Er bandnavnets initialer mon tilfældige?

Britisk kludetæppe

Det Sheffield-baserede band Air Drawn Dagger er ikke et band, vi her på redaktionen har stiftet bekendtskab med tidligere. De har et par ep’er bag sig, men debuterer nu med første langspiller, der bærer navnet A Guide For Apparitions. Bandet beskriver sig selv som ‘rock infused electro-emo angst-pop’, hvilket ikke bare lyder temmelig stilforvirret, men som nok også kan få de fleste til at krumme tæer. Kaster man sig ud i albummet og alle dets mange facetter, er det ikke helt så slemt. Helt godt bliver det dog aldrig.

Retrospektiv rodebutik

I William Shakespeares ‘Macbeth’ bruges udtrykket ‘air drawn dagger’ til at symbolisere et følelsesladet udbrud af vrede og afmagt, hvilket ret godt dækker, hvilket slags band vi har med at gøre. Men kun delvist. Præcis som det er tilfældet med bandets langhårede genrebeskrivelse af sig selv, er det tematiske også lidt af en rodebutik. Udover store følelser som vrede og afmagt kommer Air Drawn Dagger nemlig også omkring mysticisme, det overnaturlige, trolddom, nekromanti, keltisk kultur og alt, der er hedensk. Man kan altså virkelig tale om at ville alt for meget på alt for lidt plads, og derfor er man som lytter nødt til at koncentrere sig om få dele ad gangen. Grundet dette var denne anmelders indgangsvinkel til pladen koncentreret om det, jeg synes er vigtigst: nemlig musikken.

‘Rock infused electro-emo angst-pop’ er i dette tilfælde heldigvis bare emo-punkrock i forklædning, fuldstændig som vi husker den fra starten af indeværende årtusind. På godt og ondt. De, der sværger til genren, vil sikkert kunne finde et par højdepunkter på pladen, mens de, der ikke har interesse i den slags rock, hurtigt kan passere gaden. Der er lidt elektroniske elementer her og der, men i det store hele er det ensformigt, kedeligt og hørt mange gange før. Numrene “Sanctifound” og “Cadavers” er med deres let tilgængelige enkelthed klart pladens bedste, og lytterens tanker ledes straks tilbage til den måde, hitlisterne så ud på for et kvart århundrede siden. Ligeledes har “Skinwalkers” lidt bid og et rigtig fint hook, men i det store hele savner man noget variation. Langt det meste af A Guide For Apparitions drukner nemlig i bandets uendelige forsøg på at være unikt med sit kludetæppe af subgenrer og forskellige temaer, og hvor skørt det end må lyde, bliver resultatet, at det er ensformigt og kedeligt hver eneste gang. Den introverte og eksperimenterende “Apparitions” byder dog med en lidt anderledes sangstruktur på tiltrængt variation, men helt galt går det på afslutteren, “Bellyaches”, som er melankolsk happy-rock, der snildt kunne have gjort sig i en American Pie-film.

Ofre for et mode-paradoks

Omkring årtusindskiftet var det som så ofte før meget moderne at være unik. Mange unge mennesker gjorde en ihærdig indsats for at skille sig ud i mængden og fremstå anderledes, hvilket paradoksalt nok resulterede i, at alle endte med at være ens. Og hvad skulle man så gøre for at være særlig? Skulle man bare se almindelig ud?

Air Drawn Dagger lider af den samme hovedpine. I sit sporadiske forsøg på at fremstå unikt, kommer de til at virke kedelige og ensformige. Man har hørt det hele før, og på det tematiske og stilistiske plan er der alt for meget i gang på samme tid. Men ligesom en stor buffet, hvor kunsten er at styre sig og sammensætte en enkel tallerken frem for at blande alt på én gang, nydes Air Drawn Dagger også bedst, hvis man som lytter koncentrerer sig om få ting ad gangen. Men voldsomt spændende bliver det aldrig.