Du får et superlativ, og du får et superlativ – alle får et superlativ!
Jeg var nok aldrig kommet til at stifte bekendtskab med Usurpress, hvis ikke en gammel kammerat havde sendt mig et link til deres nyeste skive, Interregnum. Men hold nu fast på både hat og briller, hvor er jeg dog glad for, at han gjorde det! Interregnum er virkelig svær at beskrive med ord, men jeg vil nu alligevel gøre et ihærdigt forsøg. Lad os starte med at kaste en masse adjektiver op i luften! Storslået. Forunderligt. Overraskende. Nytænkende. Progressivt. Overvældende. Elitært. Jazzet. Esoterisk. Men det er jo så nemt at læne sig tilbage og bare slynge om sig med fine ord. “Hvad er resultatet?”, er jo i virkeligheden det, I vil vide, så lad os da prøve at se, om vi kan finde hoved og hale i det musikalske orgie, som Interregnum i sandhed er!
Ukendt ingenmandsland
Interregnum er latin og betyder den periode, der går, fra at en monark dør, til at der krones en ny. Hvis man lytter, altså virkeligt lytter, til Usurpress og sammenligner med andre svenske dødsmetalbands, så er det tætteste, vi kommer på en inspirationskilde, nok Opeth – altså det gamle Opeth. Dengang det var mørkt og dystert, men stadig smukt, og dengang hvor Åkerfeldt stadig skreg og brølede. Én tolkning kunne være, at den døde konge er (gamle) Opeth, og den nye er Usurpress selv. Men om de ønsker at være det nye Opeth eller ej, er som sådan komplet irrelevant. For selvom at en del af Usurpress indeholder elementer, der virker bekendte og familiære, så er resultatet et komplet ukendt ingenmandsland, hvor intet er, som man regnede med, at det ville være. Hver gang man sidder og tror, at man har regnet ud, hvad der foregår, så foretager musikken et skarpt venstresving, og man bliver straks utryg og ængstelig, før man genvinder sin musikalske retningssans. Det er ikke noget, alle vil bryde sig om, og især de mange skæve, skøre og progressive jazzelementer vil nok forvirre de fleste, men personligt synes jeg, at det er dem, der er med til at gøre Interregnum så spændende og speciel. Fx et nummer som ”In Books Without Pages”, der starter superlangsomt, får en til at føle, at man sidder på en snusket bar i Chicago i 30’erne. Det varer dog kun et lille minut, før whiskerstrommestikkerne bliver erstattet af blast beats, og den sleske sangstemme bliver erstattet af mægtige brøl fra Stefan Pettersson. Der er dog en vis systematik i Interregnum, for ud af de syv numre er cirka fire af dem løjerlige prog-jazz-dødsnumre, mens de resterende tre er mere klassisk svenskerdød, fx som titelnummeret eller ”The Iron Gates Will Melt”. Den helt store soniske surprise kommer dog i form af albummets sidste nummer, ”The Vagrant Harlot”, der mest af alt minder om en spøjs blanding af noget 70’er-hardrock møder Type O Negative.
Et festmåltid for høresansen
Interregnum er, indtil videre, den mest spændende skive, jeg er stødt på i år, og den er lige så god, som den er spændende. Usurpress forstår virkeligt at mestre den kunst, det er, at gå på opdagelse i musikkens univers. De formår at blande alle deres yndlingsingredienser til et fantastisk festmåltid for høresansen. Når man umiddelbart sidder og tænker over helt præcist, hvor meget de blander, eksperimenterer og leger, så er det mageløst, at de formår at få et så blændende resultat ud af det hele! Hatten af for det!