The Summer of ’99
I 1999 var nu-metal ved at tage over fra grunge, cargobukser og army-støvler var lige så trve som skovmandsskjorten, og metal og klassisk fandt hinanden i smuk symbiose.
Voksede man op og dannede sin ungdomsidentitet i halvfemserne, bliver man uvægerligt nostalgisk fjern i blikket ved tanken om årtiet, der for nogen af os åbnede en verden af skovmandsskjorter og militærstøvler, lavthængende guitarer og høj volumen, små øvelokaler og store drømme.
Radio, TV og trykte magasiner var de primære – og stort set eneste – kilder til ny musik dengang, hvor man sad med tilbageholdt åndedræt og fingeren klar på record-knappen for at optage DET gode nummer fra radioen og fuldende endnu et kassettebånd påskrevet ”Mix”.
CD-samlingen blev grundlagt, og på konfirmationsanlægget hos overtegnede kørte Metallica, Machine Head, Korn, Sepultura, Faith No More og Nine Inch Nails i loop med danske helte fra D-A-D, Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Sort Sol.
Mens eurodance gjorde sit indtog i Europa, og grungen både blomstrede op og sygnede hen, spillede jeg yderst tvivlsomt guitar i det nogenlunde lige så tvivlsomme band James Kirk Jam (!) og forsøgte at balancere ungdomslivet med kæreste, familie, venner, fester og fritidsinteresser.
Det var dengang, man stadig havde fysiske koncertbilletter – de blå med stiplet kant fra Billetnet – og trykt musikprogram på festivalerne. Metallica spillede på Roskilde i 1999, men jeg havde desværre ikke fået billet og havde da også travlt med at gå til studenterfester. For mig var dette altså både personligt og musikalsk et stort år, og her kommer i anledning af Heavymetal.dk’s 25-årsjubilæum de tre udgivelser, der kom til at betyde mest for mig i 1999.
3. Machine Head: The Burning Red
Machine Heads liste over tidligere medlemmer er næsten lige så lang som bandets diskografi, og den er ellers omsiggribende. Som eneste tilbageværende oprindelige medlem har Robb Flynn, der stiftede Machine Head for mere end 30 år siden, da heller aldrig lagt skjul på, at han fylder meget i konstellationen.
Faktum er ikke desto mindre, at Machine Head trods eksperimenter i flere retninger altid er forblevet tro mod, ja, Machine Head. Bandet har udgivet gode plader, dårlige plader og alt derimellem, men kernen har altid været den samme. Og har man som jeg haft fornøjelsen at opleve Machine Head live adskillige gange, vil man vide, at Flynn med flere i livesammenhæng aldrig skuffer.
Efter et brag af et gennembrud med Burn My Eyes i 1994 efterfulgt tre år senere af geniale The More Things Change, var forventningerne til bandets tredje album, The Burning Red, i 1999 tårnhøje. Pladen endte med at sælge godt, men den faldt ikke i god jord blandt mange fans og kritikere: Selv om elementer af rap på det tidspunkt havde vundet indpas i metal, hørte det sandt for dyden ikke hjemme på en Machine Head-plade, og skulle jeg ændre noget ved The Burning Red den dag i dag, ville jeg nok også skrue lidt ned for selv samme. Og så alligevel ikke. På ”From This Day” spiller integrationen mellem bandets hurtige groove metal og rap 100 procent, og alt i alt synes jeg – både dengang og i dag – at The Burning Red er et fedt album.
Oven på de to første pladers hitparade var ganske vist ikke alle numre lige bemærkelsesværdige, men det behøvede de heller ikke være med perler som førnævnte “From This Day” samt ”Silver”, ”Exhale The Vile” og “Nothing Left” iblandt. Hertil kommer et af genrens efter min mening mest vellykkede covers, The Police-nummeret ”Message In A Bottle”, der i øvrigt fejrede 20-årsjubilæum i 1999.
