Anmeldelse af High Voltage Rock Awards

High Voltage Rock Awards High Voltage Rock Awards

High Voltage Rock Awards

High Voltage Rock Awards var et forrygende arrangement og et kærkomment ønskebarn, men desværre ikke helt uden børnesygdomme.

Endelig en pris, der tager rocken seriøst

I efterhånden mange år har rockmusikken været groft syltet og overset til diverse danske awardshows. Eksempelvis har Danish Music Awards kun én eneste statuette i kategorien rock (Årets danske rockudgivelse), og det har ofte været tvivlsomt, om de forskellige vindere overhovedet har kunnet kaldes “ægte” rockbands.

Dette er der heldigvis lavet om på nu. Rockmusikken har fået sin helt egen pris - High Voltage Rock Award - udviklet og udført af ingen ringere end Steffen Jungersen og Martin Jensen og uddelt i sidstnævntes københavnske rock-natclub High Voltage.
Lørdag d. 18/4 skulle showet have sin ilddåb, og det blev i store træk en meget vellykket aften, men der var desværre også et par minusser.

Det handler om rock og ikke en skid andet

Som en diskret langemand i ansigtet på de etablerede awardshows blev High Voltage Rock Awards uddelt uden de store selvhøjtidelige armbevægelser. Uden ligegyldigt fis og unødvendige gimmicks var showet skåret helt ind til benet. For når det handler om rock, så behøver man ikke så meget andet end en rock-bar, fri fadøl, fem livebands, fjorten statuetter, en laber stripper på bardisken og to veloplagte værter. Ikke så meget pis - bare en hyggelig aften i fede omgivelser med en masse Rock 'n' Roll.

Taras, Supercharger, Solbrud, Sea og Förtress stod for livemusikken, og leverede særdeles veloplagte mini-koncerter undervejs. Især de to sidstnævnte imponerede - med fandenivoldsk præcision fik de taget til at lette med deres energiske retrotråd, og det var lige før man ærgrede sig over deres begrænsede spilletid, for hold da kæft en spilleglæde de udstrålede!

Förtress viste i dén grad, at prisen for Årets Liveband var fuldt fortjent, og at Sea fyrede den så hårdt af, som tilfældet var, havde nok også noget at gøre med, at de løb med to af de større priser, nemlig Årets Classic Rockudgivelse samt Årets Upcoming-Band - godt gået af unge Sea, der også her på heavymetal.dk har fået mange roser i tidens løb.

Nævneværdigt er det også, at Solbrud, fuldt fortjent, vandt priserne Årets Band og Årets Metaludgivelse, Pretty Maids vandt Band-Æresprisen og ingen ringere end Ken Anthony vandt Branche-Æresprisen.

Forrygende fest med ringe lyd

Alt i alt var vi vidner til et brag af et arrangement, men som nævnt var der ting, der desværre ødelagde festen en smule, og det var i særdeleshed den ringe lyd. De herrer Jensen og Jungersen gjorde alt hvad de kunne for at råbe publikum op, men med små sløve højtalere, der desværre ikke trængte igennem til lokalernes yderste afkroge, havde de to fremragende værter ikke en chance. Måske havde det også noget med den fri fadøl at gøre, men med lav og dårlig lyd mistede folk hurtigt interessen for de ellers fine introduktioner og flotte takketaler. Især var det synd for en legende som Ken Anthony, at folk ikke kunne holde kæft og vise manden den respekt han fortjener. Fy skamme, og må rockguderne straffe dem på rette facon.

High Voltage Rock Awards - en tradition er hermed født

Minusser til trods, så var det et rigtig godt arrangement, som vi allerede glæder os til flere af. High Voltage Rock Awards er en genial ide, der er kommet for at blive, og vi håber på mange flere af disse aftener, hvor vi i fællesskab kan hylde den danske rockscene. Øv for den ringe lyd, og øv for det til tider respektløse publikum, men vi lander alligevel på otte flotte kranier til High Voltage Rock Awards.

Aftenens priser blev fordelt således:

ÅRETS BAND

Solbrud

ÅRETS ROCKUDGIVELSE

Supercharger – ’Broken Hearts and Fallaparts’

ÅRETS CLASSIC ROCKUDGIVELSE

SEA – ’Sea’

ÅRETS METALUDGIVELSE

Solbrud – ’Jærtegn’

ÅRETS ALTERNATIVE UDGIVELSE

Night Fever – ’Vendetta’

ÅRETS LIVEBAND

Förtress

ÅRETS UPCOMING-BAND

SEA

ÆRESPRIS BAND

Pretty Maids

ÅRETS PRODUCER

Jacob Bredahl for Pet The Preachers ’The Cave and the Sunlight’

ÅRETS JAMBAND

AC/DC jam.dk

ÅRETS DANSKE SPILLESTED

Amager Bio/Beta (København)

ÅRETS RADIOTRACK

Shotgun Revolution – ’Dissolve’

ÆRESPRIS BRANCHE

Ken Anthony

ÅRETS ROCKFOTO

Christian Juul Søes for Red Warszawa / Rikke Blomsterberg, High Voltage 2014

8/10

Tilføj kommentar