Og på den syvende dag opfandt Gud stonerrocken

Californiens stonerrock startede med Kyuss, hvor Brant Bjork både var sangskriver og trommeslager. Da Kyuss brød op, knopskød de i flere prominente retninger: Brant Bjork besatte trommestolen i Fu Manchu, mens Josh Homme og Nick Olivieri dannede Queens of The Stone Age. QOTSA er stadig aktive, men de har bevæget sig milevidt væk fra stonerrocken. Den fane har Brant Bjork båret højt lige siden som produktiv soloartist. På guitar.

Det lugter jo lidt af Kyuss

Brant Bjork har tidligere excelleret i dødbringende monoton stonerrock. Riff, der kunne være helt stabile, men udført som ørkenvandringer i rene gentagelser. De gode nyheder er, at den slags er helt og aldeles afskaffet på beduinens nye tur som turistguide blandt ørkenfolket. Der er masser af klassiske riff, melodier og skift. Se blot ”Backin’ the Daze”, der kan noget af det, som Queens of The Stone Age kunne tilbage i stenalderen. Sammen med ”Rock and Roll in the Dirt” stiller de to numre de bedste kvaliteter fra Kyuss til skue, og hvem kan synge ’you were made to rock and roll in the dirt’ med større integritet end Brant Bjork? Som i øvrigt synger op til og måske endda overgår Kyuss’ John Garcia.

Manden ligner julemanden med sit store skæg og bringer lige så store gaver. Således tager ”Higher Lows” røven på lytteren, og nærmest som ved en tryllekunst ender den et helt andet sted, end den startede, men utallige lyt formår ikke at afsløre, hvor skiftet præcist sker. Introriffet er grandiost fedt, verset tager turen til velkendte territorier, og et eller andet sted midt i ørkenen får Bjork en åbenbaring af de store. Retningen, som nummeret slutter med at følge, er helt naturlig, men det er som før skrevet umuligt at finde ud af, hvor bandet drejede af. Andet end at vi helt klart befinder os i Californiens ørken, for på trods af titlen Once Upon A Time in the Desert er der ingen fingerpeg i retning af spaghettiwesterns og Ennio Morricones fantastiske filmmusik. Der er en fed streg under de amerikanske stemninger, hvor Bjork ved at bruge fuzz på sin Fender rammer den autentiske ørkenlyd. Men havet er ikke alt for langt væk, og “Magic Surfer Magazine” starter med en fin, opfindsom guitarfigur og ender i velkendt, trygt territorie.

Op på brættet og fang en bølge i sandet

Bjork og Co. folder sig ud med respekt for genrens konventioner. Det er et udadvendt album a la Black Power Flower, men med en stærkere vision og større idérigdom. Soleklart stonerrock drevet helt ud til ørkenens yderste grænser, uden at forvilde sig ind i byens hektiske jag.