Deus vult!
Det er kun lidt over et år siden, at Diablation udgav det fremragende værk Par Le Feu. En særdeles udmærket omgang melo-black med symfoniske aspekter, der mindede utroligt meget om Seths La Morsure du Christ fra 2021, hvilket næppe burde komme som et chok, når man ser på, hvem medlemmerne i Diablation egentlig er. Men da Diablation ikke er et band, der spiller live, er der ikke noget overraskende i at udgive albummer med utroligt kort mellemrum. Hvad der dog er ganske overraskende ved Irrévérence er, at det bliver bandets sidste album, og at det er et black metal-album dedikeret til Gud – og ikke på den ironiske måde, men derimod på den helt oprigtige ned-på-knæ-med-krucifikset-i-hænderne-måde. Så lad os da se nærmere på den svanesang, som bandet har udgivet. Amen.
New World Order
Hvorfor Diablation har valgt at lukke og slukke, er ikke til at blive helt klog på. Udsagnet fra bandet – og pladeselskabets side – om, at sangeren Arkames, som de refererer til som en martyr, nu er ”dømt til stilhed”, kan betyde både det ene og det andet, naturligvis håber jeg da ikke, at han er død, men man ved selvfølgelig aldrig. Dog er det pludselige skift fra at lave klassisk satanisk black til at hylde Vorherre samt at komme med udsagn om, at albummet symboliserer en modrevolution mod det moderne og liberale samfund, i håbet om at nye politikere, der står på Guds side, vil blive valgt ind og skabe et bedre samfund, er strengt taget også super-duper underligt. Rent musikalsk bemærker man dog ikke det tematiske eller lyriske skift, for Diablation lyder egentlig, som de altid har gjort. Der er dog ikke helt så meget smæk på, som der var på eksempelvis Par Le Feu, men Djævlen har selvfølgeligt også et ry for at være en lidt større festabe end Jesus og co.
Overordnet er det da et fint album, men så ikke meget mere end det. Hvor tidligere albummer havde både panaché og mindeværdige riffs- og melodier, så fremstår Irrévérence markant mere anonymt. Det tætteste, vi kommer på et reelt godt nummer, er ”Chrysanthèmes au nouveau monde”. Her får vi både et stærkt rytmeriff og de klassiske middelalderaspekter, som fransk black metal jo ofte inkorporerer. Det primære problem for Diablations tredje udgivelse er nok, at hele albummet mestendels føles som én lang sang, der så er klippet op i kapitler, om man vil. Det fungerer måske fint, hvis man hører det hele ud i én køre, men det betyder bare også, at numrene har umådeligt svært ved at stå på egne ben. Ligeså er den sidste halvdel af albummet så markant bedre end den første, at man næsten sidder og ønsker, det her bare havde været en EP, hvilket måske også havde været en mere kontant måde at sige farvel på end et helt album.
Et stille bump
Der er mange spørgsmål, som man har lyst til at stille Diablation, men de færreste af dem har egentlig noget med albummet her at gøre. Der har man mestendels lyst til bare at spørge, hvad der gik galt – for ét eller andet er der altså gået galt. Sangskrivningen og kompositionerne er simpelthen ikke på niveau med, hvad bandet tidligere har begået, og man skulle da tro, at når man har truffet valget om at gå ud, så vil man da gå ud med det størst mulige brag. Men desværre er Irrévérence ikke så meget et brag som et lille bump. Men uanset hvad så siger vi da tak for musikken og held og lykke til medlemmerne, for mon ikke der opstår et nyt band snarligt?