skribent søges
Hate Eternal - Upon Desolate Sands

Upon Desolate Sands

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Teknisk trio

Hate Eternal er vel efterhånden med seks (nu syv) studiealbums i bagagen et veletableret navn. Stifteren Erik Rutan har en glorværdig fortid i hedengangne Ripping Corpse, og har i øvrigt brugt 2x3 år sammen med en fyr ved navn Azagthoth. I 1997 stiftede han Hate Eternal, og nu er han tilbage med sin kompagnon gennem snart ti år, bassist extraordinaire J. J. Hrubovcak, samt ingen ringere end nyerhvervede Hannes Grossmann bag sættet, kendt fra Alkaloid, Triptykon, Obscura og mange flere. Hate Eternal er ikke, så vidt jeg ved, dannet som en supergruppe, men er alligevel endt som én, og med sådan en fingerfærdig trio er det i hvert fald ikke evnerne, der sætter grænser.

Standard had

Hvis du allerede har stiftet bekendtskab med Hate Eternal, er der næppe nogen overraskelser at hente på Upon Desolate Sands, og det er såmænd, som dét skal være. Størstedelen af albummet lyder som en lidt mere teknisk version af Morbid Angels midterperiode (Covenant og Domination), og er naturligvis udstyret med en ligefrem brutalitet, som atter ydes modspil af mere melodiske passager bestående af harmoniserede guitar-leads. Åbneren med den velvagte titel ”The Violent Fury” skal nok få smilet frem hos fansene, og opfølgerne ”What Lies Beyond” og ”Vengeance Striketh” er ligeledes direkte usympatiske – Rutans growls lyder endnu mere skånselsløse end nogensinde før. Derudover er min yndlingssang på albummet nok ”All Hope Destroyed” med sit hurtige, plukkede guitarværk og en anelse mere beherskede lydudtryk.

Havde anden halvdel af albummet fulgt intentionerne fra første, havde jeg i hvert fald været godt underholdt fra start til slut. ”Portal of Myriad” har undertiden en svævende atmosfære á la ”Vanitas” fra Revocations seneste album (Revocation er i øvrigt selv inspirerede af Morbid Angel), hvilket uheldigvis var den sang, jeg syntes mindst om på det album. Titelnummeret synes at eksistere for det lick, der udgør blot en halv takt ud af versets fire, hvor resten fyldes ud med tæt på ligegyldig tremolo-riffing af den slags, jeg tøver med overhovedet at kalde et riff. Endelig slutter albummet af med et instrumentalnummer, som for mig at se ikke rigtig fører nogen vegne. Ind i mellem ovenstående finder vi dog den majestætiske ”Dark Age of Ruin”, som ligeledes holder dødsmetalfanen højt og hvirvler kaotiske riffs og Grossmanns overfaldstrommer om lytteren.

Produktion og mix har Rutan selv stået for, og her ville jeg virkelig ønske, han havde holdt sig selv i skindet. Guitarsporene (jeg har ikke tal på dem) mosler rundt overalt i lydbilledet – højre, venstre, i midten – og bekriger hinanden samt bassen og trommerne. Jeg bilder mig ind, at hele pakken lød bedre på I, Monarch, men under alle omstændigheder synes jeg, der er for mange guitarspor, og at de hver især fylder mere i lydbilledet, end hvad musikken har godt af. Produktionen er bedre end på Kingdoms Disdained (Lucifer være lovet), men det siger heller ikke så meget.

For fans

Fans af Hate Eternal vil stensikkert glæde sig over, at Upon Desolate Sands lyder som Rutan og venner fra start til slut, og hvis du har fulgt gruppen trofast siden de Erobrede Tronen, så vil indeværende skive tilfredsstille din sult. Hører du til dem, der ser I, Monarch som Hates højdepunkt og ikke har set nogen grund til at gribe efter resten af diskografien, så er der ingen åbenbaringer at finde på Upon Desolate Sands. Størstedelen af sangene er kompetent Tampa-metal, og det skal man naturligvis ikke ringeagte, men enkelte numre ligger under middel.

Tracklist

  1. The Violent Fury
  2. What Lies Beyond
  3. Vengeance Striketh
  4. Nothingness of Being
  5. All Hope Destroyed
  6. Portal of Myriad
  7. Dark Age of Ruin
  8. Upon Desolate Sands
  9. For Whom We Have Lost

Tilføj kommentar