Copenhell Metal Cruise 2017

Surf's up! Surf's up!

Velkommen om bord
Den sidste weekend i oktober stævnede det gode skib M/S Crown Seaways ud fra København, som så mange gange før, på sin sædvanlige destination: Oslo, Men denne gang lagde hun ryg til en helt særlig begivenhed. I samarbejde med Live Nation og de gode folk bag Copenhell, entrede nærved 200 metalglade passagerer, side om side med børnefamilier og forretningsfolk, et flydende hotel og forvandlede to dæk til en flydende festival. På godt og vel to dage blev de deltagende forkælet med et væld af underholdning, der i blandt en lyttesession med Jesper Binzers kommende soloalbum og fire koncerter af varierende grader af kvalitet. Vi var naturligvis med, for når metallen kalder, svarer vi. Som krølhåret kransekagefigur stod Anders Bøtter for konferenciertjansen og bød os alle velkommen med en opfordring til at have det sjovt og en, skulle det vise sig, overflødig formaning om at opføre os pænt og passe på hinanden.

Lyttesession med Jesper Binzer
D.A.D er et band, de færreste kan undsige sig, uanset om man nu synes om deres musik eller ej. Men man kan ikke komme uden om, at de fleste danske metalfans inden  for en vis aldersgruppe, har et forhold til Danmarks største, nationale rockensemble. Derfor var det i sagens natur interessant at høre fra hestens egen mund, hvorfor og hvordan frontmand Jesper Binzer fik stablet en soloplade på benene. Fremmødet var ikke noget at råbe hurra for, men hvad der manglede i kvantitet, blev så rigeligt opvejet af deltagernes begejstring for både musikken og d’herrer Binzer og Bøtter – sidstnævnte fungerede glimrende som katalysator for de gange, hvor tingene kørte en smule af sporet og trak en bølge af latter gennem rummet.

Undervejs mellem numrene blev vi trakteret med et hav af finurlige anekdoter om arbejdsprocesser, dygtige musikere, og hvordan hans egen musik befinder sig et sted mellem metal og outlaw country, samt alt det, der rører sig i baglandet, både privat og professionelt. De underholdende historier blev naturligvis leveret med en showmans præcision og et bredt udvalg af sjove stemmer, der afslørede familiefaderen, men på intet tidspunkt forfaldt seancen hverken til selvfedme eller koreograferet morskab. Der blev talt om at droppe den ironiske distance til tingene, og det blev i høj grad afspejlet i fortællingen om rejsen fra en fyr, der selv synes, han er pissefed, til en mand, der har sænket paraderne. Hvis man er fan af moden rock med noget på hjerte, kan man roligt glæde sig til at høre, hvad hr. Binzer har at byde på, sans D.A.D.

Baest
Turens første band var et af dansk metals nye darlings. Bandet med det mundrette navn lagde ikke fingrene imellem, og det virkede næsten som en auditiv vendetta. Men den pågående og aggressive musik til trods, var der ikke en snert af vrede unge mænd at se på scenen. Hvis de havde haft et decideret image at kultivere, ville det være blevet saboteret på det groveste af en storsmilende trommeslager, der på intet tidspunkt lod sig mærke med, det var begyndt at gynge lidt - og ikke kun for dem, som allerede havde drukket sig i det maritime svar på hegnet. Lyden var som udgangspunkt ikke noget at råbe hurra for, og den indledningsvis enerverende lilletromme tegnede ikke godt for mine stakkels ører, men...! For det første er akustikken på en bar på en båd ikke gearet til en metalkoncert, uanset hvor mange amps du har med. For det andet gør det ikke så meget, man ikke kan høre hver enkelt tone i de ellers veludførte soli, så længe resten af musikken lyder som soundtracket til en genannektering af Norge. De spillede godt, de spillede højt, og næste gang jeg er så heldig at høre dem, forhåbentlig lidt længere.

