Natterhvalen, kender du den?
Vi befinder os i efterkrigstidens London i 1950’erne, ruinerne fra luftangrebene erstattes gradvist af nyopførte bygninger, og byens puls genoprettes. Gennem de røgfyldte gader bevæger den unge heroiske Travla sig ind i de fortryllede riger af drømme og fantasi, hvor han står over for prøvelser. Til sidst fanges han i maven af hvalen, et episk øjeblik der genkalder minder om den bibelske fortælling om Jonas og hvalen. Som Jonas oplever Travla ligeledes en form for genfødsel, mens han kæmper sig fri fra det mørke fængsel og finder vejen tilbage til lyset. Der er tale om ingen ringere end britiske Steve Hackett, en af de mest fremtrædende guitarister fra 1970'erne, der nu præsenterer sit 30. Soloalbum, The Circus and the Nightwhale. Hans semi-selvbiografiske konceptalbum tager os med på en prog-rock rejse, der kredser om Hacketts formative år i musikbranchen og byder på teatralske numre spækket med surrealisme.
En tur i cirkus
The Circus and the Nightwhale centrerer sig, som nævnt, om den unge heroiske Travla, hans opvækst og overgangsritualet til at blive en mand. Pladen er langsom og smuk og omfavner elementer fra blues og verdensmusik med prog-rock og ballader, gennemsyret af magi og mystik.
Første nummer “People of the Smoke” indledes med knitrende statisk støj og gråden fra en baby, der glider over i lyde fra et damplokomotiv og en kvindelig annoncør, der taler hen over radioen “Are you sitting comfortably?”. Big Bens klokker ringer i baggrunden, mens guitaren langsomt bygges op, indtil trommerne træder i kraft, og sangen stiger i et rask tempo. Nummeret refererer til efterkrigstidens smog fyldte London, hvor Hackett voksede op i Battersea overfor det berømte kraftværk. Det er old school prog-rock med harmonerende vokaler og imponerende guitarsoloer. Den rå, industrielle verden portrætteres og fungerer som en god introduktion til rejsen, som lytteren sendes på.
“These Passing Clouds” er et kort, men velkonstrueret instrumental, der smelter over i det jazzede og blues-inspirerede nummer “Taking You Down”. Sidstnævnte trækker tråde til Genesis-æraen, efter Peter Gabriel forlod gruppen i 1975. Rob Townsends fængende saxofonsolo, der bliver understøttet af melodiske guitarriffs, er uden tvivl det mest velfungerende på nummeret. På “Enter the Ring” inviteres vi i cirkus og kombinationen af 12-strengsguitaren, Amanda Lehmanns vokal og John Hacketts fløjte fuldender nummeret, der slutvis glider over i “Get Me Out”.
Den største overraskelse på pladen er Malik Mansurov, hvis virtuose præstation på den aserbajdsjanske tar i nummeret 'Circus Inferno' tilføjer en orientalsk stemning til nummeret.
Kærlighedssangene på pladen er smukke og veludførte, men teksterne tenderer til at være en anelse cheesy og letkøbte. Eksempelvis i “Ghost Moon and Living Love”: “You're my world, my dream come true/Whatever life brings, it has to be you”. Nummeret starter dog smukt med Lehmanns nærmest operavokal. Dertil skal det også nævnes, at Steve Hacketts vokaler er yderst imponerende og stærke hele pladen igennem, og egner sig til fortællingen. Hvem skulle have troet, at en mand i sine 70’ere kunne lyde så godt?
Hackett ældes som god vin
Steve Hackett mestrer, uden diskussion, sit håndværk og rammer plet med The Circus and the Nightwale, der formår at indfange en følelse af magi og eventyr. Hver sang har sin egen stemme og bidrager til fortællingen om Travla. Og selvom kærlighedssangene er en anelse cheesy, gør det ikke noget, fordi resten spiller! Ikke desto mindre er Hacketts vokale præstationer stærke hele albummet igennem og beviser, at han ældes som god vin!