NOTBA4

De bedste EP'er og splits i 2018: Et tilbageblik

Call of the Wild cover art. Call of the Wild.

På HMDK kan vi desværre kun dække en sølle brøkdel af alverdens heavy metal, og den sparsomme tid vi har, benytter vi på fuldlængdeudgivelser. Men vidste du, at der hver måned udgives gigabyte efter gigabyte af EP’er, demoer og splitudgivelser, som kun i få tilfælde får den opmærksomhed, de fortjener? Størstedelen er naturligvis middelmådige i bedste fald, men indimellem falder man over noget helt særligt. Tillad mig med de ord at præsentere de EP’er og splitudgivelser, som har imponeret mig i løbet af 2018. Der er ingen rangorden, genreinddeling eller karaktergivning her - det eneste kriterium er, at jeg selv har kastet penge efter det i årets løb. Har jeg misset din favorit-EP? Så sig endelig til i kommentarsektionen, så vi alle kan more os kosteligt over din underlegne smag. Afsted!

Gevurah – Sulphur Soul

Profound Lore Records

Navnet Gevurah stammer fra jødisk teologi og beskriver (overfladisk fortolket) den ild, med hvilken Gud straffer syndige misdædere. Ser du, det jordiske rige flyder over af elendige sjæle, der trænger til en straf af gammeltestamentlige proportioner, og jeg skal ellers love for, at Gevurah forstår at blæse til flammerne. Hvad der slog mig ved Sulphur Soul, er netop den umådelige intensitet, hvormed canadierne forkynder Hans komme. Gevurah udviser en skarpsleben sans for apokalyptiske progressioner og ildevarslende melodiske riffs, alt sammen bragt til den jordiske verden på en bund af heftig tremolo-picking og blastbeats (hvad havde man forventet?). Der er ikke gjort store forsøg på at skabe hooks eller genkendelig sangskrivning, og det er godt det samme, for Gevurahs styrke ligger i at skabe en mur af lyd først og dekorere den derefter. 2018 har været et forrygende år for black metal som genre, og selv da har Gevurahs skilt sig ud med deres kvælende stank af svovl.

https://gevurah.bandcamp.com/album/sulphur-soul

Deströyer 666 – Call of the Wild

Season of Mist

Ja, Deströyer 666 udgav en EP i 2018 og ja, den er pissehamrende fed. K.K. Warslut er i den grad kommet ud af sit kreative tomrum, sidste år med den fortrinlige Wildfire og i år med EP’en Call of the Wild. De fire sange her er umiskendeligt K.K. Warsluts kreationer (Edit: nej de er ej, se Strømblads kommentar forneden) – flænsende riffs kombineret med fængende progressioner og melodier – men bærer et større præg af speed metal end klassisk Deströyer. Tag for eksempel åbneren ”Violence Is Golden” (årets ordspil, ingen afstemning behøves), som begynder på klassisk manér med et bydende midttempo riff tilsat Warsluts grovkornede glammen. Henover midten transformeres sangen imidlertid til lydsporet til et barslagsmål med et rockende speedriff og tilsvarende slagkraftigt refræn. Titelsangen er dog EP’ens højdepunkt, og overstråler i det hele taget det meste af hvad jeg har hørt i år. Det er som om, Warslut har taget essensen af sin åndelighed og kogt det ned til knap fem minutters gribende og urmenneskelig følelsesudladning, og omkvædet har siddet uhjælpeligt fast i min hjerne i månedsvis. Jeg spillede hele EP’en for min kæreste, og hun spurgte mig, om ikke hun havde hørt den sang før. Jo, hun havde.

https://destroyer666.bandcamp.com/album/call-of-the-wild

Fluisteraars/Turia – De Oord (split)

Eisenwald

Fluisteraars og Turia fra Holland deler et medlem og spiller begge en form for innovativ black metal, hvor rå aggression og had viger for naturskønne lydskaber, i hvilke sangene indledes og udvikles uden nogen egentlig struktur for øje. Temaer præsenteres og enten flyder de ind i hinanden eller afløses brat af nye idéer alt efter, hvor inspirationen bringer dem.

Fluisteraars lægger ud med en langsom, tung rytme med forvrængede akkorder og melankolske melodier lagt ind over, og lyder en smule som en langsommere Drudkh i dagslys. Vokalerne skiftevist halvsynger og growler, men det overordnede lydudtryk forbliver farverigt frem for visnet. Helt uden synth får gruppen skabt et meget atmosfærisk stykke, som man gennem samtlige femten minutter fortaber sig i.