Setliste
1. Goat
2. Rape the Blessed
3. Wormlord
4. Bones
5. Danse Macabre
6. Atra Mors
7. Marks Of The Undead
8. 'Ny single'
9. Marie Magdalene

Entombed A.D
Da koncerten skulle til at gå i gang, lettere forsinket, havde jeg ingen forventninger til den overhovedet. Jeg havde, tidligere på aftenen, vekslet et par ord med medlemmerne af færgens mest søsyge band, og der blev udtrykt bekymring for trommeslagerens tilstand. Jeg forstår ikke svenskerslang, men søsyg betyder tilsyneladende skidefuld, for det viste sig at være det gennemgående tema for aftenens sidste koncert. Heldigvis for dem, var størstedelen af publikum mindst ligeså ”søsyge”. Der blev egentlig spillet noget musik, men meget af koncerten blev brugt på, fra forsanger Petrovs side, at joke med de fremmødte om størrelsen på hans penis – ”det er de små ting, der tæller”, at brokke sig over bølgerne og på at stikke både bajere og mikrofoner ind i flaben, på samme tid. Hvis den her koncert var foregået alle andre steder end på drukkens flydende højborg, var den aldrig gået. Takt er noget soldater går i, og den enorme mængde kegleri, vi var vidne til på scenen, forplantede sig ud blandt de fordrukne tilskuere, som forsøgte sig med uhensigtsmæssige stagedives og et enkelt crowdsurf, og det er et under, ingen kom til skade. Som udgangspunkt lyder det som om, det var den værste koncert i mands minde, men det er på ingen måde tilfældet. Bevares, måske var Petrovs stemme ikke i topform, ej heller A.D-portionen af bandet, men hvad helvede gør det, når alle havde en fest, og de i det mindste huskede akkorderne til ”Wolverine.”

Setliste:
1. Midas In Reverse
2. Stranger Aeons
3. Second To None
4. Eyemaster
5. Dead Dawn
6. Living Dead
7. Out Of Hand
8. Chaos Breed
9. Revel In Flesh
10. Wolverine
11. Left Hand Path
12. Supposed To Rot

 

 

 

Sightseeing
Som et ekstra tilkøb var der om lørdagen mulighed for at løse billet til den mindst trve ferieaktivitet, jeg kan komme på: sightseeing. En bus fuld af turister, en guide, der peger og fortæller, alt imens man bliver fragtet fra den ene seværdighed til den anden.  Det lyder ikke særligt metal, men hvis man nu ser ordentligt efter, vil man opdage, at turisterne allesammen havde sort tøj på, guiden hed Anders Odden og seværdighederne var de Oslo-baserede fikspunkter for den bølge af ondskab, der strømmede gennem Norge i 90’erne. Kulminationen på turen var, da de deltagende blev sluppet ind i det legendariske Neseblod Records, der dannede rammerne om finpudsningen af den førnævnte skandinaviske ondskab. Og selvom man nu skulle mene, man er både for trve og kvlt til at deltage i den slags aktiviteter, er det altså ikke til at komme uden om, at man bør unde sig selv en tur i kælderen på Schweigaards Gate 56. Naturligvis blev turen rundet af med lovning om en lille souvenir, i form af en t-shirt der gør reklame for gvidens nye band, som bevis på, man godt kan være stave tvrist med v.

Metalquiz v/ Christian Beyer
Du kan ikke sige Copenhell uden også at sige Jägermeister. Allerede da undertegnede mødte op ved færgeterminalen, var der ingen tvivl om, der var sponsorgrej at hente her. Den berømte og berygtede sorte og orange bus holdt klar til at læske metalfolkets ganer, og de var da også stærkt repræsenterede på præmielisten med flere grønne flasker, grej, og så, fra de øvrige sponsorer/arrangører, en hulens masse musik. Men for at få fingrene i disse genstande skulle man først igennem en perlerække af spørgsmål i varierende sværhedsgrader. Christian Beyer fra Universal havde virkelig lagt sig i selen, og vi blev udsat for både ”gæt et cover”– de visuelle og de musikalske, tekster kørt igennem Google Translate, og naturligvis blev vi testet på vores paratviden om, hvem der var med i hvilke bands, hvornår. Det eneste problem var sådan set, at støjniveauet fra deltagerne ind imellem overdøvede selve opgaverne, men det må man vel tage med, når man moser 50 (bag)stive metalhoveder ind i et lokale og spiller metal for dem. Umiddelbart vil jeg mene, quizzen var en succes, også selvom Deres udsendte måtte nøjes med en femteplads...

