Vinylbanner

EP'er, demoer og splits i 2019

Undeath / Devoid of Thought split Undeath/Devoid_of_Thought_omslag

Endnu et år, endnu et bjerg af oversete udgivelser. Er der én ting, der kan få tårerne til at trække streger i min corpsepaint, er det tanken om al den fremragende musik, jeg aldrig kommer til at høre (endsige plapre om). Men i stedet for at dvæle ved musik, jeg ikke har hørt, så tillad mig i stedet at dvæle ved musik, jeg har hørt. 2019 bød på nogle helt utrolige undergrundsoplevelser, og de fleste af mine favoritter findes her. Samme regler som sidste år: Er det godt nok, er det godt nok til at betale for. Samme opfordring som sidste år: Er det godt nok, er det godt nok til at betale for. Lad os komme i gang.

Hellripper – Black Arts and Alchemy

Black Arts and Alchemy er den udgivelse, jeg har lyttet mest til i 2019. Lige fra åbneren ”All Hail the Goat” er der dømt forkullet speed metal á la tidlig Running Wild. James McBain, det eneste medlem i Hellripper, giver hals med absolut ryggesløs fandenivoldskhed. Desuden finder kun de allermest ubarmhjertige riffs vej til Black Arts and Alchemy, og kombineret med kortfattet sangskrivning er der ikke rigtig noget at brokke sig over. Black Arts er tilgængelig både på CD og 12” lidt endnu, og hvis man elsker fart, sjov, ballade, blasfemi, ødelæggelse og metal, så bør man anskaffe et eksemplar, inden de bliver udsolgt.

Undeath / Devoid of Thought – Sentient Autolysis / Cosmic Apoptosis (Split)

Jeg har et had/kærlighedsforhold til amerikanske Caligari Records, fordi de udgiver fantastisk musik, men kun på kassettebånd. Jeg ønsker så vidt muligt at støtte de kunstnere, jeg lytter til, men femten dollars for at transportere et syv-dollars kassettebånd, som jeg end ikke har en afspiller til, er for meget – og jeg ved, jeg ikke er ene med den frustration. Da italienske Devoid of Thought udgav deres fremragende anden demo, Cosmic Apoptosis, i samarbejde med Caligari, opgav jeg derfor slukøret at skaffe et eksemplar. I november – syv måneder senere – kom én af undergrundens sande helte imidlertid til undsætning. Ikke alene fik Cosmic Apoptosis et oplag på vinyl, det blev sågar udgivet i Europa som en split med amerikanske Undeaths seneste demo, Sentient Autolysis, på den anden side. Kæmpe tak til ejeren bag Fucking Kill Records; den her split er både livsbekræftende og dødsbekræftende.

Undeaths Sentient Autolysis-demo var blot en bonus til at starte med, men jeg blev straks såre glad for parringen. Sentient Autolysis er den type demo, der ikke holder lytteren hen i spænding: Riffkvaliteten er enorm lige fra begyndelsen af ”Enhancing the Dead”, og trommeslageren har en spektakulær evne til at betvinge nakkemuskler. Gruppen hjælpes i øvrigt godt på vej af en usædvanligt god produktion; guitarerne lyder rå, snavsede og væmmelige, mens lilletrommen minsandten har en ægte gennemslagskraft. Undeath stammer fra Rochester, NY, og har en tidligere demo (også fra 2019) i bagagen, som jeg endnu ikke har fundet tid til.

Italienske Devoid of Thought spiller ligeledes råt dødsmetal. Lyden har rødder i en form for morbid dyrkelse af det ydre rum, hvilket dels kan glanes ud fra titlerne og dels høres i de særegne valg af akkorder tilsat heftig rumklang. Bortset fra indledninger holder italienerne fokus på at stykke sangene sammen af riffs og strukturere riffene for kosmisk effekt. Og riffene og strukturerne er effektfulde. Hver af demoens tre sange har således ét af de øjeblikke, hvor musikken eksploderer i det helt rigtige riff på det helt rigtige tidspunkt. Cosmic Apoptosis er som nævnt gruppens anden demo, og den første, Astral Necrosis, er ligeledes kraftigt anbefalelsesværdig.

Sedimentum – Sedimentum

Endnu en perle i et svøb af skidt og snavs fra Fucking Kill Records (oprindeligt selvudgivet). Sedimentum var faktisk den plade, der fik mig på F.K.R.’s mailingliste, som senere bragte mig det gode budskab om Undeath og Devoid of Thought. Canadiernes selvtitulerede demo er her dog på grund af sin egen styrke, som er anselig. Sedimentum er virkelig dystert og voldsomt dødsmetal fra grotten; lyden af uskyldige mennesker, der bliver tæsket ihjel af en bjørn i en blodrus. Tyngden på denne demo er urokkelig, og hadet er sanseløst – ergo er det ophøjet kunst. Lyt og pis i bukserne.

