Goblinherskerens tid er nær
Det britisk-italienske fusionsband Lord Goblin blev dannet i 2007 af vokalist
Marco Piu alias Lord Goblin og bassist Tiziana F. Ruiu alias Antares og udgav for allerførste gang noget i 2016 i form af singlen Path to Glory. Denne blev i 2021 efterfulgt af EP’en The Ordeal.
Men nu inviterer bandet lytteren med ind i sit sælsomme og overjordiske rige med debutlangspilleren, Lord Goblin, der udkom den 10. marts 2024.
The Best of All Worlds
EP’en The Ordeal, der rent stilistisk til dels kan placeres inden for epic heavy metal og til dels i powermetal med en tydelig stræben efter episke kompositioner, kom på trods af et solidt arbejde på alle fronter aldrig helt i mål. På indeværende debutlangspiller har bandet dog i høj grad fundet deres helt egen niche, hvor de på unik og forbløffende vis kombinerer heavy metal med dele af black metal-genren – uden selvfølgelig at negligere de storladne, episke elementer, der gennemsyrer hele denne plade og allerede er en fast bestanddel af bandets musik. Dette bliver allerede meget tydeligt på første nummer, “Northern Skyline”, der kommer som lidt af en overraskelse, hvis man går ud fra det okkulte stoner/doom-albumcover. Nummeret indledes af mørke riffs med en unægtelig black metal-flair, der gør, at sanger Marco Pius episke clean vokal kommer endnu mere som en overraskelse. Men jeg må sige, at det passer ufattelig godt sammen. Med anden sang, “The Wanderer”, formår bandet at trække lytteren endnu længere ind i deres helt særlige lydunivers præget af tunge riffs, en fyldig operaagtig vokal og forbavsende nok 1970’er-keyboard i tråd med bands som Uriah Heep eller Deep Purple. Bandet er med andre ord i stand til at hypnotisere lytteren gang på gang med en unik kombination af elementer, der i anden sammenhæng ville udelukke hinanden. Nu, hvor vi taler overraskelser, så er der ikke kun ét, men hele to instrumentalnumre, “Freedom Rider” og det efterfølgende “Thunderous Smite”, hvoraf sidstnævnte er en næsten tre minutter lang trommesolo. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er fortaler for trommesoli, men dog kun i livesammenhæng eller indbygget i en sang, så et helt trommesolonummer er lidt i overkanten – selv for undertegnede. Men med “Light of a Black Sun”, der består af to dele, vender bandet straks tilbage til den kvalitet, der kendetegnede de foregående numre. Især “Light of a Black Sun, Pt. 1” er med sine næsten syv et halvt minut et episk højdepunkt, der omfatter alle tænkelige elementer uden at blive for meget af det gode.
En debut, der vil noget
Lord Goblin forstår dermed at afbalancere de blackede instrumentpassager, hvor produktionen fremhæver Andy Mornars sublime guitarspil, med keyboardet, der bare brager derudad i takt med trommerne spillet af Flavio Fancellu. Alt i alt er der tale om en lille perle, der viser en stejl progression i forhold til bandets tidligere udgivelser. De har altså uden tvivl fat i noget helt særligt, der på grund af brugen af mange forskellige delelementer fra vidt forskellige genrer kan ramme et bredt publikum. Undertegnede er i hvert fald overbevist og afventer spændt, hvad fremtiden bringer for bandet.