Turias side er mere konfliktfuld og uheldssvanger, hvilket afstedkommes af blastbeats, højere tempo, mere lidelsesfulde vokaler og mere påtrængende riffs. Guitarforvrængningen er skruet ned hvilket synes at bringe hver enkelt strengs klang i fokus, og effekten på lydbilledet er stort. Enkelte passager tilføjer keyboards for effektens skyld, og navnlig de sørgende klavertoner hen mod slutningen er en genistreg. Fluisteraars vinder ikke desto mindre med en valmue for en underskøn komposition, som gør det svært at koncentrere sig om selv de nærmeste omgivelser.

https://fluisteraars.bandcamp.com/album/de-oord / https://montturia.bandcamp.com/album/de-oord

Slug Salt Lava - Siaynoq

Selvudgivet

Tyrkiske Slug Salt Lava spiller en form for ørkensludge, og det er jeg glad for, da de bringer en yderst velkommen innovation til stilarten. Åbnings- og titelnummeret ”Siaynoq” lægger sig tættest op ad Crowbars Odd Fellow’s Rest, ikke mindst takket være vokalerne, der lyder som Kirk Windstein efter tre dage i ørkenen. Herfra udvikler gruppen sin egen lyd, hvor de klassiske, nedstemte riffs forbigår bluesrytmerne til fordel for øget groove. Riffene tilsættes desuden semi-rene arpeggioer, hvilket i høj grad bidrager til gruppens særegne lydudtryk. Endelig har tyrkerne et glimrende øre for sangskrivning; intet på skiven bliver hængende længere, end det er velkomment, og resultatet er fem fornemme sludge-sange, som lyder forskelligt dels fra hinanden og dels fra alt andet – en klar anbefaling til alle tilhængere af sludge.

https://slugsaltlava.bandcamp.com/album/siaynoq

Goat Disciple – Wolfcult Domination

Blood Harvest/Helter Skelter

Hvis navnet ikke er praj nok, bekendtgør Goat Disciple deres intentioner fra starten af. En trommeintro fører til et særdeles voldeligt formørket dødsthrash-riff, hvorefter de komplet uforståelige og uhyrlige growls gør entré, formentligt for at tilbede Satan, forkynde krig, bekende sig til ulvekulten eller lignende. Meget black/death/thrash – eller krigsmetal for nemheds skyld – smider alle produktionsmæssige hensyn for at skabe så meget sonisk vold, som muligt (eller for at spare penge, muligvis). Goat Disciple er hensynsløse som få og viser samtidig, at man udmærket kan have en nogenlunde klar produktion og samtidig være en blodtørstig bande barbariske banditter. Trommesalver, tremolo-hug og temposkift tager deres told på trommehinderne, og alle fire sange på Wolfcult Domination er både genkendelige og meget, meget brutale. Krigsmetal med kvalitet.

https://bloodharvestrecords.bandcamp.com/album/wolfcult-domination

Morgal – Morgal

Werewolf Records

Prøv lige at betænke følgende: finsk blackened thrash. Jo mere jeg overvejer denne kombination, desto mere overbevises jeg om, at jeg har brug for den i mit liv. Morgal bekræfter mig i denne overbevisning. I kontrast til deres norske genrebrødre bygger Morgals bidrag til genren på moltonede melodier, akkurat som man ville forvente. De melodiske riffs er fremragende og bæres frem af et regulært stormslag af utøjlet aggression, tro mod genrens æstetik, og navnlig vokalisten tager sin tørn – og mere til. Det skrig, der indleder ”The Black Goddess”, er direkte ærefrygtindgydende, og det er blot ét af adskillige eksempler. Hypen er også behørigt stor i black/thrash-undergrunden, hvilket ses af, at alle 500 vinyleksemplarer var udsolgt da jeg kiggede få dage efter udgivelsen.

https://werewolfrecords.bandcamp.com/album/morgal

Progenie Terrestre Pura – starCross

Avantgarde Music

Italienske Progenie Terrestre Pura (stiliseret q[T]p) har tidligere været i vælten med deres andet fuldlængdealbum, oltreLuna, som fik syv kranier af Søren Højer Larsen. Ét af kritikpunkterne var, at albummet løb tør for gode idéer, hvilket heldigvis ikke er et problem på indeværende EP. Deres særprægede stilart står som en fusion mellem atmosfærisk black metal og psybient, hvilket i samme ombæring forklarer, hvorfor starCross er udgivet af Avantgarde Music. q[T]p’s musik virker konceptuelt og bygger på en kerne af tremolo-pickede black metal-riffs afvekslet med sci-fi-inspirerede atmosfæriske passager af elektronisk fordybelse. Alt i alt er starCross en helt, helt anderledes lytteroplevelse, end hvad man er vant til, omend den kræver et åbent sind. Som oltreLuna skal starCross have tid til at folde sig ud, men det fortjener den også.

