De skal have baghjul nede i touren …

Walg er et sjovt ord. Hollandsk er også bare et sjovt sprog. Enhver, der var ung i slut-00'ernes Danmark, vil nok have svært ved at høre nogen tale hollandsk uden at komme til at tænke på Pim de Keysergracht fra 'Drengene fra Angora'. Hvilket jo ikke er den mest seriøse reference at sidde med.

Grundlæggende er der dog ikke meget spas ved denne hollandske melo-black-duo, der siden 2021 har spyttet intet mindre end seks udgivelser ud, hvoraf VI – sjovt nok – er den sjette. Det er ganske imponerende, især fordi niveauet altid har været ganske højt. Det mest oplagte spørgsmål, der derfor melder sig, er, om de har formået at holde det niveau, eller om de kreative safter er ved at løbe tør?

Fis og ballade

Nu skrev jeg ganske vist, at der ikke var noget at grine af ved Walg. Det er i og for sig også ganske rigtigt, for det er bestemt ikke en lårklasker-skive, a la noget Tenacious D har lavet. Men musikken er nu derfor stadig ganske underholdende, og ja, ærlig talt morsom – ikke på haha-måden, men pladen er spækket med så mange spøjse riffs, skæve takter og 'okay, den havde jeg ikke set komme!'-momenter, at underholdningsværdien konstant er i top. Derfor er det lidt en uskik samt at gøre dem uret blot at referere til dem som et melo-black-band. Her er elementer af post-metal, hedensk-folk, dødsmetal, symfonisk metal … Ja, VI er i sandhed lidt af et overflødighedshorn! Tag nu “De Beul, De Lafaard”, et nummer, som starter ud med et næsten pirat-agtigt guitarriff og senere havner pladask i Dimmu Borgir-land med et enkelt pitstop i noget, der lugter lidt henad Behemoth.

Med andre ord, så er VI en legesyg omgang, der bestemt ikke er interesseret i at blive puttet ned i en bestemt kasse. Forsøger man, vil man opleve, hvordan den som en hoppebold konstant vil springe op og ned i alle de andre kasser omkring den. “Stil Geboren” er endnu et fremragende eksempel, her får vi riffs a la Emperor, et post-blacked mellemspil ikke helt ulig Harakiri for the Sky, og så er der sgu også lige smidt en balalajka ind i mixet, bare fordi – hvilket dog ikke er helt så syret som den jødeharpe, der kortvarigt får lov at være med på “De Nacht Behoort Ons Allen Toe”.
Nu og da kammer det dog også over som på “Het Klooster Van Ter Apel”, hvor vi ender med noget underligt goth-teater-musical, der får en til at tænke på deres landsmænd Carach Angren, men også Nightwish. Det er grundlæggende fint nok, men det er bare så langt væk fra resten af pladen, at det virker fjollet og malplaceret, ærligt talt.

Noget af det, der dog fungerer allerbedst på VI, som Walg slet ikke bruger nok, er Yorick Keijzers clean-vokal. Han synger fuldstændig vanvittigt flot og med en stil, der minder en hel del om Oliver Berlin fra Finsterforst – og dét er altid godt og altid noget, man skal bede om mere af!

Safterne flyder endnu i stride strømme!

Når man tænker på, både hvor nye og arbejdsomme Walg er, så er det næsten ufatteligt, at de har begået seks værker – det i sig selv virker vanvittigt. Men at det så også er seks værker, der alle er af rigtig høj kvalitet, samtidig med at de to ikke viser nogen tegn på at være gået i stå eller være løbet tør for de føromtalte kreative safter, er – ja – næsten ufatteligt. Jovist, der er da huller i goudaen, og nu er da er pladen lidt for ambitiøs, men hellere det end det modsatte. Så hvis ikke I kender Walg, er VI et fremragende sted at starte – sæt i gang!