Vinylbanner
Tyrant (U.S) - Hereafter

Hereafter

· Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy Metal, Doom metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Veteraner vækkes til live

Det er altid svært at genstarte et band efter mange års pause, men ikke desto mindre er det det, Tyrant er i gang med. I 1985 debuterede bandet med albummet Legions of the Dead, der i 1987 blev fulgt op af albummet Too Late to Pray. I 1996 udkom bandet med deres tredje studiealbum, King of Kings, der med en ny og markant anderledes lyd fik en blandet modtagelse blandt bandets fans. Her knap 25 år efter er Tyrant så tilbage med endnu et album, Hereafter, der bliver det fjerde i rækken. Spørgsmålet er, om Tyrant på den nye plade er søgt tilbage til udgangspunktet fra karrierens begyndelse, eller om de fortsætter de tungere takter fra midt 90’erne?

De tunge takter fortsætter

Tyrant tonser videre i de tungere takter fra midt 90’erne, dog uden helt at glemme deres udgangspunkt i klassisk heavy metal. Men det er langt fra alt, der er som i midt 90’erne. I forbindelse med gendannelsen af bandet tilbage i 2017 er der kommet ny forsanger, Robert Lowe, som også kendes fra bands som Solitude Aeturnus, Last Chapter og ikke mindst Candlemass. Tilgangen af Robert Lowe har givet sangene et markant anderledes vokaludtryk end tidligere, men træerne vokser ikke ind i himlen. Kan han synge? Ja, det kan han. Bliver det kedeligt i længden? Ja, det gør det. Bandet spiller fortsat en blanding af klassisk heavy metal og doom, hvor det doomede er blevet mere markant. Det kommer blandt andet til udtryk på skæringerne ”Fire Burns”, ”Hereafter” og igen på ”Bucolic”.

Produktionen på Hereafter er mere poleret og knap så beskidt, som den var på de tre foregående albums. Dette kommer særligt til udtryk i vokalen. Det lyder, som om Robert Lowe kunne have givet den væsentlig mere gas, hvilket ville have klædt flere af numrene. Det har altid klædt den hårde musik med en forsanger, der synger på grænsen af sin formåen, og der er vi ikke i denne omgang. Det lyder på ingen måde dårligt, men bliver som sagt kedelig i længden. Resten af instrumenterne står klart og tydeligt i lydbilledet, og man kan uden problemer høre, hvad der foregår. Men selvom bandet spiller godt, og selvom om de spiller både hårdt og tungt, så mangler der i den grad kant. Det hele bliver for ufarligt og til tider ligegyldigt, hvilket er albummets største svaghed.

Udover de allerede nævnte sange er der endnu et solidt nummer på albummet, ”Until the Day”, hvor Tyrant viser sig fra sin bedste side. Nummeret er tungt og relativt langsomt, og det klæder bandet. Men som album bliver det for trivielt, og flere sange kunne godt være skåret ned i spilletid. Rocky Rockwell spiller fedt på sin guitar, særligt når han lader sine soloer få frit løb. Desværre er der i min optik ikke helt nok sologuitar på pladen, og den, der er, kunne sagtens tåle at tage et syretrip og flippe meget mere ud. Det samlede udtryk mangler ganske enkelt vildskab.

Middelmådig metervare

Det første, der slår én, når man lytter til Hereafter, er, at det lyder som en gruppe midaldrende mænd, der hygger sig i øvelokalet. Ikke at der er noget galt i at være midaldrende og hygge sig i øvelokalet, og til Tyrants forsvar skal det tilføjes, at det første indtryk ikke holder hele vejen. Pladen bliver bedre efter et par gennemlytninger. Men det bliver aldrig rigtig godt, og som lytter sidder man tilbage med en noget flad fornemmelse og tænker: Var det virkelig det? – og det var det så. For inkarnerede fans er der sikkert rigeligt at komme efter, og ja, der er da flere sange, der befinder sig over middel. Men som helt album er der ikke nok at komme efter.

Tracklist

  1. Tyrant's Revelation
  2. Dancing on Graves
  3. The Darkness Comes
  4. Fire Burns
  5. Hereafter
  6. Pieces of Mine
  7. Until the Day
  8. When the Sky Falls
  9. Bucolic
  10. Beacon the Light
  11. From the Tower
Metalvinyl

Tilføj kommentar