https://avantgardemusic.bandcamp.com/album/starcross

Empress / Piece – Piece / Empress (split)

Selvudgivet

Både Empress og Piece udgav deres respektive debut-EP’er sidste år, men hvor canadiske Empress er veteraner fra øvrige projekter (Craters, Seer, Sand Witch), er tyskerne i Piece så vidt jeg ved nye i gamet. Empress indleder med deres majestætiske blanding af post-doom-sludge, hvor vokalerne lyder som om, de bliver råbt fra den modsatte ende af et bjergpas hvis vægge udgøres af massive guitarer. Empress’ erfaring skinner igennem overalt, idet de forstår at strukturere en sang for at få maksimal effekt ud af den omklamrende atmosfære og de tunge riffs. 

Piece spiller en slags melodisk doom/sludge/stoner, og de har konsekvent min udelte opmærksomhed fra det første sekund til det sidste. Deres riffværk er hårdt, nedstemt og forvrænget, men bygger samtidig fortrinsvist på moltonede melodier, til tider tilsat smagfuldt elorgel for effektens skyld. Vokalerne ligger – ligesom hos Empress – et sted på tripel-punktet mellem growl, råb og sang, med et tilpas hint af tonalitet til at indgå i et samspil med riffene. Piece’s lyd er kæmpestor og gribende, og jeg håber på at se en fuldlængde fra dem et af de kommende år. Empress og Piece komplementerer hinanden flot, og sammen skaber de en af mine favorit-doom/sludge-udgivelser for 2018. Piece vinder med en basstrengs tykkelse på baggrund af ét-to-kombinationen Oblivion/Blood Eagle, som ganske enkelt er sublim.

https://thisisempress.bandcamp.com/album/empress-piece-split-ep

Mythborn – Wastelands

Selvudgivet

Mythborn er fra Californien, og deres genre er en form for progressiv sludge metal. Nøgleudtrykket her er ”en form for”, for det er en udfordring at levere blot en tilnærmelse af en beskrivelse. Tag Between the Buried And Me’s eksperimenteren med vidt forskellige elementer, en smule af Converges guitarværk samt Justin Chancellors basspil, og tving herligheden igennem et filter af groove-kornet sludge. Jeg kalder det sludge dels på grund af riffværket og dels på grund af de til tider hardcore-inspirerede vokaler, men i realiteten er det svært at sidestille Mythborns lyd med nogen traditionel metalgenre. Deres blanding virker til tider bizar, men der er én ting, der afholder mig fra at kassere dem som en grotesk mutant: Wastelands er både øre- og sammenhængende stik imod, hvad jeg selv ville forvente, hvis jeg blot havde læst min egen beskrivelse af dem, og den lyder ikke som noget, jeg har hørt før. Mythborn er din tid værd, tag mig trygt på ordet.

https://mythborn.bandcamp.com/album/wastelands

Morbid Reich – An Endless Heretic Advocacy

Selvudgivet

An Endless Heretic Advocacy lyder ikke som dét, det er: to chilenere, der udgiver deres tilsyneladende første værk nogensinde. Duoen er ifølge mit bedste gæt opkaldt efter mægtige Vaders demo af samme navn, men musikken er noget helt andet. Advocacy er overvejende black metal, men mange af riffene henleder tankerne på første halvdel af Mastodons diskografi. Det indledende guitarspil ville passe fint på Blood Mountain, og alle sangene har kraftige og tunge riffs at rocke ud til. ”Where Do the Gods Hide?” tager et tungt Remission-riff og forskruer det med black metal-tonalitet og karakteristisk basløs guitartone, mens trommeslager/vokalist Oor Nephilim hyler som Chuck Schuldiner med corpsepaint. Selvom fokus lader til at være på formørkede grooves, kan guitarist/bassist Walpurgis snildt svinge sig op til klassiske black metal-arpeggi og mere til på ”When Light Turns Forever Black”. Prisen på Advocacy er lige præcis, hvad du er villig til at betale, så stik dem et par dollars og deltag i kætteriet.

https://morbidreich.bandcamp.com/releases

The Unanimated – Annihilation

Century Media

Annihilation var faktisk et impulskøb, da jeg alligevel var inde på Century Medias webshop for at bestille Voïvods The Wake. Melodisk black/death fra slutfirsernes Sverige? Solgt! Jeg indrømmer, at jeg ikke kendte til The Unanimated i forvejen, og stor var min forbavselse da jeg konstaterede, at The Unanimated ikke dyrker Dissection – de er sågar et år ældre. I stedet har de deres egen, lidt mere thrashede stil, selvom fundamentet naturligvis stadig er melodiske tremolo-hug og infernalske akkordprogressioner. The Unanimated har tydeligvis styr på deres håndværk, og Annihilation byder således på tre højintense og melodiske black/death/thrash-sange (samt et mellemspil) fra nogle af mestrene. For fans kan jeg godt love et glædeligt genhør. For alle andre kan jeg bare anbefale at gøre lige som jeg.

