En hedensk Marie Kondo
At ekstremmetallen sjældent har meget tilovers for religion, er verdens mindste nyhed. Man kunne dog spørge sig selv, om denne aversion kunne gradueres – eventuelt på en skala fra Stryper til Blasphemy. Men hvem skulle så foretage denne rangering af kætteri? Det kunne eventuelt være newzealandske Heresiarch, hvis navn ganske enkelt betyder ærkekætter. Og når vi nu er ved at lave denne hedenske organisering, så skal vi også have en bygning. Og her kommer Heresiarch endnu en gang til undsætning, ved at have kaldt deres seneste plade for Edifice, der er et gammelt engelsk ord for bygning.
Tredje gang er måske lykkens gang
Lydmæssigt gør Edifice sig dog mere i destruktion end konstruktion. Buldrende black og død i en skøn, war metallisk forening stærkt inspireret af formidable Blasphemy dog med noget mere mørk og dyster stemning.
En stemning som allerede gør sig bemærket ved de mørke andenbølge-riffs på åbneren “Forged Doctrine”. På “Noose Above the Abyss” sparker Heresiarch dog for alvor lytteren ind i den mørke middelalder, hvor tilfangetagne soldater fra den belejrede fæstning føres til galgen og hænges i faklernes skær. Dundrende militante rytmer bærer riffsnes blodrus ind over murene og sætter en skræk i livet på de belejrede. En skræk som kun øges på “A World Lit Only by Fire”. Frontalangrebet sættes ind, entrehagerne affyres, og ind vælter de nådesløse riffs, der som sværd og stridskøller barbarisk eliminerer de forsvarende styrker, mens trommer og bas tæver afsted som katapulter og blider. Selvfølgelig akkompagneret af en dejlig blodtørstig, galdefyldt og kommanderende vokal. Pladens første seks numre er fremragende nådesløse i sit middelalderligt inspirerede bud på war metallen. Som lytter føler man sig næsten selv som den invaderende styrke, der mejer de sagesløse modstandere ned i et dejligt bloddryppende togt, som ender med fæstningen reduceret til en brændende ruin.
Havde Heresiarch smidt sejrsmelodien “Hubris and Decline” som syvende nummer og lukket pladen der, så var alle glade, men det gjorde de ikke. I stedet falder belejringen fuldstændig til jorden på “Swarming Blight”, der trods en glimrende destruktiv start kæmper med at holde sig selv i gang, så meget at der forfaldes til ligegyldig leverpostejsdød. “Mystic and Chaos” er 45 sekunder, som giver dig en lussing af et Galge-riff og så ellers skrider igen. Det er ikke et dårligt riff, men hvorfor introducere et sådant element så kortvarigt på pladens næstsidste nummer og så aldrig igen? Jeg er ikke vred, jeg er skuffet. Skuffelsen reduceres dog en smule af lukkeren “Militate Pyrrhic Collapse”. Med sine knap syv og et halvt minut er nummeret dog alt for langt, og ved ikke rigtigt, hvad der er op og ned, men af og til rammer Heresiarch nogle black metalelementer, der er som trukket ud af Glemsels Demo. Med disse elementer sat ind i newzealændernes middelalderlige univers, så får Edifice næsten den afsluttende triumf, som første halvdel af pladen krævede.
Mere ærgerlig end skuffende
Med det niveau, som war metallen har lagt for dagen her i 2024, så er det ingen hemmelighed, at jeg er jævnt skuffet over Edifice. Det fremragende potentiale på første halvdel, hvor Heresiarch maler middelalderens barbariske slag med den store pensel, bliver i bund og grund smidt på gulvet på anden halvdel. Og det er superærgerligt. Men trods den mildest talt ujævne afslutning, så er Heresiarch og Edifice dog stadig værd at trække frem, hvis man føler for en gang middelalderlige Blasphemy-prygl.
