jeg for eksempel på en Hvid Greve, der var glad for at lege med tændstikker.

Anders: Vi går ikke op i, hvad folk går og lytter til derhjemme, men vi har helt klart nogle grænser for, hvad vi vil give taletid i podcasten. Vi er ikke en politisk podcast, så med mindre politik er noget, som direkte figurerer i tekst/musik, så bliver det ikke taget op. Vi vil heller ikke løfte pegefingre og råbe fy-fy efter alle med et Burzum-patch, bare fordi Varg er en usling. Vi har dog som privatpersoner begge ret klare holdninger. Vi vil hverken agere platform for nazister, højreekstremister (heller ikke folk, som ”leger” nazister ”for sjov”, fordi “black metal skal være kontroversielt”), mordere, racister, queer-fober, kvindehadere eller pædofile. Også fordi vi altid opfordrer folk til at støtte de bands, vi har med, økonomisk. Vi undersøger alle bands, vi snakker om, så godt, vi nu kan, og tager det på sag for sag-basis. “If it walks like a duck” og alt det der. Der er så mange gode bands med helt almindelige mennesker, så man behøver altså ikke promovere røvhullerne. Når det så er sagt, så er det heller ikke, fordi vi kræver, at alle bruger hele dagen på at klappe kaniner og donere alle deres penge til velgørenhed. Man må gerne have en anden overbevisning, end vi har, og der er også plads til folk, som er lidt seje og edgy. Vi går heller ikke op i, om man engang har spillet koncert samme aften som et eller andet lyssky band i en eller anden tilfældig sammenhæng. Man må gerne være misantrop, så længe det rent faktisk er et had, som er rettet imod alle og ikke bare imod bestemte befolkningsgrupper. Vi kunne ikke drømme om at udspørge bands om, hvilke holdninger de har, og hvis ikke vi kan finde noget om dem på nettet, anser vi det også som, at de er OK at tage op.

Christoffer: Podcasten er for så vidt ikke et politisk projekt, men Anders og jeg er politiske mennesker. Så vi har selvfølgelig nogle grænser for, hvad vi gider at snakke om og agere platform for. Som sagt tidligere skal energien være ivrig og entusiastisk, og jeg har lidt svært ved at få de følelser frem over grupper, der ikke kan få armen ned. Men man må sgu høre, hvad man har lyst til. Bands kan bestå af røvhuller, men man kan jo stadigvæk have fundet noget i musikken. Jeg har bare personligt svært ved at abstrahere fra det. Men som Anders siger: Det er ikke, fordi vi kræver, at man skal være godheden selv. Og ja, mand! Hvis man har had med i klassen, så har man had med til alle! Derudover er vi nonprofit, så hvis vi finder ud af, at vi har snakket om et band, der er kørt helt ud over skrænten, tager vi bare episoden ned uden den store palaver.

Anders: Den danske black metal-scene er blevet vanvittig mangeartet, og der sker vildt meget spændende også – og måske især – i undergrunden. Man kan snildt finde en masse gode ting ved at gå på opdagelse på Bandcamp og i de forskellige pladeselskabers kataloger eller ved at gå ned i Mephisto og spørge om anbefalinger. Mit indtryk er, at den danske black metal-scene er lidt mindre dogmatisk end andre skandinaviske scener; måske fordi de andre lande har haft en større og mere fasttømret lyd på grund af større succes igennem en længere periode end det, vi kender fra Danmark. Bare for at nævne få danske navne, man bør holde øje med fra undergrunden: Shrug, Lysbaerer, Helskov, Blodmåne, Røkkr, Kold, Kultleder, Martre, Frelser, Helhest, Landsknægt, Í Myrkri, Agrat, Udpint og en hel masse andre. Samtidig skylder den nutidige danske scene meget til nogle af de gamle undergrundsfolk som Blackhorned, Angatyr og Feikn (udover selvfølgelig hele Solbrud-bølgen). Og forresten har vi 50 % dansk, forstået på den måde at vi sigter efter at have hver anden episode om et dansk band. Der er så godt nok lige sket nogle logistiske ændringer, som gør, at næste episode (episode seks) også bliver om et amerikansk band ligesom episode fem, men så bliver både episode syv og otte om noget dansk.

