Slava Ukraini

Blot 13 dage efter Spiral of Life udkom, måtte Sidus Atrum – eller Yulia Lykhotvor, som kvinden bag hedder – se sin verden styrte i grus. Vladimir Putin, besat af tanken om at opnå et eftermæle på lige fod med Stalin og Vladimir den Store, invaderede hendes hjemland, bombede hendes landsmænd, hendes kære – ja, hele hendes virkelighed. Vi skriver nu den 17/4, det er lidt over en måned siden, det her album udkom, og jeg har længe gået og tænkt, hvad i alverden Yulia kan bruge en anmeldelse til midt i krig, død og ødelæggelse? Hvad rager det dog hende, hvad en navlepillende skolelærer i parcelhusdanmark synes om hendes kunst – og hvordan kan det dog være vigtigt, når hun konstant skal forholde sig til truslen fra Putins blodtørstige marodører? Men omvendt, hvis denne anmeldelse kan skabe opmærksomhed omkring Sidus Atrum, så kan det da være, at bare en håndfuld går ud og køber det her album, eller streamer det – måske med det resultat, at Yulia kan klare sig endnu en dag eller hjælpe nogle andre, så den her går ud til hele det ukrainske folk. Slava Ukraini.

Et sonisk Venn-diagram

Stilistisk befinder Sidus Atrum sig et sted mellem black metal, doom metal og folk metal – ergo er det en dyster omgang med masser af slavisk uhygge omkring sig. Det hele emmer af mørke granskove, kolde nætter med fuldmåneskær samt frygten for at blive overfaldet af diverse strigoier. Yulias vokal passer ydermere helt perfekt til denne stemning, hendes skift mellem ”sindssyg heks, der spiser børn i skoven” og ”forvirret ungmø, der er blevet væk i skoven” skaber en dualitet så effektiv, at man har svært ved at forstå, at der kun er én vokalist til stede. Lige så ond og grum hendes heksevokal er, lige så smuk og ren er hendes clean vokal.

Det er måske oplagt at trække paralleller til danske Myrkur, men man kunne lige så nemt lave et Venn-diagram, hvor andre ukrainske mørkemænd befandt sig, som Drudkh og Khors. På samme måde som man omgående kan høre, om et band er tysk eller norsk, så har ukrainsk metal også efterhånden udviklet en lyd, der gør, at man med det samme kan høre, hvordan det blå-gule flag smælder.

Spiral of Life er måske ikke det mest varierede album, og ej heller er de seks numre da totalt uens, men dette repetitive element er med til at opbygge albummet som helhed, og det gavner lytteoplevelsen at forstå det som ét langt nummer – hvilket vel er klassisk doom. Den stemning af uhygge og utilpashed, som bliver opbygget fra første sekund, får kun for alvor lov at rodfæste sig, hvis man hører albummet fra ende til anden – det virker bestemt ikke til, at Yulia har tænkt, at det skulle deles op i singler. Dermed ikke sagt, at et nummer som ”Fading Light” ikke kan stå alene, det kan det absolut, men hvis man lige vælger at følge det op med resten, så bliver det simpelthen bare en bedre oplevelse – på samme måde, som et måltid bliver bedre, hvis man lige bliver hængende efter forretten.

Jeg aner ikke, om Yulia også har indspillet samtlige instrumenter, men værende et onewomanshow, så er det ikke utænkeligt. Men uanset hvem der har gjort hvad, så skal vedkommende have ros, for det er altså et velspillet og veludført værk, tilmed er det også utroligt velproduceret – det lyder knivskarpt og krystalklart.

Spiraler og rundkørsler

Repetition er en vovet ting at benytte sig af som musiker. For meget, og slutresultatet bliver kedeligt. For lidt gør, at folk ikke kan finde rytmen, så det gælder om at ramme helt rigtigt i forhold til, hvor ofte ting skal køre i ring. Og selvom meget fungerer rigtigt godt på Spiral of Life, så bliver repetitionen altså albummets banemand, og trods tidligere udsagn om at man bør høre hele albummet ud i en køre, så ændrer det ikke på, at Yulia godt kunne have skåret ned på visse momenter for at skabe et værk, der samlet set stod stærkere, end det gør.

Men det til trods, så er Sidus Atrums andet album et godt album og et flot eksempel på, hvordan man kan mixe genrer og alligevel få et sammenhængende resultat. Jeg savner dog både et reelt hit samt lidt mere kapow-effekt, hvilket Yulia har det med at gemme til sidst i sine numre som et naturligt klimaks. Det bliver dog bare igen for repetitivt. Men gør jer selv, Yulia og Ukraine den tjeneste at støtte det her projekt, støt den ukrainske metalscene og slutteligt: fuck Putin. Slava Ukraini.