Coffin Rot / Molder (split)

Rotted Life Records

Både Coffin Rot og Molder har demoer ude fra tidligere i 2018, men lige netop den her split… hold da kæft. Jeg ved sgu ikke helt, hvad jeg skal sige. Coffin Rot og Molder giver hver to old-school dødsmetalnumre og ét cover fordelt på 18 minutter, og hvis den her split ikke får din nakke til at gå i selvsving, står du ikke til at redde. Beklager.

Coffin Rot springer uden omsvøb ud i morbid tremolo-riffing tilsat dybe og grusomme growls, og deres blanding sidder lige i skabet. Tempoet holdes højt og sænkes kun for at opmuntre til stadig voldsommere headbanging, mens hvert enkelt riff er nøje håndplukket for at skabe så voldsom en lytteroplevelse, som muligt. Der er intet nyt, og det er også fuldstændig ligemeget når resultatet er så fuldendt som her.

Molder begynder med en Autopsy-lignende intro, inden de følger Coffin Rots eksempel og svælger i højtempo dødsriffs, tremolohug, off-beat og generel sjov og ballade. Omkvædet i ”Condemned to the Catalfaque” skal nok give dig smilet tilbage, hvis julegavehøsten skuffede, og ”Skulker” skal nok tørre det af igen. Hvis du er tilhænger af hurtig, rå og brutal old-school dødsmetal, så skylder du dig selv at høre Coffin Rot og Molders split. Splitsejren går til Coffin Rot, som fik hamret to søm mere i ligkisten end Molder, men deres del er også 58 sekunder længere.

https://rottedlife.bandcamp.com/album/coffin-rot-molder-split

 

Kommentarer (4)

Strømblad

Indlæg: 6

EP'er

Deströyer 666 EP'en er uden tvivl forrygende, men det er på ingen måde umiskendeligt KK's kreationer. Særligt er titelnummeret, som du fremhæver som ekstraordinært godt, skrevet af FK (dvs. 33% af de nye numre på Ep'en) :-)

Og, hvis du ikke er bekendt med Unanimated's bagkatalog, vil jeg på det kraftigste anbefale, at du tjekker deres to første plader (og egentlig også 3.), som er mesterværker, og en mere melodisk og varm udgave af Dissection....

Christian Søndergaard

Redaktør

Indlæg: 2

Tak for din kommentar. Jeg

Tak for din kommentar. Jeg var helt overbevist om at KK havde skrevet det meste selv, og så er min favoritsang på EP'en - og nok 2018 i det hele taget - skrevet af FK. Der kan man bare se. Det ville jeg nok have vidst hvis blot jeg havde revet mig og købt et fysisk eksemplar. Jeg skyder skylden på shipping-priser!

Unanimateds bagkatalog står højt på min alenlange ønskeliste. Efter hvad jeg nåede at høre af Unanimateds bagkatalog (i et tætpakket lytteprogram) går det over min fatteevne, at de ikke har fået nær så meget opmærksomhed som Dissection. Men sådan går det vel, når man tager elleve års pause...

Strømblad

Indlæg: 6

:D Ja, én af grundende til

:D Ja, én af grundende til stadig at handle fysisk ;-)

Der er mange oversete blackened death bands i Dissection-stilen fra halvfemserne, som burde få lidt mere opmærksom. Sacramentum har også lavet en semi-klassiker i Far Away from the sun, og Mörk Gryning er et andet opløst (men nu gendannet) overset band. Etc etc :D

Christian Søndergaard

Redaktør

Indlæg: 2

Hombre, vi er helt enige i

Hombre, vi er helt enige i fordelene ved at handle fysisk. Men når man skal bestille fra USA eller Australien betaler man mere for shipping end for selve pladen (for vinyl, vel at mærke). Hvis du kender en dansk pladeforretning, der forhandler EP'er og demoer er jeg lutter øren - og det samme gælder, hvis du har flere svenske black/death-anbefalinger!

Tilføj kommentar