Bersærk
At forsøge at beskrive Bersærks musik for nogen, der ikke kender det, er som at forsøge at forklare en farve for blinde. Et hurtigt kig på deres Facebookside bekræfter mit postulat, for de har selv benyttet sig af et væld af hjemmestrikkede genrer, der på ingen måde gør deres musik ære. Selvom jeg er ganske bekendt med deres musik, var det første gang jeg så dem live, og hold da kæft, hvor var det bare en fantastisk koncert. Hvor Baests tempofyldte raseri mistede lidt af finesserne til akustikken, gik Bersærks ”hedningehegn” klokkeklart igennem, både i mine ører og i mit metalhjerte. Ærkejyderne spillede røven ud af bukserne, og attituden var til at føle på, en attitude man snildt kan tillade sig at have, når man spiller så forbandet god musik. Deres koncert gav mig dårlig samvittighed over ikke at have hørt dem noget mere,  og deres karismatiske optræden gik godt i spænd med den tænderskærende ondskab, der dryppede ud af højttalerne. I skrivende stund er de kommet i fast rotation, noget der kan tilskrives den gennemførte koncert, deres medrivende musik og, naturligvis, de velskrevne og danske tekster! Jeg tillader mig at påstå, at disse fire dudes har en strålende fremtid foran sig.

Setliste:
1. De Glemte
2. Nordenvind
3. Dæmring
4. Nattesyn
5. Mørke
6. Fimbuls Børn
7. Himlen Skælver
8. Ulm
9. Frost & Flammer

Mustasch
Mustasch er, hånden på hjertet, ikke et band, jeg har ofret ret meget energi på. Bevares, en af deres rabiate fans har forsøgt at få mig med på vognen, men jeg har altid undslået mig med undskyldningen, at ”det ikke er hårdt nok til mig.” Det var dengang, og nu er nu, og jeg skammer mig med tilbagevirkende kraft. For ligesom med Bersærk, er Mustasch et band, du bare SKAL se live. Og i dette tilfælde skulle der ikke blot en koncert, men også godt og vel seks år, til at lære at udvide min musikalske horisont, før jeg måtte kapitulere. Deres flabede hard rock gik rent ind hos dem, der stadig evnede at stå nogenlunde fast, og efterhånden som koncerten skred frem, blev det mere og mere til en fest med bandet som midtpunktet. Det hænger tildels sammen med et feststemt publikum, som delte deres dyrt indkøbte drinks med enkelte medlemmer af et næsten overstadigt band. Det var en koncert, der bød på flere overraskelser, alle sammen de gode af slagsen. Overraskelsen over, hvor meget deres musik egentlig rykker, den pludselige basarm og hvor meget gas man kan tage på sig selv og alle andre, uden det på noget tidspunkt bliver plat. De spillede godt, var superprofessionelle og formåede dog stadig at møde folk i øjenhøjde. Deres specifikke genre har, med meget få undtagelser, aldrig tiltalt mig, men disse svenskerne kan altså noget, ingen andre kan, og med deres mangefacetterede musik, havde de hele lokalet i deres hule hånd. Sammenlignet med tyngden på de øvrige bands’ musik, var jeg lidt bekymret for, om de mon var en smule fejlbookede, men jeg tager hatten af for alle, der var involverede i beslutningen. Mustasch var eminente og satte et perfekt punktum for en fantastisk aften.

Det var det og hvad så nu?
Skibet har lagt til kaj, alle spor efter udsmykningen på dæk ni og ti er forlængst pillet ned, og det gynger ikke længere for mig, når jeg går. 250 billetter var sat til salg, men mig bekendt var der ikke udsolgt. Det undrer mig en smule, men nogen har engang sagt, at al begyndelse er svær. I dette tilfælde skal udtalelsen dog tages med et gran salt. For selvom der ikke var udsolgt, og der var enkelte missere, er mit indtryk, at alting forløb gnidningsfrit, og de deltagende gæster bidrog til det samlede indtryk. Jeg fik mig en lille snak med Anders Bøtter om formål og forløsning, og hvad fremtiden mon bringer for de søstærke metalfans - det kan du læse mere om i det kommende interview. Afslutningsvis skal der herfra lyde et stort og rungende TAK til alle involverede. Mine medskyldige, DFDS’s personale, Hi-Fi Klubben, Copenhell og alle dem, der på den ene eller den anden måde gjorde det muligt. Og hvem ved... Måske en dag kaprer vi hele færgen!

Tak til Daniel Slater fra Rockzeit.dk for billeder og link til flere af dem, kan findes her!

Tilføj kommentar