Mirage - The Sequel

The Sequel

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:8

Officiel vurdering: 2/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fortiden er ikke, hvad den har været

I al ubemærkethed udgav danske Mirage med …And The Earth Shall Crumble i 1985 en fin lille debut-EP med melodisk, keyboard-drevet hard rock i klassisk Deep Purple/Rainbow/UFO-stil. Der var ikke ret mange andre end Pretty Maids og Skagarak, der var i nærheden af den slags i kongeriget, og det var da også de to bands, der løb med opmærksomheden. Efter debuten skete der ikke ret meget for Mirage bortset fra et par genudgivelser, og den gamle historie om vrøvl med pladeselskabet gjorde, at de gik i opløsning sidst i årtiet. Inden da havde de faktisk nået at skrive sange nok til en opfølger, og det er de numre, som gruppen har besluttet sig for at indspille og udgive i dag som The Sequel. Det lyder ikke umiddelbart som en specielt god ide, men lad os da bare tage endnu en tur tilbage til 80’erne.

Klicheer og pinagtigheder

Indledningen til første skæring, ”In The Days Of Rama”, lyder som afslutningen på et langtrukkent koncert-jam, og det er bare den første af mange ulykkelige beslutninger her på The Sequel. Nummeret skæmmes især af underlige effekter på vokalen og en helt bizar operaagtig baggrundsvokal. Der proppes et hav af dårlige ideer ned i denne sang på hele 6:43 minutter. Selvom guitararbejdet egentlig ikke fejler noget, og keyboardet lyder som det skal, er det slet ikke nok til at skjule alle K3’erne i denne skrøbelige konstruktion.  På de følgende numre veksler vokalerne mellem det jammerlige og det decideret tåkrummende, og arrangementerne/produktionen af dem gør det samme. Det hele er som nævnt skrevet sidst i 80’erne, men selv da ville det have lydt gammeldags og ubehjælpsomt.

En mere klichefyldt intro end den på ”The Emperor” kan næppe laves. Man får den tanke, at dette er en bevidst parodi på 80-ermetal. Har Wolf Devil skiftet navn, uden at vi har opdaget det? Man mærker ganske vist en del entusiasme for genren, men hvorfor er det ikke godt nok bare at hygge sig i øveren? Helt galt går det på ”Far Away”, hvor albummet kulminerer i pinagtigheder, jeg ikke kan huske før at være udsat for som anmelder. Lyt selv til starten med ’Do you know how it feels to be lonely’ hvis du tør. Det eneste, der er værre end de ubehjælpsomme tekster, er udførelsen.

”Men er der da slet ikke bare en lille smule godt at sige om The Sequel”, spørger du måske? Jo altså, ”Flowers For Algernon” ville uden vokal være et fint lille nummer med gode riffs og melodier og et fint tempo. Keyboardet lyder generelt, som det skal, om end forholdsvis generisk, og Søren Ahm på guitar gør det generelt rigtigt fint. Men det er slet ikke nok og ændrer ikke noget ved den genelle uopfindsomhed, de elendige arrangementer, de uhørt pinlige vokaler og den i det hele taget anakronistiske tilgang til tingene, der dominerer denne plade fuldstændig.

Jeg kan snart ikke mere…

…skrev jeg i mine noter lidt over halvvejs inde i dette på alle måder mislykkede album. At forestille sig voksne mænd (må man formode) i 40’erne og 50’erne lave The Sequel andet end for sjov, er mig næsten umuligt. Hvordan kan nogen finde på at udgive det her på en dansk metal-scene, der sprudler af dygtige og ambitiøse unge bands? (inklusive en del knap så unge faktisk). Skrevet i 80’erne, indspillet i 2020’erne er i denne omgang en dårlig cocktail.

Tracklist

  1. In The Days Of Rama
  2. Guiding Light
  3. The Emperor
  4. Far Away
  5. Robot 9
  6. Flowers For Algernon
  7. Haunted
  8. When Autumn Comes

Tilføj kommentar