Stoneload - Addict

Addict

· Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal
Spilletid:47
Antal numre:9

Officiel vurdering: 2/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Addict(ed) bliver du nok ikke af denne skive Stoneload er et svensk band fra Umeå. De startede officielt som Stoneload sidste år, men har spillet sammen siden år 2009. Under navnet Stoneload udgav de først en demo, just efter formationen. Der er så gået et år, og bandet er nu klar med deres debut, Addict. Jeg er i tvivl om hensigten er, at man skal blive afhængig af udgivelsen, eller om man skal begynde at tage en masse stoffer, fordi denne skive simpelthen er så intetsigende. Stoneload har nogle lidt thrashy riffs, men ellers lyder skiven mere som noget dårlig heavy metal, og jeg kan se, at vokalisten synger i et doom metal band – det kan høres. Så at definere musikken på Addict genremæssigt resulterer i en blanding af lidt thrashy instrumentation, som så bliver smeltet sammen med doom vokaler, som går lidt over i heavy metal delen, og vokalerne har større fokus end instrumentationen selv. Det er underligt, når bandet stempler sin musik som "thrash metal". Som folk efterhånden har lært, så er jeg glad for, når man kan høre bassen. Det kan man her, og det er et dejligt plus. Desværre bliver det ligegyldigt, når musikken er så langt ude. Jeg vil starte med mit indtryk af denne skive, som naturligvis kom på første sang, som har samme titel som albummet. Jeg var fristet til at tro, at dette nummer måske så skulle være et af de stærkere numre. Det strækker sig op til at vare næsten hele seks minutter. Det første riff lover da også okay, det er ikke super specielt, men man kan godt komme til at forvente noget. Trommerne og bassen kører også fint med, indtil vokalerne sparker ind efter cirka et minut. De er rene og lidt mægtige, sådan nogle man kunne forestille sig på et doom album. Jeg finder kombinationen lidt morsom, men fortsætter med at lytte optimistisk. Det fungerer bare ikke rigtig, og noget jeg virkelig var nærmest mundlam over til sidst var, at over disse fem minutter og nioghalvtreds sekunder, der er ikke en skygge af en guitarsolo. Bevares, der er en basgang, der kører alene omkring de to minutter, men hvis bandet anser det som værende en udligner for den mangle guitarsolo, så er det bare ikke super godt reddet. Imens jeg gennem en forestilling stikker mig i armen med en nål, så fortsætter albummet videre ud i to lignende sange, hvor jeg bare venter på, at noget fedt skal ske. Korene, som bliver anvendt rigtig thrash metal er lidt lysere end normalt, og det lyder mere som om, at de her gutter faldt over en forkølelse. "Shattered" braste mit hjerte, og der var ikke engang en "bas solo" inkluderet. De må perioder med blast beats i "Avenger" kunne måske være soundtracket til de geværskud, som skulle ende mit miserable liv som anmelder til et album som dette. Heldigvis kan jeg bare slappe lidt af på starten af nummeret "Visions", som har en ren guitar kørende, og så en bas, der bumper ind, men så ryger det hele over i et langsomt lorteriff, men efter lidt kedelig musik i cirka tre minutter og otteogtredive sekunder, så kommer det. BOMBEN! Ja, en guitarsolo. Og hold kæft den er dårlig, men det gav mig blot et lille håb, men så kører sangen langsomt videre og slutter heldigvis, indtil næste nummer "Never Again" starter, som om bandet havde læst mine tanker. Men desværre skulle det ikke være sådan – jeg måtte fortsætte. "Fallen One" bringer heldigvis lidt lys for enden af tunnelen med et fint riff i starten, men igen bliver det bare pløret ud i ingenting sammen med vokalerne, men så kommer det fede igen. Nej, det er ikke en guitarsolo, men det er noget, som godt kunne ligne det lidt. Efter syvogfyrre sekunder kommer der lidt ren guitar sovs, men hurtigt hører vi på Andreas Wikström igen. Jeg venter spændt og oplever den rene guitar sovs blive gentaget kort efter to minutters spil. Følelserne bliver endnu engang dybe som i "Visions" med det næsten syv minutter lange nummer "IX", som sågar har akustisk guitar med, og jeg håber inderligt, at jeg måske vil opleve en guitar solo igen. Wikström synger lavt og rent, som skulle det være melankolsk. Jeg får lyst til at græde, men det er mest fordi det lyder så skide dårligt samt det faktum, at der kun er to numre efter dette. Han synger noget om, at de ikke vil give op. Men jeg kunne da klart anbefale dem det, for jeg har allerede gjort det. Den søde akustiske guitar kommer tilbage bakket op af en pisse irriterende crash, som der bare bliver spammet på. Aggressionerne kommer til livs endnu engang, og efter lidt tid kommer der noget, som minder om en guitarsolo, men som i virkeligheden ikke rigtig er. Det var dog bedre end ingenting, og min spådom var i orden. Vi nærmer os enden med nummeret "Foolish Pride", som måske er skrevet til dem selv, for det kan godt lide beskrive deres stolthed af dette ligegyldige album. Intervallet mellem aggressive passager og mere stille passager gør ikke albummet godt, men er bare langtrukkent. Stoneload får også lige smidt en halv wannabe guitar solo ind i dette nummer, før vi bliver smidt ud i sidste nummer, "Have It All". Wikström synger, at han blot har ét liv, én skud, én chance. Om han mener Stoneload, så må jeg sige, at de har spildt deres skud og chance. Produktionen på Addict er okay. Det kunne være langt værre, man får lov til at høre alle instrumenterne, selvom vokalerne fik det meste af opmærksomheden, desværre. Trommerne er egentlig meget gode, der er god variation, blast beats hist og her, og der bliver brugt godt af alt på sættet, selvom det godt kan blive lidt for meget, som fx på nummeret "IX". Bassen er jeg glad for, da man kan høre den, plus hr. Nitesh Mistry næsten fik sin egen solo! Thomas Isakssons guitararbejde kunne være langt bedre. Jeg synes ikke rigtig, at nogle af riffene har været særlig fangende, ej heller har de få soloer været det, og jeg bliver helt i tvivl, om hvilken genre dette bør kategoriseres i. Jeg elsker Sverige, men Stoneload har udgivet et elendigt album i Addict. Jeg vil gætte på, at bandet også har tænkt godt over navnet, for det føles som om, at man sidder med en stor tung bunke sten på ryggen, når man kæmper sig igennem dette album. Jeg vil slet ikke anbefale det her "thrash metal" album til nogen, det eneste plus er trommerne, men resten er forfærdeligt. Lyt til noget andet. Trackliste: 01. Addict 02. Shattered 03. Avenger 04. Visions 05. Never Again 06. Fallen One 07. IX 08. Foolish Pride 09. Have It All Nummeret, "Fallen One", kan opleves her:

Tilføj kommentar