Christoffer: På den danske black-scene har vi i de sidste fire år set nogle enorme udgivelser! Vi er et sted lige nu, hvor der hele tiden er nye takes på, hvad dansk black kan være. Fra ORM til Gabestok, fra Fanebærer til Ildskær og fra Heltekvad til Gradience. Samtidig er der udgivelser lige om hjørnet fra de danske veteraner Horned Almighty og lidt senere Morild. Så der er sket meget, siden Solbrud (RIP) startede den nuværende danske black-bølge tilbage i 2012, og jeg kan kun sidde og klappe i mine små hænder, imens jeg glæder mig til det næste, som scenen spytter ud. Da jeg ramte ind i genren igen i 10’erne, blev jeg tiltrukket af den meget introspektive og naturtilbedende måde, især de dengang nye danske bands gik til genren på. Man havde kastet Satan af sig (generelt set; der er heldigvis stadig nogen, der holder Djævlens fane højt) og erstattet ham med de indre dæmoner. På den måde blev der gjort lidt op med mytologien omkring den norske anden bølge. Musikken kunne stå på egne ben og uden en så smal musisk referenceramme. Men generelt er den danske metalscene blevet et ret vildt sted. Vi har aldrig haft så mange små metalfestivaler rundtom i landet, som vi har nu. Som fuldtidsmetalhead kan man jo næsten ikke få armene ned. Men man får vanvittigt travlt, hvis man skal nå dem alle. Ser man på for eksempel Slag Town Slays tilbage i april samt Copenhagen Metal Fest og Metal Magic, så er den danske black rigtig fint repræsenteret. 

Hvad er det ved lige præcis black metal, en forholdsvis esoterisk og stadig “dæmoniseret” undergenre, som tiltrak jer i første omgang?

Anders: Første gang jeg hørte black metal (og ekstremmetal for den sags skyld) var omkring 2003-2004, hvor en pædagog i ungdomsklubben spillede ”Mother North” for mig. For en 14-årig, som aldrig havde hørt om et blastbeat eller noget hårdere end Nirvana eller Ungdomshuset-punk, var det som at blive kørt ned af et tog. Men der var noget mere end bare det ekstreme og det hårde, for i musikken var der, for mig, en længsel og melankoli, som virkelig talte til mig, og som jeg egentlig har ledt efter lige siden. Den rå lydmur, der er i meget black, føles, helt personligt for mig, som et meget godt spejl for tilværelsen: Verden er et ekstremt overvældende sted, men der findes så meget der af både godt og ondt. Det hører jeg i mødet mellem det brutale og det indadvendte, som findes i stort set al black. Al den kontrovers med mord og kirkebrændinger virkede – og virker stadig – mest af alt bøvet og useriøs. Forstå mig ret: Mord, nazisme og afbrændinger af uerstattelige kulturskatte er meget alvorlige, men jeg kommer aldrig til at kunne tage de såkaldt “filosofiske” og ideologiske aspekter bag hele den der ”trve kvlt had alle og vær meget ond”-ting seriøst.

Christoffer: Lyden. Lyden af kontrolleret kaos, der rejser sig i en lydmur, som man ikke kan andet end at overgive sig til. Man ved aldrig rigtigt, hvad der kommer rundt om det næste hjørne: et doomet stykke, et thrashet stykke, et folket stykke eller måske noget fuldstændig afstumpet, man aldrig har hørt magen til? Det hele er bundet sammen i et voldsomt, knusende og hæsblæsende udtryk, der faktisk ikke giver en fuck for, om man som lytter er med eller ej. Der bliver følt så fandens meget i den her genre, og melankolien vil ingen ende tage. Her kan alt tages op, og det føles ofte så fandens befriende. Samtidig er det et sted, hvor en “grim” lyd ikke er fy-fy. Sjældent har jeg resoneret så meget med et musisk udtryk.

I hvert afsnit nævner I jo, at I har fået lov af det pågældende band til at afspille deres musik. Har I fået afslag fra adspurgte bands og derfor været nødt til at vælge et andet som udgangspunktet for et afsnit?

Anders: Nej. Vi gør altid bands opmærksomme på, at podcasten er ikkekommerciel, og at ingen tjener noget på det, så det hjælper sikkert på succesraten. Men hvis vi en dag får et nej, må vi jo tage den derfra og beslutte os for, om vi skal lave et afsnit, uden at vi spiller musikken, eller om vi skal finde en anden plade at snakke om.

Christoffer: Vi har altid ment, at podcasten bliver lidt tom uden musikken, som vi snakker om. Så det skal være en meget vigtig plade, hvis vi stadig skal snakke om den, selvom vi får et nej. Men altså vi har ikke fået et nej endnu, og hvis vi gør, er der fuld respekt for det. Indtil videre er vi bare mega taknemmelige for, at vi får lov.

Personligt er mit favoritaspekt ved black metal, at den på én og samme tid er en genre, der er ekstremt konservativ, ortodoks og tenderende dogmatisk, og samtidig en genre, der konstant udvikler sig og prøver nye ting af. Hvad synes I, er det mest spændende ved genren?

