Dødspunkthrash?
Jeg ser ikke mig selv som genre-fanatiker, men når jeg ser et navn som “Nekrofilth” med etiketten ”thrash metal”, rækker jeg ud efter det uden tøven – hvis dét ikke er blackened thrash, så ved jeg ikke hvad. Jeg ved tydeligvis ikke hvad, for navnet dækker i virkeligheden over en trio fra Cleveland, som spiller en fusion mellem dødsthrash og hardcore punk. Spændende! Gruppen har eksisteret siden 2008, med én enkelt fuldlængdeudgivelse (Devil’s Breath fra 2013) samt en lille snes øvrige udgivelser i form af splits og demoer. Punk/død/thrash var ikke, hvad jeg havde forventet, men den største overraskelse var nu alligevel sanglisten. Femten sange på et thrash-album – hvad er dog det for galskab?
3… 2… 1… Slut.
Der er mening med galskaben – eller rettere, galskaben er meningsløs på en anden måde end forventet. Ser du, Nekrofilth tager deres sangstrukturer fra punk-indflydelsen, så hele albummet varer blot en halv time med en gennemsnitlig sanglængde på to minutter. Lydudtrykket har rødder i crust, og alle strenge lyder bastunge og beskidte på åbningsnummeret ”Ready to Defile”. Svinkeærinder er der ikke levnet tid til, og trioen bringer i stedet en punket attitude og energi, som dog ikke helt skygger for et rimelig ordinært omkvæd. Og så vidt man kan tale om et omkvæd i en sang på treogtredive sekunder, så lider opfølgeren ”Dead Brain” af samme problem. Bortset fra det fejler sangene nu intet, og når ”Dead Brain” afløses af ”Rot With the Dead”, synes problemet også løst.
Men problemet er ikke løst, og det er endda mere omfattende end først antaget. Det er ikke blot omkvædene, der er forglemmelige – størstedelen af albummet har forladt min hukommelse en time efter, at albummet er slut. Med femten sange på en halv time kan jeg næppe tillade mig at smide ADHD-kortet, men ikke desto mindre taber albummet altså min opmærksomhed på gulvet. En udtalt mangel på mindeværdig hvad-som-helst hersker fra start til slut. Jeg skal tage mine noter til hjælp for at kunne berette, at ”Feast for the Rats” har mere end ét kvalitets-riff, og at soloerne ikke er åbenlyst dårlige. Og det er vel at mærke den stærkeste sang på albummet.
Næstsidst på albummet finder man et cover af Venoms ”Poison”, som står i alt for slående kontrast til resten af albummet, siden det er den eneste sang, jeg husker fra start til slut. Bemærk, at ”Poison” med 215 sekunder er over seks gange så lang som albummets korteste sang, ”Dead Brain”, med treogtredive sekunder. ”Poison” har et genkendeligt speed metal riff og en gennemtænkt struktur, der tillader maksimal synergi mellem refrænet og nævnte riff, så omkvædet giver lytteren forløsning. Ingen anden sang på albummet kan bære den beskrivelse.
Stendødt smuds
Worm Ritual er som en drøm. Så snart det er slut, glider det direkte ud af hukommelsen og efterlader blot et vagt minde om crust, attitude og nogle refræner. Jeg skal ikke udelukke, at fans af hardcore punk kan finde fælles fodslag med Nekrofilth og deres punkede dødssnavs, men fans af dødsthrash – herunder undertegnede – går forgæves. Attitude og rå energi er sammen med enkelte gode riffs albummets eneste salgspunkter, og en snusket koncert er det eneste sted, jeg kan se mig selv nyde dette album, vel at mærke høfligt overrislet.