Dødens kolde debuthånd

Barren er et amerikansk band fra New Jersey, som blev dannet i 2020 af de to barndomsvenner Andrew Campbell og Nick Bonsanto som et modspil til udfordringerne, som - især Campbell - oplevede i sit liv. Blandt temaerne er afhængighed, ensomhed og kampen mod indre dæmoner, og af den grund har bandet valgt tarot-kortet Den Hængte Mand som deres album-cover og ligeså valgt titlen The Hanged Man til deres debut-udgivelse. Kortet betyder direkte oversat ultimativ overgivelse og ofring, og er hyppigt blevet brugt til metal-udgivelserne (Æther Realms har eksempelvis lavet et glimrende tema-album kaldet lige netop Tarot). Men selvom temaet også i denne ombæring er nøje udvalgt, og jeg har respekt for bandets måde at bruge musikken meditativt, så er resultatet lige så spændende, som at blive skræmt fra hvid og sans i Kop & Kande under Halloween. Altså, overhovedet ikke.

Tarot rimer på skrot

Selvom de døde forbliver tavse, kan jeg heldigvis give dem en stemme. Ifølge bandet selv er Barren inspireret af tunge navne som Conan og Pallbearer, hvilket er let at forstå, når man først sætter albummet på. Tempoet bevæger sig med næsten gravkammeragtig langsommelighed, og selvom The Hanged Man beskrives som en fusion af dødsmetal og doom-metal, hælder det musikalske udtryk i langt højere grad mod sidstnævnte. Men selvom udgivelsen lander i den rigtige sæson med blæse-vejr og mørke, formår albummet aldrig rigtig at have en indvirkning; materialet fremstår generelt fladt og forudsigeligt. Åbningsnummeret, "Unheard," er et studie i monotoni – på trods af enkelte intense skrig føles det meste af nummeret som en øvelse i tidsspild. Her mangler alt fra temposkift og vokalvariation til en reel payoff-effekt, hvilket gør lytteoplevelsen både anstrengende og kedsommelig. Det kunne sagtens være skåret ned til halv længde. Produktionen løfter heller ikke udtrykket; på nummeret ”Ruminations” overdøves vokalen i de første to minutter fuldstændigt af en tung, dominerende bas, der i det mindste kan kaldes albummets mest fremtrædende og mestrede element. Trommerne er dog en anden sag. Hi-hatten lyder som et metalskraldespandslåg, og stortrommen som et ubehageligt, perforerende tryk mod trommehinden forårsaget af en issyl. Generelt er produktion helt hen i vejret, og det er en skam, da de to gode venner har stået for indspilningen og hele arbejdet selv.

Generelt er der desværre ikke meget positivt at sige om The Hanged Man, og det ærgrer mig. Sangene er alt for lange, gentagelserne mange, og der er ingen grund til, at man ikke blot kan sætte et album fra Paradise Lost, Swallow the Sun eller Pallbearer på i stedet. Selvom jeg har stor respekt for albummet som et personligt redskab til at bearbejde livets kampe, betyder det ikke, at alt nødvendigvis skal deles med omverdenen. Nogle gange kan et værk bedst nydes i en mindre fortrolig kreds. Respekt for at Barren har overkommet deres udfordringer, men værket bliver med garanti ikke hørt af mange.

Av for katten

Desværre for Barren ser jeg ikke fidusen i The Hanged Man, der ender med at være en langsommelig, monotont tung udgivelse blottet for variation og spænding. Mens bassen til tider giver bandets lyd en smule pondus og redder albummet fra at ramme den absolutte bund, kan den desværre ikke bære helheden alene. Hvis Barren overvejer en opfølger til deres debut, kræver det et markant løft i både produktion og musikalsk kreativitet – for ellers er næste tarotkort i rækken nok Døden selv, og den er der trods alt meget få, som er genopstået fra.