Rotting Christ - Storming The Gates Of Heaven

Rotting Christ - Storming The Gates Of Heaven

Af fans, for fans.

Kaffe, gin og hundemad – alt det der kendetegner et rigtigt metalband.

Selvom ethvert metalband med respekt for sig selv lægger navn til mere og mere avanceret merchandise, er der mig bekendt ikke mange bands, der kan bryste sig af en tegnet hyldest til deres univers. Det skulle da lige være Coheed & Cambria, hvis mange albums er en form for avancerede soundtracks til en tegneserie, ingen har læst. Men STORMING THE GATES OF HEAVEN/WRATH OF THE CURSED er ikke lavet af bandet selv, i stedet er det en mangeårig fan, der har søsat projektet. Selvom jeg ingen standarder havde i mine unge år som ivrig tegneserielæser, har jeg med årene oparbejdet en nedre grænse, for hvad jeg finder acceptabelt i dette medie. Og hvad kan man egentlig forvente af en tegneserie om et græsk black metal-band, der har kæmpet under Satans fane i 30 år? Jeg skal ikke kunne sige, hvor grænsen mellem håb og forventning går. Men hvis man havde regnet med, at den visuelle repræsentation af musikken afspejler den kompleksitet, bandet selv besidder, venter der kun skuffelse forude.

Fra den ene yderlighed til den anden

Hæftet består af to historier, en nutidig i farver og en forhistorisk fantasyfortælling i sort/hvid. Fælles for begge historier er, at de er centreret omkring bandet –  i særdeleshed Sakis – og deres diverse sammenstød med mytologiske væsner. Første fortælling hedder noget så lovende som STORMING THE GATES OF HEAVEN, og den åbner såmænd ganske fredeligt. Bandet er i studiet for at arbejde på deres kommende album: Rituals. Uden omsvøb bliver bandet tilsyneladende forsøgt myrdet af selveste Gud, og endda midt i et riff. Når jeg siger ”tilsyneladende”, mener jeg, at det kun bliver klart for os som læsere, hvad der er sket, da Satan selv åbenbarer sig for dem. Han giver dem (og dermed os) en kort forklaring på, hvorfor deres bygning blev opslugt af jorden, og i samme åndedrag opfordres de stadig forvirrede, men passende ærbødige, bandmedlemmer til at hævne sig. Trylle, trylle, trylle og så igennem en ondt udseende portal, som just åbnede til Himmerige. ”Nå ja, det kan jo være, der bliver introduceret en større sammenhæng i historien på næste side”, tænkte jeg ved første gennemlæsning. Men nej. Hvad der i stedet følger, er en langtrukken kampscene, hvor Rotting Christ, i sorte rustninger, leder en hær af dæmoner i et angreb på himlen. Faktisk er det eneste i den sekvens, der er værd at notere sig, et overrasket ”shit” ytret af en harmdirrende Skt. Peter. Chefen for det hele dukker op og viser sig at være en vanvittigt stereotyp gengivelse af den hvidhårede, langskæggede og gamle hvide mand, som bor på en sky i himlen. Sakis & co. klarer naturligvis skærene og returnerer triumferende tilbage til jorden for at færdiggøre Rituals.  

Anden del fremstiller vores helte, ikke som et moderne metalband, men som heltemodige krigere i antikkens Grækenland. Titlen alene, WRATH OF THE CURSED, afslører, at vi er hensat til en tid, hvor guder og monstre er ligeså almindeligt forekommende som de forbandelser, der hviler over alle de karakterer, Rotting Christ banker løs på undervejs. Der er som sådan ikke nogen rød tråd andet end de elementer, jeg lige har nævnt, for resten af historien er en mandet omgang bromance, heltedåd og ufattelige mængder skødesløs sværdsvingning. Denne gang får vi dog en forhistorie, om end en ganske kort en, og den er placeret uhensigtsmæssigt i forhold til fortællingen. Den tilføjer egentlig ikke noget nyt, men er sådan set bare en knage, man kan hænge sit ligegyldige plot op på. Der bliver namedroppet mytologiske væsner til højre og venstre, og de tilfældige møder med diverse karakterer fra den rige græske historie bliver ikke brugt som andet end springbræt til mere slåsseri med de todimensionelle karakterer, der er vores fokus. En sjov detalje er dog fusionen af det kyrilliske og latinske alfabet, der tjener som fortællerstemme, og måske er det kikset, måske er det finurligt, men med de få lyspunkter der er, må man tage, hvad man kan få.

Oplysning om Satan til Borgerne

Til at illustrere hæftet har skaberen af hele herligheden, Jeremy Frazer, allieret sig med den spanske tegner Alfonso Pinedo. Selvom hans streg er konsekvent hele vejen igennem, bærer den desværre ind i mellem præg af at være tegnet i en fritime i folkeskolen. Han har god sans for detaljer, og farvelægningen i den første historie er nærmest mere detaljeret end fortællingen; de gyldne og varme toner på slagmarken står i god kontrast til, hvad der foregår på den, og det er netop i de to eksempler, jeg finder noget positivt at sige. For hans proportioner er ikke altid helt on point, ansigter er skæve, og det hele bliver ind i mellem så overdrevent udpenslet, at det ender med at blive en parodi: en virkeliggørelse af en teenagedrengs Conan-inspirerede drømme om hypermaskulinitet – dog med markant færre bryster.

Fortællingerne er mere tyndbenede end karaktererne og byder på absolut ingen udvikling eller dybere mening. Det hele føles, som om jeg er kommet ind midt i en lang story arc, og det er min skyld at jeg ikke fatter hvad, hvem og i særdeleshed hvorfor. Jeg ved ikke, om der er planlagt flere hæfter, og jeg ved heller ikke, om jeg synes, det er en god idé. Det kunne det sagtens være, hvis man ønsker at gøre det ordentligt, for jeg er stensikker på, at der er et marked for det her. Det antikristne element skal nok tiltale den ene halvdel, og den græske mytologi tager den anden halvdel – men det forudsætter, at man aldrig har læst en grafisk novelle før og i øvrigt ikke besidder den i starten nævnte nedre standard for, hvad man gider bruge sin tid på. Det hele er så hjernedødt banalt, og kender man ikke til bandet forud for tegneseriens tilblivelse, kunne man snildt forledes til at tro, at Rotting Christ er nogle bøvhoveder, der knapt kan betjene en guitar og tilbeder satan i den mest primitive forstand. Bevares, det er da et hæsblæsende eventyr, der beviser, at alle mænd har en intuitiv evne til at slås med sværd, at Satan er meget sejere end Gud, og at bare fordi man kan, betyder det ikke, at man skal.

Jeg vil ikke fraråde nogen at læse den. Hvis man er fan, bør man som minimum lige google den. Men hvis man sætter pris på en velspundet fortælling med et decideret plot og alt det, der er med til at gøre en historie interessant, så burde man nok overveje at fordybe sig i deres musik i stedet, som er alt det, tegneserien ikke er. Heldigvis er den let læst. Den er ikke på nogen måde tynget af dialog, og selvom man kan sige meget med få ord, siger den her tegneserie mig intet. Men er du som læser mest til kamp og mindst til ævl, jamen så er du kommet til det rette sted. Du må godt låne mit eksemplar.

3/10