Sölicitör – EP 2019

Sölicitör blev dannet sidste år i Seattle, og deres første EP med heavy/speed metal har vakt store forventninger til fremtiden – i hvert fald hos mig. Udover glimrende speed-riffs og harmoniserede hooks har gruppen en uforlignelig forsanger i Amy Lee Carlson. Hendes stil står midt mellem usødet speedmetal og storladent heavy metal og er en væsentlig årsag til EP’ens urørlige attitude. De to første numre blev udgivet som en demo tidligere på året, men genindspilningerne på EP’en er væsentligt bedre i mine ører – primært fordi vokalen lyder bedre. Hvis man foretrækker sin speed så rå som overhovedet menneskeligt muligt, kan man tjekke demoen ud.

Master’s Call – Morbid Black Trinity

Metal-archives fortæller om Master’s Calls forsanger, Shayan, at han forlod sit hjemland, Iran, som sekstenårig for at kunne nyde frihed til at spille metal. Det er sgu da beundringsværdigt. Hans præstation på Morbid Black Trinity lever heldigvis op til de forventninger, som historien og musikken sætter. Master’s Call spiller en form for thrashet ekstremmetal ikke ulig Celtic Frost, men tilsat en halvmelodisk dramatik fra anden bølge black metal. Morbid Black Trinity er velskrevet, velriffet, velbrølet og veltæsket, og den har siddet uhjælpelig fast i hovedet og i høretelefonerne, siden den udkom i januar.

Suffering Hour – Dwell

Suffering Hour spillede én blandt mange koncerter på Killtown Death Fest, som jeg var ked af at gå glip af. Deres musik er ganske enestående og løst karakteriseret som blackened death metal (eller måske deathened black), men selv dét giver et misvisende indtryk af, hvad fanden amerikanere her egentlig laver. Ovenikøbet er Dwell blot en enkelt sang på hele atten minutter, men sangskrivningen er så dynamisk, at man ikke ænser det. Med inspirationer fra død, thrash og melodisk black metal samt glimrende sans for progression er Suffering Hour én af de grupper, som kører deres helt egen stil, og jeg kan kun anbefale, at man selv stifter bekendtskab med dem.

God’s Bastard – Last Standing Village

God’s Bastard er en duo fra Brooklyn, New York, bestående af det næsten ubeskrevne blad Drew Hays på guitar/vokal samt knap-så-ubeskrevne blad Lev Weinstein (Anicon, Woe, Krallice m.fl.) på trommer. Last Standing Village er deres debut-EP, og sikke én af slagsen. Hays og Weinstein spiller black metal med en snert af sludgemetallens hårdhed og en hang til nærmest episklydende riffs. De tre sange på Last Standing Village er fremragende, selv når man glemmer, at det er Hays’ første udgivelse nogensinde, og jeg håber på at høre meget mere fra guds bastard inden længe. Weinstein udgav i øvrigt også en EP sammen med Woe her i 2019, som også er glimrende.

Boblere

Sidste år havde jeg en række udgivelser, som jeg simpelthen ikke havde tid til at skrive noget som helst om. Det har jeg også i år. Sidste år skød jeg skylden på mit barn. Det gør jeg også i år. Men til forskel fra sidste år, samler jeg dem i en stribe boblere. Jeg lægger netop nu mærke til, at alle på nær én er dødsmetal. Hvad kan jeg sige? Jeg elsker dødsmetal.

Devoid of Thought/Into Coffin – Split: På nuværende tidspunkt er det rimeligt at kalde mig fan af Devoid of Thought, og jeg er godt på vej til at blive fan af Into Coffin også.

Chaotian – Festering Carcinolith: Beskidt, brutal, hurtig, langsom, tung, voldsom; Festering Carcinolith er en tour-de-force i dødsmetal fra københavnerne.

Graveview – Demos ’18-’19: HM2-overdrevet tempofyldt dødsmetal med masser af brutalitet og eminente riffs (selvfølgelig).

Ripper – Sensory Stagnation: Death-inspireret teknisk dødsthrash fra Chilenske mestre udgivet på evigt thrashende Unspeakable Axe.

Unurnment – Spiritual Penury: Old-school død af den brutale slags. ”Inevitable Suffering” har det mest knusende håbløse riff, jeg i mit liv har hørt.

 Bat – Axestasy: Ryan Waste er tilbage med sit speed metal-projekt; mere behøver jeg ikke sige.

Tilføj kommentar