Pest-simistisk

Den sorte død, en urkatastrofe, der malede 1300-tallets Europa i en syg, gusten farve af ligstank og uafrystelig rædsel. En dødens symfoni, der hærgede kontinentet som en frådende ulv, der ikke skelnede mellem konge og bonde, kirke eller kætter. Fra Italiens befængte havnebyer bredte den sig med en hast, som selv nutidens metalcore ikke kan hamle op med, og efterlod mere end 20 millioner rådne kroppe i sit kølvand. Det er en grufuld fortælling – og dermed et perfekt emne for en metaludgivelse. Det indså australske The Slow Death hurtigt, idet hele deres diskografi er en lang, langsomt kvælende elegi til menneskehedens mørkeste timer. Men nu er det Overcast Rain, der forsøger at tage kampen op mod pesten. Letland er deres hjemstavn, 2014 deres fødselsår, og Black Death er deres tredje album, men første forsøg på at destillere en af historiens største rædsler til tonstunge toner. Man kunne være fræk at sige, at et band med mere end ti år på bagen burde have fundet sin musikalske identitet, men nej. For ligesom pestens sorte skygge, der hverken fulgte mønstre eller regler, er Black Death en ubarmhjertig slingrekurs mellem genrer, ideer og stemninger, der modsat katastrofen aldrig nogensinde finder sit fodfæste.

En uhyggelig udgivelse

Selvom Black Deaths tema er skræmmende som bare pokker, er det mest rædselsvækkende ved skiven alligevel dens spilletid – for hold da magle, hvor tiden snegler sig afsted i selskab med den lettiske gruppe. Hvis pesten føltes som en endeløs march mod graven, så er denne plade dens musikalske tvilling. Bandet forsøger ellers inderligt at variere sine riffs, men når man strækker så flyvske og tynde ideer, kan man altså ikke fylde 52 minutter ud uden at kede lytteren ihjel. Pesten har simpelthen også her ædt alt kødet på benet. Og så er der genren, eller mangel på samme. Det ene øjeblik er vi i melodisk metal, så snuser vi til core-genren, og pludselig, ud af ingenting, rammer ”Motherland”, et nummer, hvor forsangeren lyder decideret småberuset og pludselig giver den fuld gas med US power metal og syng-med-omkvæd. Det er vanvittigt bizart og faktisk en smule komisk, hvilket samtidig er tragisk, når man tænker på, at vi her beskæftiger os med et af historiens mest skelsættende øjeblikke. Produktionsmæssigt føles pladen også skizofren. De melodiske omkvæd skriger på en mere moderne og poleret lyd, men samtidig virker det, som om bandet ikke helt har afstemt forventninger, inden de gik i studiet. Skal vi druknes i desperation, eller skal vi have stadionklar festmetal? Det virker, som om Overcast Rain selv ikke helt ved det.

Selvom der er få, er der trods alt nogle højdepunkter på skiven. Titelnummeret, ”Black Death”, og ”Rain” byder faktisk på nogle ganske solide, melodiske riffs, og når tempoet tages et skridt ned, klæder det bandet overraskende godt. Her lyder det rent faktisk, som om Overcast Rain har kontrol over sin musikalske identitet – og atmosfærisk metal er simpelthen bare svært at slippe. Og måske er det netop det, de burde forfølge. For det føles, som om de ville have langt større succes, hvis de begrænsede sig til mere dyster musik, som passede til det tema, de har valgt, og dermed kunne finde deres egen niche. For sandheden er, at musikken på Black Death i sin nuværende form simpelthen ikke er stærk eller unik nok til at blive husket. Men før vi overhovedet når dertil, kræver det selvfølgelig, at de finder ud af, hvilken genre de egentlig vil spille …

Indbildningens pestilens sætter sig i ryggen

Man kan bilde sig selv meget ind, men uanset hvor meget velvilje man kaster efter det, er Black Death en ringe udgivelse. Et hobbyprojekt, der højst får et par ugers levetid, før det synker ned i glemslen som endnu et lig i massegraven. Pesten var en langsom dræber, og udgivelsen lider samme skæbne. Normalt ynder jeg at runde af med et par opløftende og motiverende ord, men her kniber det sgu. Jeg håber, at bandet har nydt hinandens selskab trods det dystre emne, for så er der i det mindste kommet noget godt ud af det.