Christoffer: Jeg er meget enig i den udlægning. Jeg elsker, at genren hele tiden er oppe til diskussion. Vi er jo så vidt, at den gamle og mere dogmatiske tilgang har fået sin egen undergenre (raw black). Men selv der bliver der leget med, hvad raw black metal vil sige, og hvad den kan holde til at blive udsat for. Andre steder bliver genren nærmest anvendt som en tekstur i musik, der er drevet af andre elementer. Det er som en Rubik’s Cube i gråtoner, der bliver kastet rundt i forskellige konfigurationer. Men ens for langt de fleste udgivelser er, at man får lige dele af det mest afstumpede og det mest sårbare. Samtidigt er det en utrolig teatralsk genre. Jeg er vild med, at vi for tiden får flere og flere bands, der committer til et vildt koncept, om det er søfolk, opdagelsesrejsende, middelalder, gamle danske digte, krigshistorie eller Cthulhu. Man får altid et godt show på den ene eller anden måde 

Anders: Der er et par ting. For mig at høre er black metal både den mest indadskuende ekstremmetalgenre og en af de eneste musikgenrer generelt, hvor man kan føle, føle, føle i yderste potens, uden at det nødvendigvis kammer over og bliver kitsch eller en parodi. Følelserne bliver taget dybt seriøst (også selvom det ikke er trve at omtale for eksempel had eller desperation som en følelse). I black metal kan jeg møde mig selv. Der er en enorm følelsesmæssig spændvidde – fra hadet til melankolien, til kærligheden, til skammen, til ensomheden, til sammenholdet, til afskyen, til håbet, til uvisheden, til skrækken, til opgivelsen, til skrøbeligheden, til raseriet, ja, det hele egentlig. Genren har en fantastisk evne til at balancere det dyrisk og larmende brutale og det sårbare på en knivsæg. Derudover er det, som du hentyder til i spørgsmålet, fedt at afkode, hvordan en plade måske lægger sig op ad nogle ældre dogmer fra genren, samtidig med at den udfordrer dem eller gør noget lidt anderledes. Og så er black metal en fantastisk blandingsgenre. Den skyder liv, kant og energi ind i alle de genrer, den bliver blandet med. 

Hvad er den langsigtede plan for Afgrunden?

Christoffer: At blive ved så længe, vi har det sjovt. Man får virkelig blod på tanden, når man får den respons, som vi har fået i de sidste par måneder. Og så er det hjernedødt interessant at høre fra de bands, vi tager op, og deres oplevelse af, at vi går i dybden med deres musik. Jeg har også en utopisk drøm om at sætte et Afgrunden-liveevent op med en række undergrundsbands. Men hvornår fanden vi skulle finde tid til det, ved jeg ikke.

Anders: Det, Christoffer siger. Vi er ikke for seje til at indrømme, at vi bliver virkelig glade for at få kommentarer og tilbagemeldinger fra både lyttere og fra bands. Det kunne være sjovt at have noget live til Copenhell Con, A Colossal Weekend eller lignende, men vi har ingen ideer om, hvordan den ide skal føres ud i livet, hverken logistisk eller indholdsmæssigt.

Og sluttelig: Hvad er jeres absolutte favorit-black metal-band og/eller -udgivelse?

Anders: Jeg nægter at vælge én, så jeg kan give et par forslag. Tidligere nævnte jeg, at jeg har ledt efter den længsel, jeg fandt i “Mother North”. Jeg fandt den igen hos Agriculture og deres debutfuldlængde fra 2023. Det er så voldsomt og larmende og så sårbart. Husk at se dem i Lille Vega den 7. september! Jeg kommer heller ikke udenom, at Nattens Madrigal (1997) bare gør noget ved mig. Den plade er uden sammenligning det bedste, der kom ud af Norge i 90’erne. Af det atmosfæriske er det svært at gøre det meget bedre end Afskys Ofte jeg drømmer mig død (2020). Og hvis man er til smadder, heltedåd, sværd og trolddom – og det er alle jo – så giv mig Gudsforladts Friendship, Love and War (2022), eller giv mig døden!

Christoffer: Åh, den er svær. Så her er fire: Som komplet udgivelse, hvor alt fra indhold, musik, det grafiske, design til, ja, det hele bare spiller, så ville jeg sige Solbruds Levende I Brønshøj Vandtårn (2021). Gatefolden med booklet, dvd og hele pivtøjet. Jeg mener i øvrigt, at det er en af de bedste danske liveplader, der er blevet udgivet, og er klar til at dø på den klippe. Lidt mere esoterisk så er Havukruunus Uinuos Syömein Sota (2020) en alltime favorit. Men hvis der skal lidt mere smadder på drengen, så er Spectral Wounds A Diabolic Thirst (2021) en moderne klassiker. Og til sidst er der aldrig noget, der kommer til at slå Bathorys Blood Fire Death (1988).