2. Korn: Issues
Det er svært at pege på ét album som det store kommercielle gennembrud for Korn, for den californiske kvintet fik faktisk tidligt fyret op under karrieren. Men jeg vil vove den påstand, at bandet med Issues i 1999 for alvor smed brænde på bålet. Pladen var Korns fjerde på bare seks år, og alene førstesinglen ”Falling Away From Me” var alt, hvad fans af denne endnu nye retning inden for metal kunne ønske sig.
Jeg kan ikke pege på et eneste skuffende nummer på Issues, der på sin vis er mere poleret end forgængerne, men stadig så fuldstændigt Korn, som noget kan blive. Det kan godt være, at andre i perioden tunede deres guitarer ned og lavede bass slaps – ingen gjorde det bare som Korn, og bandet blev da også pionerer for det, vi i dag kender som nu-metal
Selv kom jeg ombord i 1996 efter Life Is Peachy, der med sine lige dele galskab og genialitet gjorde mig til livslang fan af Korn i medgang og modgang. For en halvfemserteenager var Jonathan Davis’ mere eller mindre frivillige freak-stil identifikation på alle parametre, og den dag i dag går hans vokal stadig lige i hjertet på mig. Ud over det karakteristiske scat kan ingen – og jeg siger INGEN – krænge sin sjæl ud så ægte og intenst som JD.
Det ikoniske albumcover med den slidte, øreløse bamse er i øvrigt designet af en fan, Alfredo Carlos, som vandt en konkurrence på MTV.
1. Metallica: S&M
I efteråret 1998 udgav Metallica sin i min optik lidt oversete samling af covernumre, B-sider og andet godt på Garage Inc., fra hvilken vi har fået perler som ”Turn the Page” og ”Whiskey in the Jar” (-rrrrro). Og året efter skete så det utrolige, at det 18 år gamle heavymetalband slog pjalterne sammen med hjembyens knap 100 år gamle symfoniorkester, San Francisco Symphony, under ledelse af Michael Kamen.
S&M blev indspillet over to koncerter i april, blev udgivet i november i 1999 og var for mig noget nær en åbenbaring. Jeg har altid holdt meget af klassisk musik, men hidtil havde denne ligesom kørt i sit eget spor langt fra den metal, der boede i mit hjerte. Som i to parallelle universer. Nu smeltede netop disse to musikalske verdener sammen i en symbiotisk eksplosion af lyd og sanseindtryk, og jeg blev simpelthen blæst bagover. Det var på én gang storladent og jordbundent, og jeg havde aldrig i mit (bevares, endnu korte) liv set det komme.
Hovedparten af numrene i den godt to timer lange udgivelse er fra Metallicas selvbetitlede sorte album fra 1991 og sætlisten på mange måder klassisk Metallica. Men hov! Så fik vi da også lige ”No Leaf Clover”, der sammen med ”-Human” var en nyhed skrevet til lejligheden. Bedst som alle gik og troede, at man vidste, hvor man havde Metallica, slog de pjalterne sammen med et symfoniorkester og sendte Hetfield i falset! Dén linje – ”then it COMES to be…” – giver mig gåsehud hver gang, og nummeret spillede sig med det samme ind blandt mine (mange) Metallica-favoritter.
Efter S&M gik tingene som bekendt ikke rigtigt Metallicas vej. Bandet – og i særdeleshed Lars Ulrich – måtte tage mange slag i forbindelse med Napster-sagen, Jason Newsted smækkede med døren, Hetfield røg på afvænning, og Metallicas fremtid hang sandt at sige i laser. Resten er dog historie, og heldigvis en lykkelig en af slagsen.
I 2019 markerede Metallica 20-årsjubilæet for S&M med S&M2, der kunne opleves i forskudt live i biografer verden over. Og begge plader er altså stadig guf for musikelskere.
Ønsker du at fordybe dig i 1999, så kan du med fordel tage et lyt til vores dedikerede 1999-playliste på Spotify.